Den ensomme vandrer

Mig fotograferet 17. september 2019 ved et genbesøg på etapen Xiloskalo-Agia Roumeli, også kendt som Samaria-kløften. Foto: Anne Wollter

For mig er Kreta et eventyr. Det kom til at tage mig 20 år at vandre fra den ene ende til den anden af grækernes største og længste ø. Beskrivelsen af ”bedriften” er måske lidt tør, teknisk og nørdet. Men det har været fantastisk at opleve.
 
Dette er en sammenfatning. Tidligere har jeg bragt brudstykker af fortællingen om min vandring hen over Kreta. Nu er det tid til status.
 
I begyndelsen af oktober 2022 gik jeg den sidste af 26 dagsetaper – ja, et par stykker af dem er halve eller delvise etaper. Sammen med Thor Bjørn gik jeg på tre dage fra Orino til Kato Zakros længst mod øst. Disse dages vandring tæller kun delvist med i den samlede opgørelse. For allerede i november 2002, altså 20 år tidligere, gik jeg fra Ziros til Kato Zakros, svarende til omtrent halvdelen af de tre dages vandring med Thor Bjørn.
 
Når sandheden skal frem, har jeg et par kilometer tilbage. For i 2002, da jeg gik fra Meseleri til Orino, tog jeg imod et lift, så jeg undgik at gå et par kilometer opad på kedelig asfaltvej. Denne bette bid – mellem Monastiraki og Thripti – skal jeg nok tage en dag. Til gengæld er der så mange andre små og store bidder af den samlede strækning, jeg har gået mere end én gang. 
 
Min rute er 437 km lang. Cirka. Jeg har ikke haft metermål med, og de forskellige kilder, jeg har kunnet benytte, angiver ikke præcist enslydende kilometertal.
 
Det har været vigtigt for mig at gå hen over øen, op gennem bjergene, så langt borte fra alfarvej og asfaltvej som muligt. Det meste af tiden har jeg fulgt fjernvandreruten E4 – på visse stræk alternative delafsnit af den. Jeg har været gennem alle øens fire bjergkæder, De Hvide Bjerge (Lefka Ori), Psiloritis (Ida-bjergene), Dikti-bjergene og Thripti-bjergene.

Går man ind på en hvilken som helst kort-app, kan man sagtens få en knap så lang rute frem. F.eks. foreslår min telefon en kystnær sydlig vandrerute på 317 km og en nordgående bilrute på 377 km. Hvem ved? Måske vil jeg teste kystruten en dag. Dele af den har jeg i hvert fald gået i årenes løb.
 
Nu har jeg ikke forsøgt at tage den letteste vej, ejheller at gøre det til et socialt arrangement. På 18 af de 26 vandredage har jeg været fuldstændig på egen hånd. Og nydt det. At gå i mit eget tempo, fare vild uden at belaste andre med det, nyde naturen uforstyrret og vælge vej uden at skulle diskutere.
 
Begyndelsen i 2002 – 28 vandredage blev til 10
 
Det står lidt uklart for mig, præcist hvordan ideen og planen om at gå turen – fra vest mod øst – opstod.
 
I slutningen af juli 2002 var jeg på en slags familieferie i Paleochora. Vi tog færgen langs kysten til Loutro og var dér et par dage. Det vil sige, resten af familien tog færgen hele vejen. Jeg stod af i Agia Roumeli på vej dertil og vandrede dérfra til Loutro, delvist langs kysten, delvist lidt oppe i højderne. Tilsvarende stod jeg af i Sougia på vejen tilbage og vandrede dérfra til Paleochora. Tidligere på ugen var jeg vandret fra Elafonisos til Paleochora, mens resten af banden var kørt den lange vej i bil over bjergene.
 
Jeg vil tro, at det var deromkring, jeg fik lyst til at fortsætte. Var jo ligesom kommet i gang. Talte med Den Græske Stats daværende turistkontor i Danmark og udarbejdede en plan, tænkt som et journalistisk vandreprojekt. Jeg kunne hive omtrent to måneder ud af kalenderen samme efterår, oktober-november. Fik i forberedelserne og den praktiske udførelse uvurderlig rådgivning og hjælp af Alexis Politis på Den Græske Stats Turistbureau i København og George Antonakakis på Alpine Travel i Chania. Og – ikke at glemme – efter ankomsten til Kreta af Alpine Travels franske guide, Laurent Stroba.
 
Kigger nu på min optimistiske og ambitiøse skitse/plan fra dengang. Groft sagt indebærer den 28 dage til at gennemføre min vandring fra Elafonisos til Kato Zakros. Ikke så urealistisk endda, kan jeg afsløre nu, godt 20 år senere. Jeg havde afsat yderligere 10 dage til vandringer uden for hovedruten fra vest mod øst.
 
Men i realiteten blev det til 10 dagsvandringer på ruten inden for de 40 dage, som opholdet blev forkortet til. Plus nogle andre vandringer og nogle andre aktiviteter.
 
Margit var med de første tre uger. Vi bevægede os ikke mindst mellem Sougia og Chora Sfakion – plus foretog en enkelt vandring til bjergtoppen Melindaou i De Hvide Bjerge og (som medløbere til en tysk vandregruppe) til toppen af Psiloritis

De sidste 10 dage af opholdet havde jeg selskab af Julie. Med hende forsøgte jeg at vandre op i De Hvide Bjerge fra Ammoudari i øst, men det, som virkelig lykkedes i selskab med hende, var den lange, seje vandring langs kysten fra Agia Roumeli til Sougia
 
Det gik bedst med at følge min overordnede plan, da jeg ganske alene tog bussen bort fra Chania-regionen, stod af i Archanes lige syd for Heraklion – og vandrede dérfra mod øst, indtil jeg var i Kato Zakros på østkysten. En enkelt dag slog tyskeren Günther Horst og jeg følge med hinanden op over Dikti-bjergene. Vi skulle alligevel begge den vej. De øvrige seks dage, som turen i øst tog, var jeg totalt mig selv. 
 
Jeg mente, at jeg havde gjort det godt og havde nået det meste af det vanskeligste. Havde været på øens højeste tinde, var stort set gennem den østlige tredjedel, ja, næsten halvdelen af øens længde, og kunne sætte kryds ved etapen Agia Roumeli-Sougia, som af mange regnes for den drøjeste.
 
For resten kom der faktisk journalistik ud af opholdet. Tre artikler i Jyllands-Posten, deriblandt én med overskriften Kreta til fods.
 
Fortsættelsen i 2016 – udfordringen De Hvide Bjerge 
 
Der skulle gå 14 år, inden jeg besluttede mig for at fortsætte projektet. Uden at jeg gjorde de store forberedelser eller involverede omverdenen noget videre i min plan. Også for mig selv føltes det næsten som en pludselig indskydelse, da jeg i maj 2016 for alvor gav mig i kast med De Hvide Bjerge. To dage, højst tre, med rygsæk og telt – ville det tage, vurderede jeg. Og ikke noget med at bære afsted på for meget proviant. 
 
De fleste, som er nået hertil i denne beretning, ved, at ikke alt gik efter planen. Midtvejs hen over bjergene kom jeg bort fra stien, mine vandrestøvler brød sammen, jeg efterlod min bagage i en labyrintisk dal, redningshold blev sendt ud for at lede efter mig, uden held, og jeg kom selv ud af bjergmassivet et andet sted end planlagt.
 
Samme år, tre måneder senere, i fjerde forsøg, kan man sige, blev det klart for mig, hvor jeg var gået forkert, og jeg fuldførte i trygt selskab bjergvandringen med endemål på Niato-plateauet oven for Ammoudari/Askifou. Få dage senere gik jeg alene op og fandt min bagage, hvor jeg havde efterladt den – et godt stykke borte fra E4-ruten. 
 
2018, 2019 og 2022 – den højeste top for anden gang
 
Yderligere to år senere, i september 2018, fortsatte jeg østpå – gik fra foden af De Hvide Bjerge til foden af Psiloritis. Lidt uden for planen for dén tur fortsatte jeg fra Fourfouras op til toppen af Psiloritis og gik samme dag tilbage, altså til Fourfouras. Dermed nåede jeg Kretas højeste top, som hedder Timios Stavros, vestfra. 16 år tidligere havde jeg som nævnt også været der. Østfra.  
 
I 2019 nuppede jeg det sidste besværlige stykke, den østlige halvdel af Psiloritis-massivet. Gik en dag fra Vorizis op til Nida-plateauet, hvor jeg overnattede i mit telt. Fortsatte dagen efter ad den ikke alt for godt afmærkede E4-rute ned til Asites. 
 
Coronaen kom, og det blev 2022, inden jeg kunne sætte kryds ud for de manglende etaper. Teknisk set tog det to en halv dag. Men sammen med Thor Bjørn fortsatte jeg halvanden dag derefter, til vi var fremme ved Kato Zakros, min østlige endestation også 20 år tidligere.
 
Nu er det kommet på tale at gøre det til et brødreprojekt at vandre sammen hele vejen fra øst mod vest. Altså tilbage! Det forudsætter nok, at vi venter, til Thor Bjørn er omtrent lige så gammel, som jeg er nu, så vi kan gøre det som en pensionist-ting. Vore fruer – Mona og Anne – har meldt sig klar til at agere følgegruppe, dvs. køre os til og fra stoppesteder på ruten.

Mig mellem Orino og Vori, en etape, som jeg 4. oktober 2022 endelig gik, efter at jeg 20 år tidligere havde måttet opgive på grund af manglende kollektive transportforbindelser. Foto: Thor Bjørn Kjeldbjerg




Vandringen fra vest mod øst.
De foranstående tal angiver kronologien. Rækkefølgen, som tallene står i, er geografisk.
Kulørerne på kortet og i numrene herunder er ramt så godt som muligt. Forsøg måske med lidt fantasi ...
Hvor ingen navne er angivet, er jeg gået alene.

 
1. Elafonisos-Paleochora. Slutningen af juli 2002. 19 km.
2. Paleochora-Sougia (i realiteten Sougia-Paleochora). Slutningen af juli 2002. 15 km.
12. Sougia-Agia Roumeli (i realiteten Agia Roumeli-Sougia), 17. november 2002. 20 km. Med Julie.
3. Agia Roumeli-Xiloskalo (i realiteten Xiloskalo-Agia Roumeli), 12. oktober 2002. 15 km. Med Margit og en islandsk vandregruppe.
 

Margit i De Hvide Bjerge, 22. oktober 2002. Kalergi-hytten på toppen i baggrunden.
Laurent og Margit mod toppen af Psiloritis, 25. oktober 2002.

13. Xiloskalo-Katsiveli, 18. maj 2016. 12 km.
14. Katsiveli-Niato. 14. september 2016. 15 km. Med Vangelis og Thor Bjørn.
11. Niato-Ammoudari. 12. november 2002. 5 km. Med Julie.

Den lille prik er Günther, på vej op i Dikti-bjergene, 2. november 2002.

15. Ammoudari-Kalikratis.
16. september 2018. 21 km.
16. Kalikratis-Argyroupoli.
17. september 2018. 24 km.
17. Argyroupoli-Kanevos.
18. september 2018. 19 km.
18. Kanevos-Spili. 19. september 2018. 15 km.
19. Spili-Gerakari. 20. september 2018. 18 km.
20. Gerakari-Fourfouras.
21. september 2018. 16 km.
21. Fourfouras-Timios Stavros.
22. september 2018. 8 km.

Julie mellem Agia Roumeli og Sougia, 17. november 2002.

4. Timios Stavros-Nida. 25. oktober 2002. 9 km. Med Margit, Laurent og en tysk vandregruppe.
22. (Vorizis-)Nida. 24. september 2019. 3 km.
23. Nida-Asites, 25. september 2019. 12 km.
24. Asites-Archanes. 27. september 2022. 25 km.

Mig, Thor Bjørn og Vangelis på vej ind i De Hvide Bjerge, 14. september 2016.
Mig på toppen af Psiloritis, 20. september 2018.

5. Archanes-Kasteli. 31. oktober 2002. 25 km.
6. Kasteli-Agios Georgios.
1. november 2002. 22 km.
7. Agios Georgios-Selakano.
2. november 2002. 18 km.
I selskab med Günther.
8. Selakano-Meseleri.
3. november 2002. 23 km.
9. Meseleri-Orino. 5. november 2002. 29 km (minus et stykke på måske 5-6 km ved Thripti).

Thor Bjørn mellem Ziros og Zakros, 5. oktober 2022.

25. Orino-Vori. 4. oktober 2022.
25 km. Med Thor Bjørn.
26. Vori-Ziros. 5. oktober 2022. 10 km. Med Thor Bjørn.
10. Ziros-Kato Zakros. 7. november 2002. 16 km.