Vi hygger os, morer os, er ironiske, danser, tager på ferie … passerer én, der er faldet om på fortovet. Åh, godt, der var én, der tog sig af hende.

Den anden dag så jeg en rørende og fængslende film, ”Lifeboat”, som ikke kommer i biografdistribution. Hvorfor ikke? Er den for dyster, for ubehagelig, for tæt på?

Filmen, som er instrueret af den relativt unge Josefine Kirkeskov, handler om et skandinavisk kærestepar, der på ferie ved Lesbos vælger – for det er et valg! – at redde en kvindelig bådflygtning fra druknedøden. Den bærende rolle spilles i øvrigt af Sofia Helin, der spillede Saga i ”Broen”.

Og hvorfor er der ikke endnu større opmærksomhed, end der er, om den smerteligt vedkommende musikudgivelse ”Hjemløshed”? Er den for mørk, for påtrængende, for stillingtagende?

Akkurat som de billeder, vi vil have hængende på vore egne vægge, ikke må være for uhyggelige eller kaotiske?

Det er tilstrækkeligt, at verden udenfor er det …

Tilbage til ”Hjemløshed”, et samarbejde mellem digteren Henrik Nordbrandt og sangeren Channe Nussbaum.

Ikke den hjemløshed, som vi normalt tænker på i byerne herhjemme, men den, som har ramt de alt for mange mennesker, der har måttet forlade deres hjem på grund af krig, vold og undertrykkelse.

Henrik Nordbrandt har boet i både Tyrkiet og Grækenland, og det geografiske udgangspunkt for mange af hans senere digte er farvandene mellem de to lande, hvor der på fjerde år er en livlig trafik med flygtninge.

Digtene og musikken tager ikke egentlig stilling, men udtrykker og udmaler den situation, der ikke vil tage slut. I fragmenter. Vi påduttes ikke holdninger, men må selv ræsonnere på baggrund af de ulykkelige billeder af mennesker og miljøer, der her tegnes. Det er jo trods alt poesi.

Tre af numrene – ”Daesh”, ”Solen går ned” og ”Vuggevise” – indgår i forvejen i Henrik Nordbrandts digtsamling ”Den store amerikanske hævn og andre digte” (Gyldendal, 2017). På den aktuelle udgivelse findes de alle tre i to udgaver, nemlig dels oplæst af Henrik Nordbrandt, dels sunget af Channe Nussbaum.

Har man i forvejen hørt f.eks. Peter Laugesen og Jørgen Leth med musikledsagelse, tænker man måske, at man behøver ikke endnu en digter i det format. Jeg siger: Giv det en chance.

Sophus August Tuxen, der er hovedansvarlig for de sparsomme lydlandskaber omkring de oplæste stemningsbeskrivelser, har været ekstremt lydhør – jeg har ikke hørt en musiker både ramme tonen i oplæste digte og supplere den så fint som her. Bjarke Kolerus’ klarinetter og de øvrige instrumenter spiller også indfølende sammen med det talte ord.

Channe Nussbaum har sine egne snurrige sungne fortolkninger af digtene, som hun har klippet i, og i nogle tilfælde har hun byttet rundt på linjerne. Men den passionerede alvor, hun lægger i ordene, er ubetalelig. Hun har vist det tidligere, specielt på sin soloplade ”Hvis ikke det er kærlighed”, men da var emnet ikke så tungt som her.

At fire digte optræder i to versioner hver og dermed udgør omtrent to tredjedele af albummet, giver mening, for dels er digtenes indhold højst meningsfuldt, dels får de derved forskellige vinkler og farver.

Der er ikke benyttet nogen fast og forudsigelig drejebog for, hvordan teksterne er sat i musik. Nogle gange veksler Channe Nussbaums og Henrik Nordbrandts stemmer på de enkelte sange. Det er dybt bevægende og meget melodiøst.  

Jeg blev begejstret, da jeg hørte om projektet, men efter at have hørt pladen første gang lagde jeg den til side. Om kombinationen var for usædvanlig eller for stærk, kan jeg ikke sige. Men efter nu at have lært den bedre at kende må jeg karakterisere den som – blandt andet – voldsom, barsk og smuk. Og altså vedkommende. Af mange grunde. Håber, at jeg har fået nævnt de fleste her.