E4 blev borte!

(Dag 3)

Min satsning på at følge E4-stien hen over De Hvide Bjerge holdt hårdt på dag 2,
og på dag 3 foretog jeg et valg, som fjernede mig endeligt fra ruten.

Oppe fra bjergryggen kunne jeg se mod nord. F.eks. er det vel Akrotiri med landingsbanen i det fjerne? Men mit mål for vandringen var ikke nord. Det var øst, og jeg håbede, at dalen lige herunder skulle føre mig i den retning  –  mod højre ... (dette foto og 3 af de øvrige billeder her er lidt snyd  –  de er taget nogle måneder senere).
Oppe fra bjergryggen kunne jeg se mod nord. F.eks. er det vel Akrotiri med landingsbanen i det fjerne? Men mit mål for vandringen var ikke nord. Det var øst, og jeg håbede, at dalen lige herunder skulle føre mig i den retning – mod højre ... (dette foto og 3 af de øvrige billeder her er lidt snyd – de er taget nogle måneder senere).

Fotos til at illustrere mine ord om turen i bjergene bliver lidt af en mangelvare her.
Det skyldes, at jeg måtte tage visse forholdsregler, f.eks. spare på min telefons batteri.

Nogle vil også mene, at De Hvide Bjerge, når man kommer højt nok op, hverken er kønne eller spektakulære. Endeløse bunker af klodsede sten henslængt uden struktur eller form.

Men jeg var tiltrukket af bjergenes storhed og vildskab – og af at skulle lære dem at kende ovenfra og på den hårde måde.

Jeg havde forestillet mig, at 20. maj, min tredje dag i bjergene, skulle være den sidste. Det var sådan set, hvad jeg så nogenlunde havde proviant til.

Jeg  var fortsat oppe i omtrent 2000 meters højde og havde kurs mod øst. Men endnu var der ingen synlige tegn på, at jeg var tæt på Askifou, mit mål for vandringen.

Sidst på dag 2 var jeg kommet bort fra E4-ruten, men nu, tidligt på dag 3, havde jeg fundet den igen og var derfor ved godt mod … i nogle timer.

Jeg var klar over, at jeg nærmede mig det lumske punkt, hvor det kunne være vanskeligt at få øje på fortsættelsen af stien.

På en bjergryg kom jeg til en E4-pæl. Det var umuligt for mig at få øje på den næste. Skulle jeg til venstre eller højre deroppe på kammen eller nogenlunde lige frem? Skulle jeg bevæge mig ned mod nord, øst eller syd? Jeg gik frem og tilbage og kiggede ned og rundtom i måske en time, valgte så nærmest nord.

Udsigten deroppefra var egentlig fantastisk. Jeg kunne se ned på lavere områder, langt borte kunne jeg se hav, og rigtigt langt mod nordøst kunne jeg skimte Rethymnon, syntes jeg. Men jeg måtte ned i dalen under mig. På den anden side af den var der flere bjerge. Men dalen måtte i sidste ende føre til Askifou, var mit ræsonnement.

Det var sådan set let at komme ned, men ikke behageligt. Nedfærden var noget af en rutsjebane, fordi de store, kantede sten, som lå overalt, ikke ville ligge stille. Mine vandrestøvler, som ikke var helt nye, brød sammen her. I forvejen var sålerne ved at løsne sig, men nu røg de begge af, en efter en, og der var masser af store tidsler mellem stenene på vej ned. Dette landskab ville mig virkelig alt andet end godt.

På den anden side: Bevoksningen dernede, små træer spredt rundt på bjergsiderne, mindede mig herligt om området oven for Askifou, som jeg huskede fra 14 år tidligere, da Julie og jeg bevægede os et stykke op dérfra.

Da jeg var nede i dalen, var der igen fint at gå. Små lunde mellem kæmpesten. Ingen stigninger, ingen fald af betydning. Der var nogle stiafmærkninger, varder ville vi kalde dem, ikke E4-mærker. Måtte erkende, at jeg ikke længere var på den rute, jeg gerne ville have været på.

Mørket nærmede sig, og efter et par timer i dalen indså jeg, at jeg ikke ville nå Askifou før dag 4.

Der var endnu en smule vand tilbage i rygsækken. Lidt over en halv liter. Men ikke mere fast føde.

Jeg slog teltet op på en lille timianmark. Håbede på regn. Forsøgte at stille mine tomme plastflasker, så de kunne opsamle regnvandet.

Denne jernpæl med E4-skiltet var den sidste, jeg så. Den næste E4-afmærkning kunne jeg ikke få øje på.
Den sporadiske bevoksning gav skønne minder om området oven for Askifou, hvor jeg havde været 14 år tidligere.
En flad grøn mark nede mellem bjergsiderne – næsten som hjemme i Vestjylland!
Nede i dalen var der igen afmærkninger, men de havde intet at gøre med E4.