Spillemandens drøm
om at blive jazzpianist

gik i opfyldelse

Overskriften er fra sommernummeret af Jazz Special, hvor svenskeren Martin Hederos er forsidemand, efter at jeg interviewede ham en varm dag i Stockholm. Til brug for Jazz Special blev interviewet redigeret og bearbejdet. Her bringes vor samtale uforkortet.

Martin Hederos spiller orgel og andre tangentinstrumenter. Selv siger han, at violinen er hans hovedinstrument. Foto: David Forman
Martin Hederos spiller orgel og andre tangentinstrumenter. Selv siger han, at violinen er hans hovedinstrument. Foto: David Forman

Martin Hederos, som spiller tangentinstrumenter, trækharmonika og violin, er pladeaktuel som medlem af den eksperimenterende instrumentalkvartet Tonbruket, men giver i løbet af i år koncerter med flere andre navne.

Vi begynder med at tale om, hvad der sker med Tonbruket netop nu. Ordet er Martin Hederos’:

”Når Tonbruket det seneste halve år har været i stand til at mødes, har vi spillet fri improvisationsmusik, som vi har optaget, og som vi nu anvender som en slags mudderlag i en form for collage, der nok kommer på nogle plader. I Tonbruket vil vi fortsætte med at skrive sange, og vor styrke er nok, at folk, som ikke kan udstå improvisationsmusik, værdsætter os og oplever produktioner, som de kender fra rockplader. Vi kommer ikke til at udvikle os til et smalt band. Vi vil kommunikere. Men vi vil også udforske nyt og har så megen tiltro til hinanden, at vi kan gøre det. Jeg har forstået på Dan (Berglund), at det var dér, e.s.t. (Esbjörn Svensson Trio, hvor Dan Berglund var bassist før Tonbruket) efter mange år til sidst havnede – at de vovede at slippe alt og spille løs. For at kunne det, skal man kende hinanden rigtigt godt.”

Var Tonbrukets nye liveplade en nødløsning – for at holde publikum hen, mens I fik en ny studieplade klar?
”Det kunne man tro. Vi var meget tæt på at stoppe den, fordi vi havde så megen ny originalmusik, vi ville have ud. Da vi er på et stort pladeselskab, må vi nu vente længe med at udgive et nyt studiealbum. Men denne plade skal tjene som en slags forbrugeroplysning – for at vise for dem, som synes, at vore plader er pæne og velproducerede, at de bør komme og lytte til os live, for her kan vi svæve ud i det frie. Studieversionerne er blot en basis for os, så vi har noget at begive os ud i kosmos fra. Men vi er altså i gang med en ny studieplade, og vort mål er at udsende den i efteråret 2019, når vi fylder 10 år. Lykkes det, vil vi have udsendt fem studieplader og en liveskive på 10 år, og det – må man vel sige – er da et flot tempo?
Vi har alle fire sideprojekter. Johan (Lindström) har netop udsendt med en ny soloplade. Dan (Berglund) er med på Bugge Wesseltofts nye plade, og Andreas (Werliin) har hele tiden gang i Fire! Det er ikke Beatles-tempo, men der sker meget.”

Hvilke aktiviteter har du for tiden?
”Turné med Anna Ternheim i sommer, en koncert med Lena Willemarks trio, koncerter med Ane Brun og symfoniorkester i Göteborg og Malmö og et symfoniorkesterprojekt med Tonbruket og Sveriges Radios Symfoniorkester, som hedder ”Chelsea Hotel”, hvor Moneybrother, Sofia Karlsson og Annie Angel synger.  Så spiller jeg med Joel Alme og Mattias Hellberg på Orust. Og med Christian Kjellvander.
Det morsomste netop nu er, at jeg har fået en rolle som arrangør i flere sammenhænge – for Anna Ternheim, for Peter von Poehl … og når vi er færdige med dette interview, skal jeg fortsætte med at skrive på et arrangement, som skal indgå i en norsk film. Jeg kan næsten leve af at skrive arrangementer.
Efter turné i oktober med Tonbruket og juleturné i december med Sofia Karlsson er kalenderen faktisk blank, og da jeg i kraft af alle mine aktiviteter i år kan forsørge mig selv, er dét skønt at vide, at der er luft i skemaet efter juleaften. At der er åbent for nye projekter. Jeg vil indspille en ny pianosoloplade. Næste sommer går det sikkert i gang med Ane Brun igen. Samarbejdet med hende er fast, og der har jeg tilpas med kunstnerisk input, og hun er fantastisk – hun ligger et niveau over de øvrige, jeg samarbejder med, hvad angår international opmærksomhed, så hende vil jeg holde fast i. Vi har spillet i Nordamerika og Australien. Jeg håber og tror på, at Tonbruket også kan nå endnu længere ud internationalt, end vi gør nu.
Jeg modtog i 2017 et 10-årigt stipendium fra Konstnärsnämnden for at skabe ny musik og nye sammenhænge. Min kone og jeg har tre børn, vi tager meget på skiferie, vi har sommerhus, vi har Volvo, og med den indkomst, jeg har som musiker, må jeg arbejde stenhårdt, og det har jeg nu gjort i 20 år. Så det er skønt at kunne tjene sine penge på at sidde hjemme og skrive musik og at kunne hæve kunstnerløn i kraft af dette arbejdsstipendium …”

Der kommer en pianoskive nummer to?
”Den bliver nok lidt mere ambient. Jeg har en god ven i Skåne, Magnus Svenningson, som spiller bas i Cardigans, og som har udgivet en plade under navnet Råa, og han har købt nogle vældigt fine synthesizere. Jeg har haft en idé om at bygge et elektronisk landskab op til at omgive pianoet. Men er i tvivl, om jeg alligevel igen bare skal være alene med pianoet. I hvert fald skal jeg ved koncerter have noget ud over pianoet – noget visuelt, f.eks. nogle billeder. Nils Frahm og Olafur Arnalds har løftet barren for, hvad solopianomusik er. Det er jo ikke alle, der er Keith Jarrett, som bare kan sætte sig til tangenterne, og så ved man, at det konstant er 110 pct. interessant. Vi andre – mere dødelige – søger rundt omkring og finder guld indimellem. Når jeg spiller solo, søger jeg rundt, finder ind i en god improvisation, og så har jeg et antal melodier at trække på. Sådan er det vel egentlig også med Keith Jarrett. I ”Memories Of Tomorrow” kom koncerten i form af én sang, som han fandt frem til.
Der er 500 års tradition for, at folk værdsætter, at én mand sidder og spiller på piano. Men det føles lidt statisk og lidt tungt at sidde alene på scenen. Da jeg gav koncerter med mit solopiano-repertoire i 2017, var Jesper Waldersten med og sad og gjorde kunst til, og så hændte der noget. Men han er en vældigt optaget mand ...
Jeg har gennem 10 år arbejdet meget med Peter von Poehl, som både er popmusiker og producer. Vi arbejdede i 2014 sammen om en danseforestilling på en time, ”Waves”, til NorrlandsOperan i Umeå. Realistisk set kunne nogle af vore fælles projekter nok tage mig til Paris i en periode.
Peter er vigtig. Og frem for alt Tonbruket. Og Ane Brun.
Peters sidste plade skrev vi tilmed for blæserorkester. Meget af det var træblæsere. Jeg er også involveret i hans hustru Marie Modianos musik. Hos de to er der en æstetik, som jeg har arbejdet frem. Intrikat og samtidig sjælfuld pop.”

Hvad giver de forskellige samarbejdspartnere dig?
”De udfylder virkelig forskellige funktioner. Tonbruket er det store eventyr, den store udfordring. Jeg har altid følt, at jeg lige akkurat har holdt næsen over vandoverfladen dér. Da Dan Berglund havde ringet til mig og spurgte, om jeg ville være med, var jeg nærmest i chok. Jeg ville som ung være jazzmusiker og forsøgte at blive bebop-pianist, men opgav det og fokuserede fuldstændig på rock, pop og sangskrivning. Her fik jeg så en chance for at vende tilbage til jazzverdenen. Jeg har øvet vældigt meget og gjort, hvad jeg kunne for at fortjene denne nye chance.
Det tog nogen tid for mig at komme på omgangshøjde. Jeg var jo kommet på jazzklubberne som ung og havde drømt om at blive jazzmusiker, og så fik jeg muligheden for at gå direkte ind og blive en del af et stort navn, ikke så meget for egen kraft, men fordi jeg nu spillede med en bassist, som var et stort navn. I begyndelsen fik vi megen gratis opmærksomhed i kraft af Dans fortid i e.s.t. – der er ingen grund til at indbilde sig noget andet. Men nu synes jeg, at vi fortjener vor status i kraft af vort eget udtryk.
I Tonbruket udfordrer vi vedvarende hinanden – de seneste 10 år er der virkelig hændt noget med min måde at lytte på – og selv motorisk. Det er absolut gået fremad. Ellers er der jo altid en risiko for, at man søger mod det bekvemme og bruger de tricks, man nu kan.
Jeg lytter ellers til singersongwritere som Laura Veirs, Jolie Holland og Nick Drake. Bare at spille instrumentalt vil nok ikke være tilstrækkeligt for mig. Dér kommer duoprojekterne ind. Jeg værdsætter en god tekst, og så er jeg gammel folkemusiker, og det har jeg lagt låg på længe, men jeg har dog holdt det i gang, har i årenes løb spillet nogle polskaer …”

Du er gammel jazzmusiker, gammel folkemusiker, gammel spillemand …?
”Nej, ikke gammel jazzmusiker. Jeg aspirerede som ung til at blive jazzmusiker, men erkendte, at det ikke gik, og så forkastede jeg det. Men folkemusik kan jeg. Som ung kom jeg ikke på distriktsfodboldholdet eller ishockeyholdet, men jeg var Värmlands repræsentant, når det gjaldt spillemandsmusik. Det havde jeg det let med, og jeg har det fortsat naturligt i kroppen. Men nu, når jeg f.eks. spiller med Lena Willemark og Mats Berglund, indser jeg, at når jeg kommer ind i deres verden, har jeg utroligt meget at arbejde med og at opdage for at komme op på deres niveau. Det er spændende og morsomt at lære numrene fra Dalarna og fra Norge.”

Det er jo ikke bare at lære en melodi udenad?
”Nej, det er forskydninger og ornamenter. Kvartstoner, små finesser. Når det er på dét niveau.
Jeg er ikke yngst i Tonbruket, men absolut den, som havde haft færrest jazzkluboptrædener. Miljøet var nyt for mig – jeg havde aldrig sat min fod indenfor på Fasching (Stockholms jazzspillested nummer ét), da jeg skulle spille der første gang. Og sådan har det være på mange af de klubber, jeg har spillet på.
Tonbruket har spillet for udsolgt hus på Fasching ganske mange gange og er gået videre til større arenaer, men vi kommer tilbage og skal spille der nu i oktober. Jeg tror, at meget få jazzmusikere i Sverige forlader Fasching helt og holdent, selv ikke dem, som har let ved at sælge måske 500 billetter her, som vi har. Så spiller man hellere to aftener. Der er et særligt miljø dér – mange kommer der givetvis af sociale grunde. Det er dér, man træffes. Lokalet er langstrakt, smalt og specielt, men det er indrettet, så alle hører godt, og man kan sidde og spise lidt inden. Det betyder meget, at publikum trives.”

Hvad giver popkunstnerne dig?
”Jeg er en popdreng. Har altid skrevet popsange. Gjorde det tidligt og gør det fortsat. Netop nu er jeg i gang med at skrive popmusik til en tv-serie … hvis det er god pop, kan det være magisk. Jeg er vældig glad for, at jeg kan træffe valget at spille med Lena Willemark i stedet for med en popsanger. Men da Anna Ternheim lod høre fra sig, var jeg sikker på, at jeg skulle trives med hende på scenen. Hun er både dygtig og nysgerrig. Kan man kombinere sangskriveriet med improvisationer og smukke lydbilleder, får man mange behov tilfredsstillet. Det kan vel også være min forfængelighed, at jeg gerne vil være med om en musik, der har et publikum. Det er en del af barndomsdrømmene. Jeg synes om at være på en festival med en masse mennesker. Jeg føler, at jeg gerne vil have et lille ben stående tilbage i populærmusikken.”

Du beskæftiger dig med viser, folkemusik, spillemandsmusik, filmmusik, jazz, fri jazz … men ikke rock efter The Soundtrack Of Our Lives?
”Nej, det har jeg sat på pause. Jeg behøver ikke at indgå i sammenhænge, hvor jeg ikke høres så godt. Jeg klarer mig fint med de andre platforme. Der er energi, volumen og gode riff i Tonbruket. Skal jeg spå om min egen fremtid, tror jeg, at orkestrering og komposition kommer til at fylde mere. Men man ved aldrig. Nu har jeg netop opdaget en sangskriver som Laura Veirs, og så føler jeg trang til selv at indspille plader og tilmed at producere.”

Sproget?
”Jeg er blevet berørt af f.eks. Bob Hund og Barbro Hörberg. Det taler til sjælen og hjertet, når en kunstner taler til én på sit eget sprog. Men jeg forstår og respekterer også, når Ane Brun, som vil kommunikere med hele verden, ikke kan holde sig til norsk.”

Martin Hederos

>Bands:
Nymphet Noodlers (Karlstad)
1991-1995
The Soundtrack Of Our Lives (Göteborg) 1995-2012
Tonbruket (Stockholm) 2009-?
Fire! Orchestra 2014-?
 
>Duo eller anden form for samarbejde med:
Mattias Hellberg 2000-?
Nina/Nino Ramsby 2004-?
Ane Brun 2008-?
Marie Modiano 2011-?
Peter von Poehl 2011-?
Sofia Karlsson 2013-?
Nina Persson 2016-?
Anna Ternheim 2017-?
Lena Willemark 2017-?
 
>Videoer - klik på de enkelte navne for at se og høre musikken:
Nymphet Noodlers (2017)
The Soundtrack Of Our Lives (2010)
Tonbruket (2011)
Tonbruket (2017)
Nina Persson & Martin Hederos (2017)
Martin Hederos & Jesper Waldersten (2017)
Anna Ternheim & Martin Hederos (2018)
Hederos & Hellberg (2012)
Marie Modiano + Martin Hederos & Peter von Poehl (2012)
Nino Ramsby & Martin Hederos (2014)
Ane Brun & Martin Hederos (2008)
Sofia Karlsson, Christian Kjellvander & Martin Hederos (2016)