I min beretning er jeg nået til natten mellem dag 3 og dag 4. Ikke så godt. For da jeg pakkede, var jeg gået ud fra, at vandringen fra Omalos til Askifou ville tage 2, højst 3 dage.
 
Flere har siden givet udtryk for, at det er tåbeligt og uforsvarligt at vandre i disse bjerge alene. Men det gør jeg gerne, for så kan jeg holde mit eget tempo, og jeg har ikke andre end mig selv at tage hensyn til, hvis jeg farer vild og må tage konsekvensen af det.
 
Det er før hændt, at jeg er kommet bort fra den sti, det var planen at følge. I den situation har jeg nogle afgørende egenskaber: Jeg er i relativt god fysisk form, jeg er udholdende, og jeg går ikke i panik.
 
Det er hidtil ikke sket, at jeg uplanlagt har måttet overnatte ude i naturen. Det rene held måske. Men denne gang var det planen at gøre det. Så jeg havde telt og sovepose med. Teltet var nyt og relativt let, 4 kg tror jeg. Soveposen var omkring 15 år gammel, en såkaldt 4 Seasons-sovepose, dvs. den skulle være egnet til overnatning i både høj varme og stærk kulde. Troede den første nat, at den måske ikke var så god længere, fordi jeg frøs ganske slemt. Jeg havde ingen forestilling om, at det var frostvejr, men om morgenen konstaterede jeg, at teltdugen var dækket med hvid rim.
 
Klæder? Bl.a. både tykke og tynde benklæder – begge kunne ”forkortes” til shorts. En peruviansk uldtrøje. En windbreaker. Både Meindl-vandrestøvler og – tænkt til at have på, når jeg havde teltet slået op – Ecco-sandaler. En 40 år gammel regnponcho.

Pandelampe. Kompas. En gps til 3000 danske kroner – plus en ”quick guide” og en udprintet brugervejledning til gps’en. Havde inden rejsen ikke lært mig at bruge gps’en. Det har jeg i øvrigt fortsat ikke.
 
Kort og guidebøger. Var ikke fuldt opdateret, opdagede jeg nogle dage senere. Tidligere havde Harms Verlags kort over henholdsvis Vestkreta og Østkreta (1:100.000) været de bedste og mest detaljerede. Det troede jeg fortsat, at de var. Men ved slutningen af min vandring stiftede jeg bekendtskab med Anavasis kort (de mest detaljerede var i forholdet 1:25.000). Mine bøger, f.eks. ”Wandern & erleben Kreta” (Bruckmann) og ”The High Mountains of Crete” (Cicerone), falmede tilsvarende i forhold til ”The Cretan Way – a 28-day walk” (Anavasi), som var udkommet tidligere i 2016.

For resten: Det er i princippet altid en mulighed at vende om og gå tilbage til udgangspunktet. Den mulighed strejfede mig vel sidste gang om morgenen på dag 3. Men så fandt jeg E4's fortsættelse østpå og fornemmede, at jeg ikke havde så langt igen til mit mål. Efter min rutsjetur ned ad bjerget til den dal, jeg befandt mig i ved slutningen af dag 3, var det heller ikke nogen reel mulighed at gå op igen – tilbage til, hvor jeg havde set den sidste E4-pæl. På dag 4 udviklede alting sig, så muligheden for at gå tilbage til Omalos kunne udelukkes totalt.

Direkte videre til:  E4 blev borte! (Dag 3)      Redningsaktion sat i gang (Dag 4)