En ny tur på bjerget
(4 dage senere)
Efter mine 5 dage i De Hvide Bjerge uden megen føde og med alt for lidt vand
holdt jeg 3 dages pause. Derefter op i bjergene igen. Men nu med guide.
Vangelis var 14 år yngre end mig, bevægede sig en anelse hurtigere end mig, når det skulle være, og – måske vigtigst: Han kunne bruge en gps, når han skulle finde rundt i bjergene. Foto: Anne Wollter
Nu var jeg kommet ned i god behold. Hvad ville jeg så deroppe igen? Jo. Der var noget uforløst over den måde, vandringen 18.-22. maj 2016 var foregået på. Det var den efterladte rygsæk symbolet på.
Jeg var kommet bort fra min rute, fra E4-stien. Var fortsat ikke klar over, præcist hvor i området eller på kortet det var sket. Det ville jeg vide mere om. Ville lære bjergene og deres natur at kende.
Den konkrete anledning var jo altså rygsækken, som jeg stillede fra mig om morgenen 21. maj med den hensigt at hente den senere. Der var adskillige materielle værdier deri – kontaktlinser, sovepose, gps, kamera, vandrelitteratur.
Størst affektionsværdi havde et Kreta-kort, hvorpå jeg havde streget de afsnit af E4 ind, som jeg havde gået i 2002, og memorycard’et med de fotos, som jeg havde taget de første
3 dage på vandringen.
Min idé (besættelse?) var at gå ud og lede efter rygsækken og derigennem lære bjergene bedre at kende.
Ikke engang jeg selv fantaserede om, at jeg straks skulle gå derop alene igen.
23. maj, dagen efter at jeg var kommet ned fra bjergene, besøgte Anne og jeg E.O.S., den alpine klub i Chania. Den lå i en kælder, åbnede kl. 21, og smidige unge mænd og kvinder øvede sig i bjergbestigning op ad væggene. Der var også ældre, besindige mennesker til stede, og selv om vi (jeg!) blev modtaget med en vis skepsis, blev vi beskænket med raki og nødder. Og jeg blev sat i forbindelse med bjergguiden Vangelis Stavroulakis.
26. maj foretog han og jeg vor første fælles ekspedition op i bjergene. Det skulle ikke blive den sidste.
Vi blev kørt fra Askifou op til det lille Niáto-plateau, så langt en firehjulstrækker kunne transportere os. Hér skulle jeg efter planen for min oprindelige vandring være kommet frem fra bjergene. Tanken var, at Vangelis og jeg skulle følge E4 herfra i den modsatte retning af den, som jeg gik en uges tid tidligere – og så på et tidspunkt komme til et sted, som jeg skulle kunne genkende, fordi jeg havde været der, inden jeg forvildede mig bort fra stien.
Vi gik 8 km, mest op, op, op, uden at vi kom til et sted, som jeg med sikkerhed kunne sige, at jeg genkendte. Det undrede Vangelis, som jeg i øvrigt lærte at kende som en seriøs og grundig mand. Vi måtte gå de samme 8 km tilbage, uden at jeg var kommet nærmere en løsning på De Hvide Bjerges gåde.
Give op ville jeg ikke. Men netop da måtte vi til København.
2 uger senere var vi tilbage på Kreta.