Vågnede 21. maj op til en skarp duft af timian, formentlig forstærket af, at det havde regnet en smule om natten.
 
Havde vel en halv liter vand tilbage. Forstod, at jeg måtte økonomisere med det, for jeg vidste ikke umiddelbart, hvordan jeg skulle finde ud fra dalen. Men her, tidligt om morgenen, var min fornemmelse, at det fra nu af ville det blive let. Dalen ville føre mig ned mod Askifou-plateauet, der var mit mål. Spørgsmålet var bare, hvilken forgrening af dalen der ville være den rette.
 
”Forlad aldrig din rygsæk.” Denne grundregel forkyndte en erfaren bjergguide for mig få dage senere. Men det var, hvad jeg gjorde, da jeg havde pakket telt og rygsæk sammen. Jeg skulle blot rekognoscenere lidt efter en vej ud. Op på nogle højdepunkter og bjergsider for at få overblik over og indtryk af dalsystemet. Havde bare få effekter på mig – telefon, kompas, pung. Og regnponcho, for der kunne jo komme mere regn. Den lille smule vand, jeg havde tilbage, efterlod jeg – det kunne jeg få mere brug for senere, tænkte jeg.
 
Holdt øje med klippeformationer og især gamle, specielle træer, mens jeg kiggede mig omkring og søgte opad. Men naturen drillede mig. Den i begyndelsen så langtrukne og smalle dal viste sig ret hurtigt at være et bredt og nærmest uendeligt område, og jeg kom uden at ville det bort fra de konturer i landskabet, som jeg troede ville være genkendelige. Naturen var flot og spændende, men viste mig ikke vej. Jeg kom uden at ville det til at bevæge mig i store cirkler, men ikke i ring, så jeg vendte ikke tilbage til noget … det lyder, som om jeg agerede dumt, men når jeg tænker tilbage på situationen, ved jeg ikke, hvad jeg kunne have gjort anderledes.
 
Morgenen blev til formiddag, formiddagen blev til eftermiddag … og hele dagen fik jeg hverken vådt eller tørt.
 
Jeg var ikke i nærheden af at gå i panik, så jeg ved ikke, hvad der gik af mig, da jeg lidt oppe ad en bjergside formulerede denne meddelelse til min kæreste, Anne, havfruen:
 
”Går ikke rigtigt at ringe, men måske at sms'e med den smule mast, der trods alt er på denne lille bjergtop. Din bjergmand er i nød – seriøst! Går rundt i sandaler, har ikke føde tilbage og kun en smule vand, og den er i rygsækken, som jeg ikke kan finde tilbage til ... Redningshelikopter? Måske. Jeg befinder mig i en slags dal midt mellem bjerget Kastro og byen Askifou. Ved ikke, hvordan jeg kommer herfra ...”
 
Alvorligt talt: Jeg mente beskeden som en orientering, ikke som et nødråb. Men i dag kan jeg godt forstå, at den blev opfattet netop som et råb om hjælp.
 
Dengang blev jeg ret forskrækket over et par timer senere at blive ringet op og finde ud af, at der var sendt flere redningshold ud for at søge efter mig.
 
Jeg fik besked på at blive, hvor jeg var, og sørge for at holde mig synlig, gerne give lyd fra mig. Gjorde mit bedste et par timer, havde placeret mig på en bjergside lidt oppe over dalen, råbte en hel masse nonsens til alle sider. Intet hjalp det. Jeg hverken hørte eller så noget til redningsmandskaberne.
 
Da mørket var ved at falde på, søgte jeg ned i læ, fandt en ny lille timianmark, krøb sammen i min regnponcho og lagde mig til at sove.