Udo Lindenberg, Stärker als die Zeit, Live 2017,
ÖVB-Arena, Bremen, 27. maj 2017.
Sekundviseren går fra 19:59:59 til 20:00:00, og introtonerne, der lægger op til koncertens første egentlige nummer, er i gang. Tysk præcision. Spektakulære fyrværkerieffekter allerede under introen. Og snart følger stærke, fortættede sange - "Einer muss den Job ja machen", "Ich mach mein Ding" og "Cello". Jamen, vil han da fyre alt krudtet af på under end en halv time?
Nåja, så kommer der løssluppent tryk på med den mere festlige "Rock'n'Roller"  ... og ind kommer nydeligt instruerede, rørende skolebørn, som synger med på "Wozu sind Kriege da".
På nettet findes der ikke sætlister fra så mange Udo-koncerter, som man skulle tro, men vi kan konstatere, at aftenens sange er præcis de samme i præcis den samme rækkefølge som ved nylige koncerter i München, Stuttgart og Düsseldorf. Når man ser, hvordan denne koncert forløber, forstår man hvorfor. Ambitiøs scenografi, mange forskellige effekter, indlagte cirkusnumre, videoindslag og gæstesangere og -musikere indgår i en avanceret og nøje tilrettelagt helhed.
Her er sådan set ingen storskærm, men musikerne filmes og projiceres direkte op på et gigantisk lærred, som der også vises alt muligt andet på. Nogle af sangene er kærlighedsballader, andre har et politisk budskab. Putin er en slyngel, og det giver Udo utvetydigt udtryk for som oplæg til "Strassenfieber" og "Sie brauchen keine Führer". Man kan undre sig over, at Trump og Erdogan ikke får lige så klar besked, men deres ansigter indgår i hvert fald i en kavalkade på lærredet med obskure statsledere.
Det er et multishow, hvor også Udo Lindenbergs og hans musikeres kærlighed til cabaret og 1930'er-dekadence foldes ud - inklusive en vis vulgaritet og noget, der sagtens kan opfattes som sexisme. Inden for de skitserede rammer er der megen spontanitet, ja tæt på anarki, næsten ingen grænser for noget som helst.
Der kommer mange damer på scenen i løbet af aftenen, og Udo når vist at kysse på dem alle, og det er på munden og flere af dem mere end én gang.
Da der er gået over to timer, og festen er i fuld gang, sker der en ny vending. Efter den humørfulde "Reeperbahn" bliver det igen alvorligt og indtrængende med balladerne "Eldorado" og "Ich schwöre", inden den centrale figur i hele showet hejses op og bort, som skulle han ud på en rumrejse.
Alt efter humør kan man tolke det, som om 9 af aftenens 30 sange har været ekstranumre. Eller at der ingen ekstranumre var.
Det hele slutter med et undergangsinferno, hvor vi ude midt på hallens gulv tydeligt føler den brændende varme fra fyrværkerieffekterne oppe fra scenen, og de store bogstaver på lærredet KEINE PANIK får sin egen form for autenticitet.

Hvis du ikke vidste det: Udo kan også tegne.
Og hvis du vil vide mere: Portræt af Udo Lindenberg i Jyllands-Posten 10. feb. 2003

Delta Blues Band feat. Miriam Mandipira, Prismen, Amager, 28. oktober 2017.
På det omtrent tilsvarende tidspunkt under Copenhagen Blues Festival 2016 spillede Delta Blues Band med det dengang nykårede årets danske bluesnavn, Miriam Mandipira, i et råt lokale under Knippelsbro, formentlig et tidligere lagerlokale. Det var sejt, tæt på vildt. Prismen er en kontrast. Et relativt nyt, fint lokale med masser af rummelighed. Men kulisserne er vel ligegyldige, så længe musikken spiller?
Dette er festivalens tredje koncert med guitaristen, pianisten og sangeren Troels Jensen og den herboende zimbabweanske sangerinde Miriam Mandipira som hovedpersoner. Først var det med et bluesbigband, så som duo og nu med et bluesrockband.
Flere sange går igen. Denne aften hører jeg i hvert fald både ”Motherless Children” og ”Hound Dog” for mindst anden gang på få dage – ”Hound Dog”, som Big Mama Thornton sang den, inden Elvis gjorde sangen til rock’n roll. Blues-standards, kan man sige, men i hvert fald fortolket vældigt forskelligt fra gang til gang, bl.a. fordi akkompagnementet er forskelligt.
Rammerne er mere faste, når der er et helt band i gang, end når sangerinden blot ledsages af en enkelt musiker – ud over Troels Jensen er der hér yderligere en guitarist, en trommeslager, en bassist og en mundharpespiller, alle sammen dygtige og erfarne musikere, som også skal udfolde sig og have deres afmålte soloer. Thomas Puggaard Müller, Asmus Jensen, Knut Henriksen og Jørgen Lang er ikke hvem som helst. Og er man kommet for at høre gedigen bluesrock udført af dygtige musikere, er dette det rette sted.
Men de enkelte elementer begrænser hinanden, og for mig kommer koncertens smukkeste øjeblik vældigt tidligt, nemlig med det første nummer, efter at Miriam Mandipira er kommet på scenen, koncertens fjerde sang – på sætlisten opført som ”Mean Old River Blues”. Her holder nogle af musikerne inde, og andre berører deres instrumenter nænsomt – mens hun kan folde sig ud. En balancegang.
Og den balancegang ville være der, uanset om lokalet var tæt eller rummeligt, råt eller poleret.
 

Troels Jensen & Miriam Mandipira, Bartof Café, Frederiksberg,
26. oktober 2017.
Der en ganske anden (=større) basis for intimitet, når der er to musikere på scenen, end når der er ti. Som udgangspunkt altså en fordel, at der blot er Miriam Mandipira ved den ene sangmikrofon og Troels Jensen ved den anden - plus på skift klaver og akustisk guitar - fremfor at de omgiver sig med en flok dygtige musikere, der også skal brillere, i nogle tilfælde i en flot indpakning med korsangerinder og saxofoner. Med et enkelt instrument ad gangen er det svært at gemme sig, og det har de to virkelig heller ingen grund til.
De udfolder sig og lever sig ind i de ofte triste eller vrede følelser - udtrykker svigt, tab, længsel. Og kærlighed. Der er nerve og dybde i det. Mandipira og Jensen supplerer og styrker hinanden smukt.
"My Love" og "Motherless Children" går igen fra deres koncert aftenen i forvejen i den anden Bartof-filial med de fem gange så talrige The Healers, og det klæder sangene at blive klædt af - at være nøgne, sårbare.
Troels Jensen  indleder aftenen med en ydmyg version af "Blueberry Hill", en respektfuld hyldest til den netop afdøde legende Fats Domino. Senere hyldes især Miriam Mandipiras store forbillede, Bessie Smith - bl.a. med titelsangen fra duoens kommende cd, "Careless Love", et af Smiths slagnumre.
Tanken var, at albummet skulle være udkommet, så det faldt sammen med koncerten, men det er forsinket - formentlig til engang  i november. Fotografierne stammer fra den aktuelle Healers-plade "My Love" - fotograf:  Lars Wittrock.​​​​​
 

Troels Jensen & The Healers feat. Miriam Mandipira, Bartof Station, Frederiksberg, 25. oktober 2017.
Alle taler om jubilæer, ikke mindst 50-årsjubilæer. Hvornår Troels Jensen vil fejre sit sådanne, er vist ikke afsløret endnu, men sikkert er det, at hans Delta Blues Band i 2018 vil have eksisteret i 50 år. O.k. da, med lejlighedsvise pauser.
Et af hans andre projekter, mini-bigbandet The Healers, er ungt i sammenligning. Men det trækker på mange års og mange menneskers erfaring. Der er virkelig kraft, saft og sump i det.
10 stærke musikalske kræfter på scenen i det lavloftede kælderlokale, måske det bedst egnede i landet - de er bare én mindre end i The Rolling Stones, som min skarpe sidedame bemærker. De fire vokalister synger med en afslappet passion, og instrumentalisterne er på et tilsvarende højt niveau - og  uden store armbevægelser. 
Det er slet ikke så seriøst og  trist, som blues måske egentlig burde være. I got the blues ... ! Her viftes med fjerboaer, der er et skønt salsapræget instrumentalnummer, og korsangerinderne  Pia Trøjborg og Lea Thorlann (The Belles of Joy) får skam hver deres soloer, selv om den glitrende stjerne i enhver henseende er den herboende zimbabwianer Miriam Mandipira.
Den fjerde sanger er Troels Jensen selv, så sjælfuld som nogensinde. Han synes at få alle de inspirationer og ressourcer, som han har fra de mange år på landevejene og scenerne, til at gå op i en højere enhed nu.
Bandet har netop udgivet en cd indspillet "live i studiet" for et år siden, "My Love" (Storyville Records). Billedet herover er stjålet derfra - fotograf: Lars Wittrock.​​​​​