Musik, som virkede – og påvirkede
Dette er ikke nødvendigvis de bedste plader. Men det er nogle, som har
haft en afgørende indflydelse på min musiksmag.
I begyndelsen af 1970'erne troede jeg, at jeg skulle være trommeslager. Jeg var tilmed kortvarigt med i et band. Men jeg var/er ikke musikalsk, og i stedet kom jeg til at beskæftige mig med musik på anden vis. Som betragter og som dagbladsjournalist. Det har givet mig mange oplevelser og megen indsigt.
På den sidste dag i 2019 opfordrede guitaristen i mit band fra 1972 mig til på Facebook at komme med 10 bud på lp'er, som havde skubbet til mig og min musiksmag. Det gjorde jeg. Men kunne ikke stoppe ved nummer 10. Hver eneste dag i den første måned i 2020 kom jeg med en vigtig lp. På den 31. dag havde jeg fundet yderligere 10, som lige skulle med.
Og så er det endda ikke lykkedes at få plads til f.eks. The Doors, Patti Smith eller Leonard Cohen.
Herunder de i alt 40 udgivelser, som jeg fandt frem, ordnet nogenlunde kronologisk. Det vil sige, hvis I åbner denne opgørelse på computer. På telefonen (og måske på tablet'en) er den ligesom delt i tre kronologiske omgange. Mit råd: Allernederst på siden står ordene View desktop version. Tryk dér! Meget bedre.
The Beatles: Revolver (1966)
Min første lp skulle være ”Help”, havde jeg besluttet, for fra radioen vidste jeg, at på den fandtes de bedste sange. Min parallelklassekammerat Jens Peder sagde, at den havde han, og han ville gerne sælge den. Men det var ”Revolver”, han kom med, og jeg blev noget skuffet, for ”Yellow Submarine” og ”Eleanor Rigby” var for poppede, og meget af resten var for sært. Hvorfor jeg overhovedet tog den alligevel, fatter jeg ikke. Tror, at jeg gav 10 kroner for den. Hørte den igen og igen – havde jo bare den ene plade. Blandt andet var det ret skønt at høre ”I’m Only Sleeping” om morgenen, når det var svært at få øjnene op. I dag er min holdning, at ”Revolver” er det bedste, mest spændende, mest innovative, mest altomfattende, mest alt muligt, som The Beatles kom med, og det siger trods alt en del. Hvad har egentlig slået – eller bare tangeret – hvad der kom fra de fire liverpooldrenge?
Jens Peder Høeberg, 21. januar 2020: Jeg husker det mærkelig nok helt tydeligt. I et frikvarter i skolegården fortalte du, at det ikke var den lp, du var lovet. Jeg blev forlegen og tænkte, om du troede, jeg snød dig (det gjorde du måske nok), men da du ikke krævede, at aftalen blev annulleret, blev det ved det, og vi var lige gode venner derefter.
The Association: Greatest Hits (1968)
Dette opsamlingsalbum anskaffede jeg ikke før end i 1976 under mit første besøg i USA. Sange som "Along Comes Mary", "Cherish", "Windy", "Everythings That Touches You" og ikke mindst "Never My Love", der 1965-1968 havde været gyldne pophits, også i Danmark, blev her samlet og sat i sammenhæng og suppleret med skønne mindre kendte numre som "Requiem For The Masses". Vokal-harmonier i Beach Boys-klasse. Melodi-øst, men ikke sukkersødt eller leflende.
The Rolling Stones: Beggar’s Banquet (1968).
Det første af fire strålende Stones-album på stribe fra 1968-1972. Dette er det cover, jeg husker. Som jeg har forstået det, fik det (oprindeligt påtænkte) graffitiprydede toilet først lov til at være coverillustration fra 1984.
Procol Harum: Shine On Brightly (1968)
Omkring 1970 kunne næsten intet konkurrere med Procol Harum. Tung musik, mystiske tekster, ideer i mange retninger. Og ikke desto mindre i sin egen stil, bl.a. i kraft af Matthew Fishers orgel og Robin Trowers guitar. ”Shine On Brightly” er en vidunderligt helstøbt plade, som munder ud i den 17½ minutter lange suite ”In Held Twas In I”.
The Who: Tommy (1969)
Vel det første album fra The Who, der var lige så vigtigt som singlerne (”My Generation”, ”Substitute”, ”Happy Jack” osv.). Lyden var enklere, end den ellers havde udviklet sig til, men rockoperakonceptet gav et komplekst og sofistikeret udtryk.
Tyrannosaurus Rex: A Beard Of Stars (1970)
Dette var det fjerde album med Tyrannosaurus Rex. Det udkom i marts 1970, altså for 50 år siden lige om lidt.
I oktober samme år forkortede duoen navnet til T. Rex, nemlig med udgivelsen af singlen "Ride A White Swan". I december 1970 kom den første lp under det forkortede navn. Den plade hed simpelthen "T. Rex".
Året efter kom "Electric Warrior", og først da blev Marc Bolan og det orkester, som dette voksede til – lidt uventet, som jeg husker det – voldsomt populært og udviklede sig til et af de hotteste glamrocknavne.
Alrune Rod: Hej du (1971)
Danmarks vigtigste rockband i årene 1969-1975, dvs. nogensinde. De fleste andre mener givetvis noget andet. Og de fleste, som måtte give mig ret om bandet, giver mig nok ikke ret i, at dette album skulle være dets vigtigste. Men efter det tunge og mørke debutalbum fra 1969 var "Hej du" befriende let og lys – berusende, medrivende, mystisk og poetisk. To heftige sange på hhv. 8 og 15 minutter på side 1 og den smukke suite "Perlesøen" på hele side 2.
Lou Reed: Berlin (1973)
Hans mest ambitiøse projekt, stort og orkestralt. Gemmer tilmed på oversete ”hits” som ”Lady Day” og ”Caroline Says”.
Dom Um Romao: Dom Um Romao (1974)
Jazzen var ikke helt fremmed for mig. Jeg havde lyttet en del til Louis Armstrong, Miles Davis svirrede omkring mig, og jeg var ret betaget af The Mahavishnu Orchestra. Det kom fra flere sider. Men så stødte jeg uforberedt på denne brasilianske percussionist. Så eksotisk, så svingende, så nede på jorden og dog så højtflyvende. Set i bagklogskabens ulidelige lygteføring blev pladen endnu et perspektiv på jazzen og – vigtigere – en åbning for mig til al den latinamerikanske og afrikanske musik!
Elvis Presley: 40 Greatest (1978)
Elvis Presley og hans storhed ramte mig ikke, mens han levede. Men i 1981 blev jeg kærester med Bodil, som havde dette dobbeltalbum, der var sammensat, måske egentlig ret tilfældigt, på en måde, så jeg uvilkårligt forstod, hvorfor denne mand og hans røst var ypperlig kunst. Mit kæresteforhold varede kort, men jeg anskaffede selv ”40 Greatest” snart efter, og mit forhold til The King har lige siden været fyldt med respekt og hengivenhed.
Elegi: Elegi (1981)
Der kom meget vildt fra Sverige i de år – Imperiet, Tant Strul, Pink Champagne, TT Reuter. Elegi var fire kvinder og en mand, som slog alt andet från hinsidan i fokuseret heftighed.
Savage Rose: En vugge af stål (1982)
Der findes så mange andre formidable lp'er med gruppen – f.eks. "The Savage Rose" (1968), "In The Plain" (også 1968), "Travelin'" (1969), "Dødens triumf" (1972), "Wild Child" (1973), "Sangen for livet" (1988) og "Ild og frihed" (1989). Men "En vugge af stål" var det modigste udspil fra gruppen. Skåret ned til en trio (for anden gang – men for første gang uden supplerende gæstemusikere), for første gang konsekvent med dansk som sangsprog, for første gang med en tydelig politisk holdning, for første gang med nyfortolkninger af folkeviser. Det var med disse sange – som "Balladen om Hr. Tidmand", "Sig mig hvor længe", "Bella Ciao", "Vredens børn" og "Fløjten bag muren" – at traditionen med kædedans ved The Savage Roses koncerter opstod.
Peter Gabriel: So (1986)
Beklager over for mange uforstående venner, at jeg aldrig kom til at fatte Genesis’ storhed. Men Peter Gabriel som solist blev i løbet af 1980’erne bedre og bedre. Og ingen hvide mennesker har været vigtigere for den tredje verdens musik end ham og Paul Simon.
Sierra Maestra: Dundunbanza (1994)
Dybest set spillede Sierra Maestra præcist på samme måde som de fleste dygtige folkemusikorkestre, man kan høre dagligt i Havana og andre cubanske byer. Det er bare en tand mere tæt og livligt end på andre pladeindspilninger med den type musik. For mig et meget bedre lokkemiddel til ørigets kultur end Ry Cooders let elektrificerede og nordamerikaniserede Buena Vista Social Club. Oj, det svinger.
The Mavericks: Trampoline (1998)
At fusionere en slags countryrock med cubansk rytmik og mexicanske messingblæsere er lidt genialt. Raul Malos Roy Orbison-agtige røst giver det et ekstra pift. Jo, Los Lobos har også været lidt i den retning. Og Johnny Cash gjorde det i 1963 i en enkelt sang, ”Ring Of Fire”. Da var det også genialt.
Nikos Stratakis: Nero & alati (2015)
Grækenland er det land, jeg helst rejser til. Og det er ikke for at høre Zorbas Dans. Men al mulig respekt for Mikis Theodorakis og hans mægtige virke i øvrigt. Med tiden har jeg fået favoritter som Nikos Xylouris, Haris Alexiou, Pyx Lax, Pantelis Thalassinos og Psarantonis. Alle har de på en eller anden måde fat i traditionen, men videreudvikler den også. De seneste år har især de kretensiske brødre Nikos og Giorgos Stratakis grebet mig – og Nikos ganske specielt med solopladen hér med en harmoni, en tæft for små eksperimenter og en sanselig lydhørhed ud over, hvad der kommer til udtryk på brødrenes fælles udgivelser og mange optrædener.
Family: Music In A Doll's House (1968)
Sangeren Roger Chapman var et kapitel for sig. Med en usandsynligt rå røst og et bredt register og den der maniske optræden, som han nok selv havde mere kontrol over, end det kunne se ud. Og derudover – ikke mindst på dette debutalbum – et gevaldigt virvar af stilarter, rock, jazz, blues, musichall, som disse begavede, eventyrlystne, eksperimenterende musikere begav sig ud i. Der må have været en eller anden underliggende struktur. Oplevede dem bare én gang live, Roskilde 1973, godt nok heftigt.
Fleetwood Mac: Then Play On (1969)
Bluesmusik er for mig mest interessant, når nogen forsøger at tage den lidt videre. Det gjorde Fleetwood Mac i 1968-1969, da især guitaristen og sangeren Peter Green og trommeslageren Mick Fleetwood drev værket. ”Then Play On” er fra det britiske bluesrockbands mest kreative periode. Albummet kan fint suppleres med singlerne ”Albatross”, ”Man Of The World”, ”Oh Well” og ”Green Manalishi” fra samme tid. Ren magi.
Furekåben: Prinsesseværelset (1970)
Så vidt jeg har kunnet se, kan ”Prinsesseværelset” ikke streames – selv om et tysk selskab udgav den på cd i 2002, og et andet vist har genudgivet pladen på vinyl endnu senere. Kønt er det ikke, men har sin helt egen idé og tone. I øvrigt ikke så forskelligt fra International Harvester, der på et tidspunkt ændrede navn til Träd, Gräs och Stenar.
Can: Tago Mago (1971)
Oplever, at "Tago Mago" var og er tidløs. Den har virkelig kant. Gruppen kastede sig frygtløst ud, hvor ingen før havde været. I hvert fald, da den var mest innovativ. Spørgsmålet er, om nogen siden har bragt musikken videre – i dén retning ...
Andre meget vigtige tyske navne for mig: Silly og Udo Lindenberg.
Roxy Music: For Your Pleasure (1973)
For mig at høre kunne Roxy Music være mere vildt og voldsomt end David Bowie, Iggy Pop og hele punkbølgen. Og mere cool. Og mere eventyrsøgende. Det vil sige, så længe Brian Eno var med. Bandet var kun kortvarigt stort nok til både ham og Bryan Ferry og kulminerede med ”For Your Pleasure”.
Gene Clark: No Other (1974)
Dyrkede ikke rigtigt Gene Clark dengang, men da jeg hørte de delvist gendannede Byrds i Tivolis Koncertsal i 1979, blev jeg mere berørt af hans optræden og røst end af de øvriges. Han døde i 1991, og først derefter har jeg for alvor opdaget hans kvaliteter.
Roger McGuinn: Cardiff Rose (1976)
The Byrds’ centrale figur har udgivet flere fremragende soloalbum. Dette har gjort størst indtryk på mig.
Pink Floyd: The Wall (1979)
”The Wall” kom 14 dage før The Clash’ ”London Calling”. To modsætninger, to dobbeltalbum, begge vigtige. ”The Wall” er så monumental, indigneret og visionær, at jeg oplever den som væsentligst af de to. Hvis man skal vælge.
Pink Floyd var i årevis ufatteligt afgørende for musiksmagen for mange af os. Der var også ”Piper At The Gates Of Dawn” (1967), ”Atom Heart Mother” (1970) og ”Meddle” (1971). Ikke let at vælge. Hvis man skal vælge.
Laurie Anderson: Big Science (1982)
Havde godt hørt ”O Superman” i radioen og syntes, at det var noget underligt noget. Måske dérfor skulle hele albummet have en chance. Og det var bare så frækt, så sofistikeret, så opfindsomt i mange retninger. Og så overrumplende smukt.
Ina Deter Band: Mit Leidenschaft (1984)
En god ven fra Esbjerg Statsskole, Christian Toft, henledte min opmærksomhed på Ina Deter. I Aarhus var Christian med til at drive pladebutikken Mimosa og til at udgive (og skrive i) musikbladet dB 110 og havde en række radioudsendelser om musik – mest i Århus Nærradio, tror jeg. Han blev voldsomt betaget af Ina Deter og kom engang hjem fra Berlin med et længere radiointerview med hende. Det blev vist sendt a to gange, så langt var det. Derfor måtte jeg bare se hende, da hun i 1984 optrådte på Roskilde Festivals største scene med sit band lige omkring udgivelsen af "Mit Leidenschaft". Det klarede hun forbløffende godt over for publikum i almindelighed og mig i særdeleshed. Hun fik mig – i langt højere grad end f.eks. Nina Hagen og Nena – sporet ind på tysksproget rock. Hendes ømme, hengivne og dog skarpe stemme fik/får mig til at glemme den karakteristiske 1980'er-lyd, som bandet naturligt nok har. Pladens titel afspejler udmærket, hvad hun formår at lægge i musikken. Efter min mening hendes højdepunkt. Men hun kom godt igen i 2000 med "Spiegelein" og i 2003 med "Lieder von Edith Piaf in Deutsch". I dag er hun 72 år. Jeg tvivler på, at vi kommer til at høre mere til hende.
Johnny Cash: American Recordings (1994)
Adskillige år inden vi fik respekt for aldrende mænd gennem Leonard Cohens comeback som 67-årig og Niels Skousens som 58-årig, havde Johnny Cash været der, da han med Rick Rubins hjælp udsendte sin serie ”American Recordings”. Johnny Cash var 62 år, da denne – den første i serien – kom. Så enkelt, så stærkt, så overjordisk.
Olle Ljungström: Sju (2009)
"Sju" var den udgivelse, jeg opdagede Olle Ljungström igennem. Jeg erfarede lidt senere, at han havde udgivet fem lige så gode album i 1990'erne (som findes samlet i en box, men den er formentlig udgået). Han døde i 2016, to uger efter Prince og under omstændigheder, som lignede dennes bortgang. Olle Ljungström var en særling, havde måske en status lidt i retning af C.V. Jørgensen og Lars H.U.G. herhjemme. Dog ingen større musikalsk lighed med disse.
Fairport Convention: Unhalfbricking (1969)
Sandy Dennys fortryllende røst og Richard Thompsons lige så fortryllende guitarspil på én lp. Der findes tre sådanne udgivelser, alle fra 1969. ”Unhalfbricking” er den midterste af dem, den mest farverige … med et vidunderligt omslag, hvor man kun lige akkurat ser bandet. Inklusive tre opfindsomme Dylan-fortolkninger og en heftig duel mellem Richard Thompson og violinisten Dave Swarbrick, som på dette tidspunkt endnu ikke var fast medlem af gruppen.
PS: I 1970'erne gæsteoptrådte Sandy Denny og Richard Thompson på de fleste af hinandens soloplader, men ikke på lige fod i et orkester som her.
Jefferson Airplane: Volunteers (1969)
Airplane for sidste gang i sin fremmeste opstilling (med Marty Balin og Grace Slick), deres mest politiske plade, den, som holder sig bedst.
Bob Dylan: New Morning (1970)
Et lidt usædvanligt Dylan-valg? Jo, men det er så smukt og var dengang så uventet i mange henseender.
The Moody Blues: Every Good Boy Deserves Favour (1971)
Hvis man overhovedet er til The Moody Blues, er valget tæt på umuligt. Der er fem-seks lige gode og relevante muligheder. Uforskammet høj kvalitet. Jeg var lidt bagefter dengang, opdagede dem først for alvor i 1972, da Annette brugte en søndag eftermiddag på at føre mig ind i The Moody Blues’ eventyrlige kosmos. Denne plade var på det tidspunkt deres seneste.
Blå Tåget: Brustna Hjärtans Hotell (1972)
Mens vi i Danmark så en del til Hoola Bandoola Band fra Malmö og Nationalteatern fra Göteborg, kom Blå Tåget fra Stockholm her ikke så ofte. Det var også et mere sært orkester – en speciel, lidt hjemmelavet blanding af vise og jazz. Teksterne var der bid i. På dette dobbeltalbum findes f.eks. originaludgaven af "Den ena handen vet inte vad den andra gör", som mange år senere blev kendt i Ebba Gröns version som "Staten och kapitalet".
The Kinks: Schoolboys In Disgrace (1975)
Denne lp – som ikke er The Kinks’ bedste, snarere en af deres mest udskældte – er jeg ret vild med. Et vidunderligt skridt bort fra deres stort udtænkte musicalagtige koncepter tilbage mod kontant og enkel rock – og mod den tætte musikform, der skulle gøre dem til et så strålende liveband i 1980’erne.
David Bowie: Low (1977)
Bowie er en indlysende favorit, denne plade med ham er det ikke for så mange. Men dengang var den det. Jeg må bekende, at jeg indtil da ikke var grebet af ham, som så mange andre var, højst af enkelte af hans sange. Men da dette innovative album kom – hans første i samarbejde med Eno, det første af fire stærke stykker fra Bowie og Iggy Pop fra Berlin dét år – overgav jeg mig.
Fiendens Musik: Häftiga hästen & andra äventyr (1980)
Fiendens Musik fra Lund i Skåne eksisterede bare i fire år, 1977-1981, og udgav bare to lp'er. Oplevede bandet live engang i Ridehuset i Århus, formentlig 1979. Det var intenst, ret vildt og dog ganske raffineret og disciplineret. Intellektuel punk, Sveriges svar på The Clash og Dead Kennedys.
Kate Bush: The Dreaming (1982)
Hvis nogen lp har indfanget mig bare på sit udseende, er det denne. Den måtte jeg bare høre! Fik øje på den i vinduet, da jeg var kommet hjem fra en længere ferierejse, vidste først ikke, at den var med Kate Bush, som jeg indtil da havde affærdigt som for let, for poppet. Dén vurdering sluttede lige præcis dér, med høretelefonerne på inde i plade-forretningen. Så tændt, så heftigt. Indholdet levede op til det, som indpakningen stillede i udsigt! Det forfinede hun på de følgende udgivelser uden direkte at forringe det.
Tom Waits: Rain Dogs (1985)
Rygtet om Tom Waits havde nået mig, og jeg havde købt ”Blue Valentine” (1978) uden at tjekke indholdet. Ikke nogen succes. Men i 1980’erne var hans akkompagnement blevet lige så aparte – skævt, rustent, hakkende, forrevent – som hans røst. Det var noget, jeg forstod. Fra da var jeg på.
Paul Simon: Graceland (1986)
I første halvdel af 1980’erne var jeg begyndt at interessere mig for afrikansk musik. Var f.eks. blevet ret vild med King Sunny Adé og hans mangfoldige orkester fra Nigeria og alle dets talking drums. Men det var svært at finde helt fantastisk studieindspillet musik, at finde hele album, som var værd at lytte på igen og igen. Paul Simons dristige – og unikke – fusion sammenfattede adskillige af de ustyrlige og skønne retninger, som det mangefacetterede kontinent rummede. Tilføjet hans vestlige melodiopfattelse blev dette en åbenbaring – og en ny åbning for flere opdagelser i det musikalske Afrika.
Maria McKee: Life Is Sweet (1996)i
Maria McKee var i 1980'erne en ung, bemærkelsesværdig og selvbevidst forsanger i Lone Justice, yngre halvsøster til Bryan McLean, den vigtigste i Love efter Arthur Lee. Hun levede på sine tidligste soloplader omkring 1990 kunstnerisk (men måske ikke helt kommercielt) op til de store forventninger, mange havde til hende. Og fik et kæmpehit med sangen "Show Me Heaven". Hun fik fuld frihed til at gøre, hvad hun ville, med "Life Is Sweet", og det udnyttede hun til det yderste – ekspressivt, råt, dramatisk, skærebrændende. Hvis jeg bare måtte tage én plade med til min øde ø, ville det være denne. Hun lærte sig selv at spille elektrisk guitar under tilblivelsen af pladen, fordi hun ikke kunne få nogen nok så dygtig mandlig guitarist til at udtrykke det, hun ville have frem. Knap 10 år senere gjorde Rickie Lee Jones nogenlunde det samme, og herhjemme kan man sagtens argumentere for, at Trinelise Væring har gjort det, omend ikke helt så saftigt og vildt.