Mange vil nok mene, at Steeleye Span ophørte med at eksistere i 1978. Gruppen havde da udgivet 10 lp’er, der på mange måder var skelsættende. Af den oprindelige gruppe fra 1969 var der efter 1982 kun én tilbage, sangerinden Maddy Prior. Hvad der herefter gik under navnet Steeleye Span med en opdateret, poppet og mere ordinær stil, var vel bare en turnerende nostalgitrup?
 
Now they were five. Tim Hart blev ikke erstattet. Men resten fortsatte halvhjertet op gennem 1980’erne. Noget af uregelmæssigheden skyldtes, at den mest stabile i bandet, Maddy Prior, sideløbende havde solokarriere, sit eget Carnival Band og andre projekter, bl.a. duoen Silly Sisters. Hun fødte også to børn, Alex i 1981 og Rose i 1984. Bandets bassist, Rick Kemp, var far til dem begge.
 
I 1989 kom Tim Harries, født i 1959 og derefter den yngste i Steeleye Span, ind som bassist i stedet for Rick Kemp, der døjede med en dårlig skulder, og året efter kom Liam Genockey, født i 1948, med på trommer som erstatning for Nigel Pegrum, der var i gang med at emigrere til Australien. 
 
I 15 år var Steeleye Span bare i pladestudiet to gange – for at indspille ”Back In Line” i 1986 og ”Tempted And Tried” i 1989.
 
Bandet kunne da fejre 20-årsjubilæum. Og 25-året nærmede sig. Da skete der ting!  
 
I efteråret 1994 var Maddy Prior ikke længere alene i den vokale forgrund. Ved siden af hende på scenen var Gay Woods, der 24 år tidligere havde forladt Steeleye Span sammen med sin mand, Terry – inden gruppen nogensinde havde optrådt. Nu gik hun på scenen som en el af bandet aften efter aften.
 
Det gav et friskt pust og en ny energi, som ingen kunne have håbet eller forventet.
 
Den sarte irske pige var nu en knap så sart kvinde. 21 år, da hun gik, 46 år, da hun kom igen.
 
At høre Gay Woods og Maddy Prior sammen live blev aldrig muligt i 1970. Nogle var måske så heldige at opleve det på Tønder Festival 25. eller 26. august 1995. Gruppen optrådte begge aftner. En uges tid senere, 2. september, blev der fejret 25-årsjubilæum i London med deltagelse af alle hidtige udgaver af bandet.
 
Den tidligste udgave ved jubilæumsfesten manglede Terry Woods. Han bar – og bærer – nag over, at et dogme, en aftale, som han mener, at gruppen ved dannelsen indgik, ikke er blevet overholdt, nemlig, at hvis et af de fem oprindelige medlemmer gik ud, måtte de øvrige ikke anvende navnet længere.
 
Han og Gay havde lige siden været bitre over, at de øvrige ikke overholdt denne ed. Men hun valgte at se bort fra den detalje, da Maddy Prior begyndte at få stemmeproblemer.
 
Det meste af musikken fra jubilæumskoncerten blev udgivet på plade i 1999, og det er rørende at høre de to 47-48-årige koner supplere hinanden på en mere voksen facon på den acapellasang, ”A Calling-On Song”, som i 1970 indledte ”Hark! The Village Wait” og naturligt nok i 1995 skulle udgøre indledningen til den tre timer lange koncert – her de midterste to vers fra den programerklærings-agtige tekst, i sin tid skrevet af Ashley Hutchings til en gammel melodi:
 
We have come to relate many stories
Concerning our forefathers time
And we trust they will drive out your worries
Of this we are all in one mind
 
Many tales of the poor and the gentry
Of labor and love will arise
There are no finer songs in this country
In Scotland or Ireland likewise
 
I efteråret 1970 havde Gay og Terry dannet deres eget Woods Band, som et år senere udgav et album. Jeg hørte denne gruppe engang i 1971 eller 1972 på noget så langt ude som kommuneskolen i min fødeby, Bramming. Eller har jeg drømt det?!? I hvert fald var det en vild oplevelse. Det indforståede og intuitive gruppespil, som blev drevet frem af Gay Woods’ heftige bodhran (håndtromme), var forjættende.
 
Lidt af denne kraft høres i de bedste af Steeleye Spans numre, som blev til efter hendes tilbagekomst i 1990’erne.


Videre til:

Historien om Steeleye Span (6): 
En vigtig mand vendte tilbage, nu med Brecht og harmonika

Historien om Steeleye Span (8):
Ny styrke, ny stridbarhed – og tre storslåede år