For enkelte af mine læsere vil Mats Zetterbergs navn nok forekomme bekendt. Og nogle vil studse over bandnavnet Micke Japp. Det er der vel også noget bekendt over.

Her er forklaringen på det sidste: Micke Japp er et skånsk hyldestband for Mickey Jupp, en britisk rockmusiker, som aldrig har fået den brede anerkendelse, hans musik fortjener.

I slutningen af 1970’erne så det ud til, at Mickey Jupp kunne få et større gennembrud.
 
Stik mod tidens punkånd spillede han en sej, solid, personlig blanding af rock’n’roll, bluesrock og pop. Allerede sidst i 1960’erne havde han vakt opmærksomhed i inderkredse med sit band Legend, men der hændte så meget nyt og anderledes i de år, at man godt forstår, at en musikform, som insisterede på at holde fast i rødderne fra 1950’erne, druknede.
 
I 1978 fattede pladeselskabet Stiff, der udgav punkede navne som Elvis Costello, The Damned, Lene Lovich og Wreckless Eric, interesse for Mickey Jupp. Der kom både en opsamling af Legend-numre fra 1970-1972 og hans første egentlige soloalbum, ”Juppanese”. Det affødte megen positiv opmærksomhed, men ikke noget større pladesalg. Og dér toppede det. Kommercielt og nok også musikalsk.
 
I dag er Mickey Jupp 75 år og fortsat aktiv – giver et par koncerter om året i Nordvestengland og indspiller musik, som udkommer i meget små oplag. Kun for fans, kan man sige. Dem er der så også nogle af. En af dem er – og har været siden 1970’erne – Mats Zetterberg fra Lund i Skåne.

Hvor var Mats Zetterberg i 1978?

Han var sanger i punkorkestret Fiendens Musik. Bare navnet var inciterende og provokerende for en ung dansker, som måtte have svenskekrige og årlige fodboldnederlag i baghovedet. Den første single, ”En spark rätt i skallen”, var mere og andet end overstadig energi. Nok var det råt, men også vældigt musikalsk. Og Mats Bäckers saxofon gav det en ekstra overstadig dimension. 

I min verden dengang kunne mine amerikanske favoritter X og Dead Kennedys ikke gøre det heftigere, og Ebba Grön fra Stockholm kunne slet ikke. Sådan har jeg det egentlig fortsat, 40 år senere. At singlens b-side ”Du går aldrig säker (för fiendens musik)” var skrevet over Iggy Pops ”The Passenger”, trak bestemt ikke fra. Jeg oplevede bandet live i Ridehuset i Aarhus. Det var bare så vildt, voldsomt, smukt og meningsfuldt. Stærkt mindeværdigt.

Det blev til 2 fantastiske lp’er, ”Fiendens musik” (1979) og ”Häftiga hästen & andra äventyr” (1980). Men så opløste bandet sig selv, blot 4 år efter at det var dannet.

Jeg registrerede godt, at Mats Zetterberg gik over til noget så oldtidshistorisk som bluesrock. Hans efterfølgende band hed BluesBlocket, og det udgav i 1981 en lp, som jeg ikke gav en chance.

Siden er der gået en masse år, rundt regnet 40, og jeg har i mellemtiden hørt både et genforenet Fiendens Musik og Micke Japp live. I henholdsvis 2004 og 2018. Ikke i Danmark, förstås, men Skåne ligger jo lige derovre, 30-40 minutter fra København H.

For nogle år siden forlød det, at der var et nyt album med Fiendens Musik på vej. Det venter jeg stadig spændt på.

Så er vi næsten fremme ved nu, da der pludselig er kommet nye studieindspillede skiver med 2 af de nævnte bands. BluesBlocket efter en pause på 38 år. Micke Japp pladedebuterer.

Jeg er ved et lykketræf også netop kommet i besiddelse af BluesBlockets første lp. Den er ikke genoptrykt, kan faktisk ikke skaffes. Findes ikke på YouTube. Men kort sagt overrasker den mig positivt.

8 af de 12 sange er frie svenske fortolkninger af John Mayall-numre, og det er alt sammen friskt og uortodokst, men bevares, mere tilbagelænet og traditionsbundent end Fiendens Musik. Mats Bäckers sax på 5 af numrene liver også hér gevaldigt op. Dette skrives i nutid, men pladen er altså fra 1981 og aldrig kommet på cd.
 
Pudsigt nok blev ”BluesBlocket” produceret med ét hold til side 1, hvor Jan Gerfast var sologuitarist, og et andet hold til side 2 med Mårten Micro som førsteguitarist – akkurat som den ovenfor omtalte ”Juppanese” med Mickey Jupp fra 1978 var indspillet med et side 1- og et side 2-hold, henholdsvis kvartetten Rockpile med bl.a Dave Edmunds og Nick Lowe og en gruppe samlet omkring Procol Harums Gary Brooker.

Den nye skive med BluesBlocket har altså den vidunderlige titel ”Svart blues är ett vitt begrepp”. Savnes Mats Bäcker og hans saxofon? Egentlig ikke. Han medvirker i øvrigt, men kun som fotograf i bookletten. Til gengæld gør Danmarks Mr. Blues, Troels Jensen, sig gældende som pianist på de fleste numre, og Thomas Melau spiller mundharpe på 3 sange.

Bandet spiller så tæt i denne udgave, at en saxofon oveni nok ville have været for meget. Det skulle da lige have været på de 5 bonusnumre, hvor spillet er relativt løst og blødt. Det er vist de smukkeste og mest meningsfulde bonusnumre, man kan tænke sig – optaget live i 2010 af Radio Malmöhus. Det betyder, at man får et godt indtryk af, hvordan disse numre har udviklet sig på 8 år, da de alle går igen blandt studieindspilningerne.  

BluesBlockets grundbesætning har ændret sig en del gange gennem årene. Nogle går ud af bandet, men kommer senere ind igen. Årgang 2018 var en anden end årgang 2010, som igen var en anden end årgang 1981. Årgang 2019, som skal fremføre albummets numre live, er langtfra de samme personer som dem, der indspillede dem. F.eks. er Jan Gerfast fra årgang 1981 med igen, og ny i bandet er briten Russ Cottee, der har arbejdet sammen med bl.a. ... Mickey Jupp (!). Den eneste ud over Mats Zetterberg, som har været med i alle disse udgaver, er bassisten Mac Robertson.

Generelt er sangene skåret over kendte bluesnumre, standards, om man vil. Men Mats Zetterberg har skrevet sine egne svenske tekster, og melodierne er ændret så meget under tilblivelsen, at det er rimeligt, at bare 3 sange er delvist krediteret sangskrivere uden for BluesBlocket.

Først og fremmest får bluesmusikken en anden klang, når den synges på svensk, og den passion, Mats Zetterberg lægger i fremførelsen, er afgørende. Lytter man til teksterne, bliver man også berørt af den ofte saftige (selv)ironi.

Alene titlerne er skønne: ”Osäkrad pistol”, ”Så dum att jag älskar dig”, ”Hur stavar du till slajd?” (slajd=slideguitar). ”Balkongblues” kan måske lyde som en hyggelig titel, men så kommer man til slutningen:

Du står på din balkong och vaggar av och an 
Men har man en gång hoppat ut är det för sent att ta sig upp

Netop ”Balkongblues” skiller sig ud med en svævende, tålmodig tone, som Troels Jensen har en pæn del af æren for med sin Pete Townshend-synth (”årsmodell 1970”).

Mats Zetterbergs andet aktuelle band, Micke Japp, har et mere entydigt fokus. Alle sange er skrevet af Mickey Jupp i en efterhånden fjern fortid. Skåningen har bidraget med sine frie svenske oversættelser af teksterne. Og – også her – med sin engagerede sang.

De fleste  indledende riff er skønne. Akkurat som hos Mickey Jupp.

Da jeg har oplevet bandet live, kan jeg bevidne, at det, som opleves på plade, mere end holder i koncertudgaverne.

Men et par forbehold: Hvis man kender originalversionerne, er disse fortolkninger en blandet oplevelse. Der går nok lidt for meget hygge i den, lidt for meget uhøjtidelig småsnak, lidt for meget pubrock. Paradoksalt nok er det afsluttende ”Det ska stå nåt om pubrock (på min gravsten)” det mest alvorlige – omend ikke gravalvorlige – nummer. Og jo, Mickey Jupp blev i sin tid puttet ind i pubrock-kategorien, men med sin seriøse, kontante og innovative stil hørte han reelt ikke sammen med navne som Dr. Feelgood og Ian Dury.

Igen: Den anden klang i det svenske sprog end i det engelske kan være det opblødende element.

Instrumentalt er der stor loyalitet over for Mickey Jupps oprindelige indspilninger. Man kan sige, at autenticiteten er sikret af guitaristen Mo Witham, der har spillet med Mickey Jupp i flere perioder, og som først blev producer for Micke Japp, siden en del af bandet.