Sommeren var gået, og nu var vi tre. 2 danske brødre og den græske bjergguide. Vi gik stærkt, fra syd til centralt og videre mod øst. Og jeg genfandt ”den sidste pæl”.
 
Der skete en del i min tilværelse i de måneder. Da jeg var på Kreta i maj og juni 2016, udnyttede jeg, at jeg havde en del fridage til gode i mit job på Jyllands-Posten. I juli-august havde jeg både arbejde og nogle ugers ferie under hjemlige forhold. Som alting havde formet sig, følte jeg trang til at komme tilbage til Kreta og De Hvide Bjerge, når den hedeste sommer var ovre. Jeg havde 3 friuger, som jeg ville bruge i september til det formål.
 
I august bevirkede en nedskæringsrunde, at jeg kunne indgå en absolut rimelig fratrædelsesaftale. Så da Anne og jeg – efter planen – rejste til Kreta 12. september, var jeg en fri mand, og vi havde ikke købt returbillet til hjemrejsen!
 
Den ekspedition fra syd op i De Hvide Bjerge, som Vangelis og jeg ville have været på 14. juni, men som var blevet aflyst, var nu sat til præcist 3 måneder senere. Thor Bjørn, min bror, havde straks efter min forsvinden i maj erklæret, at skulle jeg fare vild igen, ville han med. Og 14. september, inden solen stod op over bjergene, kørte Anne os så langt op fra Anopoli, som noget køretøj kunne komme. Ved 6-tiden begyndte vi 3 mænd vor opstigning.
 
Vangelis havde på forhånd været betænkelig ved, om Thor Bjørns fysik kunne holde i det udfordrende terræn. Unødig bekymring, mente jeg, for min yngre bror har med sine lange ben altid været min overmand i næsten alt – løb, gang, badminton … kun i et enkelt tilfælde, i omtrent 3000 meters højde i Peru, havde han haft svært ved at holde trit med mig. Her på Kreta var der naturligvis også tale om bjerge i en vis højde over havet. Men ved dagens slutning stod Thor Bjørn til stor ros hos Vangelis.
 
Problematikken lå et andet sted. Hvad var det, vi ville deroppe? 1. Finde stedet, hvor jeg kom bort fra E4-stien 20. maj? 2. Følge min rute ned til den labyrintiske dal fra dengang? 3. Finde min rygsæk?
 
Vi danske brødre var nok ret enige om, at en kombination af de 3 muligheder ville være det optimale. Naivt? Fordi vi var amatører i denne sammenhæng? I hvert fald blev det hurtigt klart, at Vangelis kun forestillede sig, at vi kunne gennemføre punkt 1. At forlade E4-ruten ville blive for tidkrævende, og han kunne som autoriseret bjergguide ikke tage ansvaret for at føre os bort fra stien.
 
Vandringen gik fint. Flot dag, gode ben. Det handlede bare om at følge Vangelis i det klippefyldte terræn, nyde de skiftende landskaber og håbe på, at vejret opførte sig så nogenlunde, som det var begyndt om morgenen med sol og blå himmel.
 
Vi passerede Livada, hvor jeg fik lov at vise, i hvilken retning vi skulle gå, så Vangelis kunne føle sig sikker på, at vi ikke allerede her var på vej bort fra den påtænkte rute – hvis vi altså skulle gå, som jeg havde gjort i maj.
 
Herfra bevægede vi os direkte mod øst og kunne meddele vor ”følgevogn” med Thor Bjørns kone og min kæreste, at vi ikke ville vende tilbage til det sted syd for os, hvor dagens vandring begyndte, men at vi gerne ville afhentes sidst på eftermiddagen på Niáto-plateauet i den østlige del af bjergmassivet.
 
Flere gange spurgte Vangelis mig, hvilken retning vi skulle fortsætte i, og hvor sikker jeg var på, at jeg havde gået hér i maj – regnet i procent. I et tilfælde var jeg en anelse usikker, så jeg sagde 85 procent, men ellers var jeg 100 procent sikker. Det var jeg også, da vi kom til den bjergryg og den E4-pæl, som jeg straks genkendte som den sidste pæl, jeg så 20. maj – og hvorfra jeg dengang valgte at gå ned ad en bjergskråning i nordlig retning og endte i en labyrintisk dal.
 
Thor Bjørn holdt sig i baggrunden de par gange,  vor kretensiske guide og jeg diskuterede. Bortset fra at alt gik udmærket, havde Vangelis og jeg hver vores skuffelse, som vi mere eller mindre gav udtryk for.
 
Han vidste (og det blev jeg også klar over i løbet af denne dag), at han og jeg sammen havde gået på denne del af E4-ruten 26. maj, da jeg ikke kunne sige med sikkerhed, at jeg havde været her en uge tidligere. Det kom ikke bag på mig, at det var sådan, men han var skuffet over det.
 
Da nu vi stod ved dette sted, hvor jeg kunne se, i hvilken forkert retning jeg var gået 20. maj, var det frustrerende for mig, at vi ikke skulle følge denne retning i det mindste et lille stykke. Jeg ville gerne have opklaret, hvor jeg galt havde ageret første gang, jeg var her. Og så var der jo lige rygsækken …
 
Vangelis var urokkelig. Vi skulle følge E4. Vi talte ikke om penge i den forbindelse, men det var tydeligt, at jeg ikke ville kunne betale mig til at få ham bort fra den officielle sti. Det handlede om hans stolthed, hans ry, hans ansvar.
 
Hans argumentation blev støttet af, at nogle skyer nærmede sig bjergsiden betænkeligt.
 
Det er ofte svært heroppe at se fra en afmærkning til den næste. Der kan være langt imellem dem, og de bliver let borte for øjet i den grå klippemasse. Men denne dag, da Vangelis og Thor Bjørn var med, kunne jeg tydeligt se pælen efter ”den sidste pæl” – den pæl, som jeg 20. maj havde gået rundt og rundt for at finde og til sidst havde opgivet.
 
”Glem alt om den rygsæk,” sagde Vangelis flere gange. Det var vist også hans sidste bemærkning den dag.
 
Til gengæld havde vi en slags aftale om, at han skulle give mig et endags-kursus i brug af gps. Det skulle foregå 8 dage senere, 22. september, i den østlige del af De Hvide Bjerge – med Niáto som udgangspunkt. Men det kom ikke til at ske.