Historien om Steeleye Span (2): Netop nu har et klassisk debutalbum jubilæum.
Da det udkom, var gruppen bag pladen splittet. To havde forladt den.
 
Ashley Hutchings blev 25 år i januar 1970. Han havde i månederne forinden haft møder på forskellige pubber i London med andre musikere og talt med dem om muligheden for at danne et nyt band, der skulle spille gammeldags musik i rockformat.
 
På et tidspunkt besluttede han, at bandet ud over ham selv skulle bestå af den 22-årige irske multimusiker Terry Woods og dennes kone, den 21-årige Gay, der også kunne spille flere instrumenter. Terry havde været med i Sweeney’s Men, der var en form for irsk modstykke til Fairport Convention og netop var opløst.
 
De tre kunne nok have været en formidabel trio, men de bestemte sig for at søge efter yderligere et par musikere. Det blev til Maddy Prior og Tim Hart, begge 22 år, som allerede i tre år havde optrådt som duo med et traditionelt repertoire.
 
Ashley Hutchings havde hér fundet fire mennesker, der alle kunne synge og tilmed spille på ganske mange instrumenter. Terry Woods på elguitar, concertina, mandolin, mandola og banjo. Gay Woods på concertina, autoharpe og bodhran. Maddy Prior på banjo. Tim Hart på elguitar, dulcimer, violin, banjo og harmonium.
 
Selv holdt Ashley Hutchings sig til basguitaren og til sin forskning i gamle engelske viser og dansestykker.
 
Gruppens navn blev fundet ved lodtrækning blandt flere muligheder. Det skal være blevet foreslået af vennen Martin Carthy, en 28-årig folkemusiker, som havde fundet navnet John ”Steeleye” Span i en gammel visetekst. Et nummer med denne tekst skulle gruppen først komme til at indspille 28 år senere. Martin Carthy kom med i Steeleye Span allerede få måneder efter. 
 
De første tre måneder af 1970 øvede kvintetten i en bungalow i Wiltshire Village, tættere på Bath og Bristol end på London. I begyndelsen af april var de i studiet Sound Techniques i Chelsea, London, og ”Hark! The Village Wait” var en realitet efter en uge, klar til udgivelse to måneder senere.
 
Selve indspilningerne gik fint, nærmest gnidningsfrit, for de fem ambitiøse og kreative musikere. Men uden for studiet var der krig. Ashley Hutchings var den neutrale, manden i midten, mægleren mellem to duoer.
 
Han har mange år senere forklaret, at det ene par – det britiske, Maddy Prior og Tim Hart – var ”meget engelske og meget velopdragne”, og det andet – irerne Gay og Terry Woods – var ”tossede, besværlige og kværulantiske”.
 
Gay Woods har sagt, at der foregik ”en masse dumhed og bitterhed”. I hvert fald var det 25. april 1970 officielt, offentliggjort i Melody Maker, at ægteparret Woods ikke længere var med i det orkester, hvis debutalbum endnu ikke var udkommet.
 
Og ”Hark! The Village Wait”? Albummet gik nok lidt under radaren, da det udkom. Siden har det fået klassikerstatus og regnes i almindelighed for det bedste, Steeleye Span har udgivet. Det første af foreløbig 24 studiealbum. I klasse med Fairport Conventions ”Unhalfbricking” og ”Liege And Lief”, begge fra 1969, og Fotheringays enlige album, der blev indspillet og udgivet samtidig med Steeleye Span-pladen. Fire gange britisk folkrock de luxe, som alle udkom inden for et år.
 
Et af Fairport Conventions mange stærke træk var sangerinden Sandy Denny, og det samme gjaldt Fotheringay, da hun havde forladt Fairport for at danne dette band. Men Steeleye Span havde et nærmest endnu stærkere træk, nemlig hele to sangerinder, den ene med en klar og ret skarp røst, den anden med en sart og intuitiv stemmeføring. Maddy Prior og Gay Woods supplerede hinanden fint.
 
Der blev ikke sløset med instrumentrigdommen. 2 af debutpladens 12 sange var acapella, resten var enkle og smukt økonomiserede, havde et let svævende skær over sig. At lade banjo indgå var genialt og originalt – så vidt jeg ved ganske enestående i et engelsk-irsk lydbillede.
 
Maddy Prior sang for på 4 sange, Gay Woods på 3, Tim Hart og Terry Woods hver på 1. De sidste 3 ligeligt af 2-4 af medlemmerne. 10 af sangene var ”traditionelle”, 1 var skrevet af Ewan MacColl, og 1 havde tekst af Ashley Hutchings til en gammel dansemelodi. Alt sammen havde en stil, som ubestrideligt var Steeleye Spans egen.   
 
Gæstemusikere: Trommeslagerne Gerry Conway og Dave Mattacks på henholdsvis 6 og 4 sange, nemlig alle de sange, der ikke var acapella. Dave Mattacks havde dengang fast arbejde som ny mand i Fairport Convention – som Gerry Conway har været medlem af siden 1999. 

Videre til:
Historien om Steeleye Span (1): Etableret i et begivenhedsrigt år 
Historien om Steeleye Span (3): Ånden i musikken var at spille højt