En lykkelig stund – i ensomhed

(4 måneder senere)

Efter 3 heldagsvandringer med bjergguiden Vangelis gik jeg atter op i bjergene alene.
Min eneste mulighed for at finde den efterladte rygsæk. Det blev en lang dags vandring
og endte med, at det blev mørkt.

Min bagage lå urørt her i 4 måneder: Rygsækken i sit regnomslag, teltet i sin pose og støvlerne i den lilla plastpose – netop plastposen var ikke så vejrbestandig.
Min bagage lå urørt her i 4 måneder: Rygsækken i sit regnomslag, teltet i sin pose og støvlerne i den lilla plastpose – netop plastposen var ikke så vejrbestandig.

Nu er vi fremme ved 19. september 2016. På dato 4 måneder efter, at jeg i al min ensomhed havde passeret Katsiveli-hytten og Livada og derfra havde fulgt E4-stien videre mod øst. At jeg virkelig var gået mod øst hér, havde Vangelis, Thor Bjørn og jeg konstateret på vor vandring 14. september, da vi havde passeret de samme punkter.
 
Vangelis ville ikke gå med mig uden for E4, og Thor Bjørn var taget tilbage til Danmark for at passe sit arbejde. Jeg ville op igen. Vangelis’ ord ”Glem alt om den rygsæk!” virkede imod hensigten. Efter den seneste vandring havde jeg et klart billede af, hvordan jeg skulle komme frem til det sted, hvor jeg havde efterladt den.
 
Vangelis og andre bjergkyndige havde givet udtryk for, at det ville være rygtedes, hvis nogle havde fundet rygsækken. Så jeg regnede med, at den stadig ville ligge, hvor jeg gik fra den. Naturligvis med forbehold for, hvad regn, storm og geder kunne have udsat den for.
 
Skulle den hentes, måtte jeg gøre det selv – gå alene op i bjergene, som jeg havde gjort i maj, og som alle kloge mennesker siden havde frarådet mig at gøre. Anne blev min medskyldige. Hun indså, at jeg ikke kunne tales til fornuft, og 19. september kørte hun mig op til Niáto, hvorfra jeg kl. 8 gik mod vest ad E4, opad, opad, opad.
 
Hun havde opfordret mig til at notere koordinater fra min telefons kompas/gps-funktion ned undervejs, så det gjorde jeg pligtskyldigt. Videregiver her de vigtigste nedskrevne tal fra dengang for gps-interesserede, vel vidende, at præcisheden ikke er, som hvis jeg havde kunnet bruge den gps, der lå i min efterladte rygsæk.
 
Kl. 11.15 var jeg ved ”den sidste pæl” (den sidste afmærkning, jeg så, inden jeg kom bort fra E4-stien 20. maj). 35° 18’ 59” N, 24° 5’ 42” Ø
 
Herfra var jeg virkelig alene. Ikke at jeg overhovedet mødte mennesker på E4 i De Hvide Bjerge (heller ikke, når Vangelis havde været med). Men nu forlod jeg tilmed stien og de lejlighedsvise afmærkninger, fulgte så vidt muligt den stejle og stenede skråning ned mod dalen, ligesom jeg havde gjort i maj.
 
Kl. 13.30, nede i dalen, følger den mod øst, passerer et par varder.
35° 19’ 43” N, 24° 6’ 46” Ø

 
Var tilbage i de små felter, dannet af store klippestykker, med masser af bevoksning, et vidunderligt gensyn. Fik øje på et gammelt udgået træ, som jeg syntes, jeg genkendte. Kiggede bagud over min venstre skulder …
 
Kl. 13.54: Fundet! 35° 19’ 42” N, 24° 7’ 9” Ø
 
Måske var jeg dumdristig og ufornuftig, men i dette øjeblik var jeg også lykkelig. Tog billeder af den genfundne rygsæk. Den lå præcist, hvor jeg havde efterladt den, og alt lå i den, urørt.
 
Blev på klippen ved den lille timianmark i måske en halv time og nød situationen. Så måtte jeg indlede tilbagetoget.
 
Ikke helt let. Jeg havde nu både min dagrygsæk og 35-litersrygsækken med telt monteret udenpå. I alt bare 25 kg, kunne jeg senere måle. Det føltes som mere. Den lille rygsæk på maven, den store på ryggen.
 
Forsøgte at finde en genvej, så jeg ikke skulle de samme 800 højdemeter op, som jeg var gået ned fra ”den sidste pæl”. Tiltagende blæst og skyer besværliggjorde projektet, og jeg endte omtrent oppe ved den nævnte pæl. Kunne se den.
 
Havde på forhånd beregnet, at turen denne dag ville tage mig mindst 10 timer. Men vægten af rygsækkene og mit forgæves forsøg på at finde en genvej forøgede vandringstiden med nogle timer. Nogle læsere vil have forstået, at det betød, at mørket kom, inden jeg nåede tilbage.
 
Det blev noget nær kulsort ved 19.30-tiden. Derefter var jeg yderligere hæmmet. Ganske vist var jeg kommet ganske langt, men jeg vidste, at der var lodrette klippesider og store ujævnheder i terrænet. E4-afmærkningerne, som jeg længe havde fulgt efter at være kommet op på stien igen, kunne jeg ikke længere se. Men jeg havde en nyindkøbt lommelygte med og desuden min pandelampe fra den genfundne rygsæk. Dens batterier fejlede intet. Ikke desto mindre: Landskabet var besværligt, og en lang overgang vidste jeg ikke, hvor jeg var i forhold til E4.
 
Men det var muligt at gå i den rigtige retning, efterhånden ret langsomt, med hjælp af mit kompas. Kl. 21.30 var jeg tilbage hos Anne i den ventende Suzuki Jimny.
 
Det var her, jeg bestemte mig for at aflyse det aftalte gps-kursus med Vangelis 3 dage senere.


Direkte videre til: Glem alt om den rygsæk! (September)

Hvis ikke man udfordrer
skæbnen …

Må dele denne hilsen fra den anden dag med jer – fra min klassekammerat fra folkeskolen Niels Hauge, der hele sit voksne liv har arbejdet til søs, deriblandt med sikkerhed (lettere redigeret og forkortet):

Hvis ikke man udfordrer skæbnen en gang imellem, kommer man aldrig videre, og vikingerne og Columbus havde aldrig opdaget Amerika.
(…)
Mindes med glæde, da vi klatrede i jeres store træer i dit barndomshjem med risiko for at falde ned og en løftet pegefinger fra dine forældre.
(…)
En redningsaktion er en pligt, vi har, og den bør udføres med glæde og stolthed. Ellers skal vi forbyde folk at tage på en tur på havet, i bjerge og andre uvejsomme områder uden dokumenteret kendskab og træning.