Der lå mere bag min far og hans væsen, end det lykkedes for mig at komme ind til.
 
De sidste par år af hans liv spurgte jeg om det ene og det andet. For han ville såmænd gerne tale om livet – og om sit liv. Men der var ikke rigtigt nogen struktur i samtalerne. Og pludselig var han borte. Og jeg havde mange spørgsmål tilbage, som aldrig blev besvaret.
 
For ham blev det vigtigt disse sidste år at gøre klart, at han gerne ville have været mere nærværende for mig og mine tre yngre søskende, da vi voksede op, end han havde været. Det gjorde godt at høre, selv om jeg ikke følte det store savn, hvad dét angik. Vi havde levet på gården – far, mor og fire børn – og han havde haft sit at passe, mens mor passede os. Men han var altid et sted i nærheden.
 
Der var og er grund til respekt for ham, syntes jeg. Og synes jeg. Her er nogle kendsgerninger:
 
Han var den yngste af seks søskende. Født på en gård i den lille by Boldesager, som i dag er opslugt af Esbjerg. Tre dage efter hans 12-årsfødselsdag døde hans mor, min farmor, 54 år gammel – 28 år før jeg blev født. Tuberkulose. Yderligere tre år senere døde hans yngste storesøster, 18 år, der indtil da havde været hans nærmeste, som jeg har forstået det – og efter deres mors død tillige en slags mor for ham. Igen tuberkulose.
 
Tuberkulose var for omkring 100 år siden (og tidligere) en hyppig dødsårsag. I dag med coronaen skulle vi kunne have en fornemmelse af, hvilken angst almindelige mennesker må have haft for den sygdom. Og hvilket trauma det har været ikke mindst for min senere far at se sine nære gå bort.
 
Han var nok ret fåmælt. Men sej og positiv. Desværre ved jeg meget lidt om, hvordan han kom videre gennem teenageårene, og hvad han præcist gjorde efter skolen. Ved, at han var ude at tjene, at han tog en landbrugsuddannelse, og at han som 27-28-årig købte en gård.
 
Hvordan fik han råd til dét?!? Var hans far, min farfar, i stand til at hjælpe ham efter at have tjent gode penge på salg af sine marker til udstykning af parceller i den nye store by, det udvidede Esbjerg? Det er først nu, at jeg er kommet på den mulighed …
 
Fars gård lå mellem Bramming og Gørding, i cykleafstand fra barndomshjemmet. 30 tønder land, som han gjorde til et mønsterbrug og siden gennem opkøb af nabomarker udvidede til over 40 tønder. Den største ejendom i umiddelbar nærhed. I begyndelsen havde han mindst én karl ad gangen og husbestyrerinde ansat. Der var arbejdsheste, køer, grise, høns.
 
Det var vigtigt for ham at være fri og selvstændig. Derfor blev han landmand og gårdejer. Var dygtig og arbejdsom, benyttede sig ikke af billige eller nemme løsninger.
 
Engang, da jeg vel har været 11-12 år, lykkedes det mig under kartoffeloptagning (det foregik liggende på knæ, ikke nogen maskine dér) at få ham til at fortælle om sine husbestyrerinder. Der havde været 10, tror jeg, rundt regnet én om året, og han berettede lidt om hver af dem.
 
Den sidste husbestyrerinde, han antog, skulle et par år senere føde mig. Og fra 1955-1956 havde de en familiebedrift uden ansatte, men nu med traktor. Personbil var også kommet til. Hønsene var forsvundet.
 
Han kunne ikke finde på at snyde nogen eller bagtale nogen. Så reel, ærlig, seriøs, ligetil og målrettet var han, at hans hustru, min mor, lejlighedsvist beklagede sig over det. Hun ville heller ikke nogen noget ondt. Men var mere til socialt samvær og humor, end han var.
 
Askét var han ikke. Serverede snaps og Gammel Dansk fra morgenstunden, da naboer kom for at gratulere på hans 60-årsdag. Men jeg så ham aldrig være bare i nærheden af beruset.
 
Han var nysgerrig og videbegærlig. Holdt sig orienteret gennem radio, fjernsyn og den daglige Vestkysten. Læste imponerende mange bøger, bl.a. tykke historiske værker, har jeg siden konstateret. Har arvet flere af dem med sirligt indføjede notater i margenen.
 
Han gav udtryk for rejselyst. Ville gerne se Norges fjelde. Men nåede bare til Sydslesvig. Han gav jo aldrig sig selv ferie.
 
Et par tragiske hændelser foruden de allerede nævnte må have ramt ham hårdt. Yderligere to af hans søskende gik pludseligt bort – den ene tog sit liv, den anden blev dræbt i en trafikulykke, 53 og 63 år gamle. Jeg husker dem begge tydeligt. Men var blot 8, da den første forsvandt, og 14, da den anden gjorde. Reflekterede ikke så meget over det.
 
Som yngre var han gået til gymnastik og til sangkor, ja, nok indtil jeg var en lille dreng. Stadig som godt 60-årig var han i formidabel fysisk form. Sang ofte under arbejdet i stalden og på marken. Kunne gå raskt til og løfte tunge sække.
 
Han var ikke meget for at erkende, at han begyndte at få smerter i den ene hofte. Hans arbejdsdygtighed blev mindre. Livsmodet også. Men det var først, da han var opereret og under genoptræning, at hans positivitet kunne veksle med mismod. Og at han blandt andet begyndte at tale om, hvad han syntes, at han havde forsømt i livet.
 
Vi børn, der var blevet voksne og flyttet hjemmefra, lyttede gerne. Jeg gjorde i hvert fald. Men syntes ikke og synes ikke, at jeg havde manglet omsorg, opmærksomhed eller kærlighed. Husker, hvordan jeg kunne gå med ham hånd i hånd hen over markerne. Da jeg var 10 år, kom han med en bemærkning om, at jeg måske var ved at være for gammel til det.
 
En morgen kort før påske trak han vejret for sidste gang – få hundrede meter fra bygningerne på den gård, som han havde overtaget 40 år tidligere.