(langt de fleste er skrevet til musikteaterforestillinger):
 
> ”Normalrock” – den første sang på den første plade. To minutters overrumplende og hæsblæsende gennemgang af kvindens forsøg på at følge med i mode, kultur, politik, køkken og forfængelighed.

> ”Balladen om A-kraft” – krigsførelse, kemisk industri, militær oprustning, magtudøvelse, så grimt, så grimt. Den forklarende sang derom, så skøn, så skøn.

> ”Plutonium” – formentlig den mest kendte Jomfru Ane-sang, som muntert og friskt fortæller, hvordan atomkraft ville kunne have virket i vort land.

> ”Krisens danse makabre” – en fængende tango om kapitalismens gentagne logik: ”Det er ligesom 1930, da kapitalen var på røven sidst, da sku’ de tjene på krig og ballade, det ser ud til, man må blive socialist”.

> ”Håbets gård” – en stemningsmættet sang om trøstesløsheden hos de fortabte i en aalborgensisk baggård. ”Lad nu tårerne strømme, gården er brolagt med skår fra de mange knuste drømme, det hele er løgn og bedrag, håbet er knust som i går”.

> ”Rebild ’76” – en egentlig ganske nøgtern beretning om 4. juli 1976, USA’s 200-årsdag, da Solvognen legede indianere og politiet cowboys i Rebild Bakker. ”Vi skal hilse jer fra nogen, de ku’ ikke komme selv, indianerne og Viet Cong og de andre, I slog ihjel”.

> ”Rosalils sang” – om forskellen mellem den lillebitte kærlighed, som man selv oplever, og den store, store kærlighed i ugebladene og i biografmørket, hvor alting ”bli’r vist, så man bli’r trist, fordi man ikke boller”.

> ”Gudruns sang” – bandets mest dystre og alvorlige nummer, sunget af en kvinde, som søger tilflugt i alkohol og medicin. ”Der’ så langt til den krop, jeg ønsker at favne, jeg føler kun tomhed, hvor varme ku’ gavne, der’ så langt til den hånd, der sku’ vise mig vej, så jeg bruger piller til at erstatte dig”. Foruroligende trist sunget af Anne Marie Helger.

> ”Asfaltballet” – om stemningen i et betonbyggeri, ”den hjerteløse by”. ”Tag aldrig fejl, at penge var motivet – intet blev bygget af kærlighed til livet”. Egentlig en trist sang, men formidlet med heftighed og kampkraft.

> ”Blir det sådan?” – en smertelig smuk sang om ægteskabet, når fornuften vinder over kærligheden.

> ”TV-Avisen” – lidt om forskellen mellem virkelighed og medievirkelighed. En forsmag på den sammensmeltning mellem Jomfru Ane og Røde Mor (i kraft af duoen Troels Trier & Rebecca Brüel), der var i vente. Sangen var det danske bidrag i et alternativt europæisk melodigrandprix, Contr’Eurovision 79.

> ”Lailas kærlighed” og ”En stjerne” – bandets smukkeste og mest positive ballader. Om drøm, forelskelse og savn. I ”Lailas kærlighed” understreget af en fremtrædende malende leadguitar.

> ”Wargasme” – en saftig sag om krigsindustriens behov og magt.

> ”Gud fri os” – om magthavere, undertrykkere og udbyttere, der i Guds navn lader hadet trække blodige spor … omkvæd: ”Hør på os, hvis der er en gud, det er nu, du skal sende din englehær ud”.

Man kan vel altid diskutere, hvilken Niels Skousen-plade der er den stærkeste, mest udtryksfulde, mest stemningsfulde, mest meningsfulde …

De flest vil nok ende ved ”Herfra hvor vi står” fra 1971 eller genkomstalbummet ”Dobbeltsyn” fra 2002, evt. en af de efterfølgende plader. Der er jo konsistens og substans i dem alle, i hvert fald dem fra dette årtusinde.

Men mit Skousen-favoritalbum – efter at jeg har genopdaget det – er ”Jeg vender mig i sengen” fra 1974.

Jeg vil ikke forklejne de to ovennævnte plader.

”Herfra hvor vi står” har en uvurderlig betydning for dansk musiks udvikling, og mindst halvdelen af de 6 numre er regulære klassikere – ”Herfra hvor vi står”, ”Isabel”, ”Knud Lavard”. Ja, og ”Svært at nå frem” … Fantastiske sange, slasket og tilfældigt arrangeret og indspillet. Vanskeligt at komme på nogen anden dansk musik, der har ramt tidsånden så godt. Det er tæt på magi.

”Dobbeltsyn” havde lidt af det samme. Nu blot med en erfaren mands nysgerrige syn på den nye tid. Og på den gamle tid. Og ingen slask eller sjusk her.

Men herfra skal det handle om ”Jeg vender mig i sengen”. I modsætning til f.eks. ”Palads af glas” (1975) og ”Landet rundt 1 del” (1980) havde den fokus og friskhed – rakte den langt ud over det tidtypiske. Her var ingen regler for, hvad man måtte og ikke måtte, ingen tabuer, hverken tekstmæssigt eller musikalsk. Her var en rigdom af kulører, stemninger og nærvær.

Da Niels Skousen efter 20 års pause begyndte at turnere som solist igen i 2002, var de mest majestætiske numre fra 1974-pladen, ”Lad ham gå” og ”Mester Lukas”, på sætlisten. Men de øvrige 7 numre er også fortsat lytteværdige.

Sang for sang:

”Jeg vender mig i sengen”. Kunne lige så godt have heddet ”Jeg glemmer mig selv”. Et hverdagsøjebliksbillede af en mand, der ser på verden gennem sit tv. Kunne have være en Røde Mor-sang, hvis det beskrevne havde været lidt mere karikeret. Der er en vidunderlig fart på, især i kraft af Esben Christiansens elguitar og Finn Wellejus’ trombone.

”Hans Madsens vals”. En smuk duet. Nogen, som ved noget om sangerinden – Lillian Goldin? Om parforholds-misforståelser. Ikke den mest geniale tekst, men det glemmes på grund af det fine og kærlige samspil mellem vokalisterne. Der anes uro, men ingen konflikt.

”Der står han”. Her træder Tømrerclaus frem med sin utæmmelige guitar. Virilitet,
ja, maskulinitet. Meget passende for en sang, der udtrykker en drøm om mandighed. Men også et behov for omsorg. Alligevel det mindst vedkommende af pladens 9 numre.

”Lad ham gå”. Stor poesi. Drømmestemninger fra en aften på havnen. Svært at sige, hvad det egentlig handler om, så det får svæve … Vældigt fint forløst af Anders Koppel på piano (nej, ikke orgel), Niels Skousen selv på mundharmonika og Finn Wellejus på basun. Det kan Per Stans trommer ikke spolere, selv om der netop her er noget klumpedumpeagtigt over dem – vel i pompøsitetens navn.

”Der kan man se”. Om tre ambitiøse og tankefulde mænd, og for ingen af dem lykkes det rigtigt at komme frem i verden. Et lidt kantet nummer, der får munterhed og liv af trombone og klarinet.

”Den rejsende”. Om ensomheden, tilfældigheden, uvisheden. Så smukt og stemningsfuldt, fordi alle musikalske kræfter bidrager individuelt for kollektivet: Anders Koppel på piano (og lidt orgel, lyder det som), Peter Bastian på fagot, Swing Jørgen på trompet …

”Det er blevet sagt”. Endnu en lidt pessimistisk sang. Men det opvejes (eller får hjerteskærende modspil) af Helle Vibeke Steffensens medrivende fiol og så et eller andet ukrediteret blæseinstrument – en tuba? Eller er det virkelig Alfred Lauridsens kontrabas? Flemming Quist Møllers leg med congas er ikke uden betydning.

”Nu går natten bort”. Pludselig højt tempo igen. Gennem natten på vej mod den nye dag. Her træder yderligere to musikalske storheder ind med deres kulører, der føjer sig ind i den mangfoldige helhed: Nils Henriksen på kontant og livlig guitar og Ole Prehn på mundharmonika.

”Mester Lukas”. En moderne folkevise. Hvem Mester Lukas er, eller hvad han skal, som han strider sig gennem stormen, står ikke klart, men på grund af det uhyggeskabende spil, ikke mindst af Per Stan på trommer, er det absolut ligegyldigt. Den indlagte torden og regn giver også mening. Det er bare så stemningsmættet.

Niels Skousen var 29 år, da ”Jeg vender mig i sengen” blev indspillet. I dag er han 75. Jeg har læst (eller drømt?), at han mange år efter pladens udgivelse erklærede sig utilfreds med dens produktion. Ved en koncert inden for de seneste par år fik jeg den tanke, at han kunne overveje at genindspille numrene – tilføre dem noget af den ro og erfaring, som han har nu. Og den lyd, som han har. Men efter at have hørt musikken, som den var, vil jeg sige nej tak. Lad den bevare sin friskhed og sin umiddelbarhed fra dengang.