Historien om Steeleye Span (1): For 50 år siden udkom ”Hark! The Village Wait”.
Et langt og broget eventyr tog fart.

”Est’d 1969”.

Etableret i 1969. Det var, hvad den britiske folkrockgruppe Steeleye Span blev. Og det var titlen på det album, som orkestret udgav i 2019. Altså et 50-årsjubilæumsalbum.

Ikke mange kendte til bandet i 1969. Ingen koncerter, ingen pladeudgivelser. Men i marts 1970 indspillede de fem, som udgjorde Steeleye Span, deres debutalbum ”Hark! The Village Wait”. Det udkom tre måneder senere. Så nu, i juni 2020, er dét 50 år siden.

Det kan der fortælles meget om. Jeg vil forsøge at begrænse mig til det væsentlige.

En mulig vinkel: Det er lidt som med The Savage Rose. En gruppe, der har gennemgået mange udskiftninger, og hvor den eneste tilbageværende er en godt-70-årig sangerinde, mens alle andre er en del yngre.

Et andet udgangspunkt: I de år var der en enorm udvikling i musik generelt, og det var der i sandhed også i den del af det britiske miljø, der forsøgte at slå bro mellem middelalderlige traditioner og elektrisk forstærket musik. Nogle af navnene var The Incredible Stringband, Tyrannosaurus Rex, Pentangle, The Strawbs, Sweeney’s Men og Dr. Strangely Strange (de to sidstnævnte var irske). Selv Traffic regnedes en overgang for at være en del af folkrockbevægelsen.

Ingen var vel vigtigere end Fairport Convention, som i begyndelsen i 1967-1968 var stærkt inspireret af amerikansk folkemusik og havde flere Dylan- og Cohen-fortolkninger på repertoiret.

1969 var et stærkt betydningsfuldt og stærkt tragisk år for Fairport Convention. De første måneder af året indspilledes ”Unhalfbricking”, det midterste og muligvis vigtigste af tre album, der kom fra bandet det år. I maj forulykkede gruppens minibus, og trommeslageren Martin Lamble omkom. De andre – unge mennesker, 18-24 år gamle – fik givetvis udefinerbare psykiske mén.

Fairport Convention bestod, kan man sige. Gruppen eksisterer endnu i 2020. Dog er kun ét af medlemmerne fra 1969, guitaristen Simon Nicol, med i dag. Akkurat som Maddy Prior er den eneste tilbageværende i Steeleye Span – og Annisette den eneste, der er tilbage af den gruppe, som i 1969 udgjorde The Savage Rose.

I november 1969 forlod to medlemmer Fairport Convention, sangeren Sandy Denny og bassisten Ashley Hutchings. Sandy Denny i første omgang for at danne et nyt folkrockband, Fotheringay. Siden gik hun solo. Ashley Hutchings gik også i gang med at danne et nyt orkester. Det skulle få navnet Steeleye Span.

Ashley Hutchings er ikke kommet med nogen entydig forklaring på, hvorfor han forlod ét band og derefter dannede et andet. Han ville i en mere traditionel retning, hed det sig. Det ville resten af Fairport Convention også. I hvert fald var det i den retning, det kom til at gå. Han har mange år senere antydet, at det måske mest handlede om at slippe bort fra den knugede stemning i bandet, som ulykken naturligt nok medførte.

Havde Ashley Hutchings troet, at de mennesker, som den nye gruppe kom til at bestå af, ville være en harmonisk og uproblematisk flok, tog han fejl.

Læs fortsættelsen: Historien om Steeleye Span (2): 
To duoer og en mand i midten – uden for studiet var der krig