Samariakløften uden for sæsonen

(Mig og Kreta – 1)

Et eventyr, som begyndte i 1985 og forhåbentlig varer mange år endnu.

Det var april, og Kirsten og jeg havde da hørt om Samaria-ravinen og dens storslåethed, men ikke tænkt, at vi skulle gå igennem den denne gang, bl.a. fordi den var "lukket" frem til
1. maj. Vi kørte med nogle andre gæster fra Skibby Rejser i en udlejningsbil og stod pludselig der, hvor stien går ned i dybet (stedet hedder Xiloskalo, har jeg senere lært mig), og vi måtte bare derned. Klokken var vel 13. Vi sagde farvel til vore venner, forsynet med lidt brød, et par tomater og en flaske vand hver.

Det gik fint nedad, men 8-10 km nede begyndte folk at komme gående op. Deres melding var, at færgen til og fra Agia Roumeli nede ved kysten var indstillet på grund af storm. Vi fortsatte - frem til Jernporten, den smalleste passage på ruten. Dette sted stod under vand, en rivende flod af koldt vand. Lige dér tog vi en slurk vand, en bid mad og den tunge beslutning at vandre tilbage, op. At skulle ud i iskold vand til livet og derefter fortsætte ned til en kystby, hvorfra der ingen færge gik, og hvor vi kunne forvente, at hotellerne var fuldt belagt med folk, som heller ikke kunne komme videre med færgen ... nej tak.

Vi kunne regne ud, at vi skulle gå de 12 km opad i et hæsblæsende tempo for at nå frem, inden det blev mørkt. Vi håbede, at det var muligt - bl.a. ud fra, at vi havde gjort noget lignende med nogenlunde held i Grand Canyon få år tidligere.

Men det blev mørkt. Kulsort. Og vi vidste fra turen ned, at det flere steder gik omtrent lodret ned ved lige siden af stien, og at "gelænderet" her og der trængte til fornyelse. Vi havde kunnet se lys højt oppe over os, men det var forsvundet igen. Vi blev nødt til at lægge os ned på stien og overnatte der, omkring 20 minutters vandring fra vort mål.

Vi var nok begge faldet omtrent i søvn, da vi opdagede et flakkende lys fra en lommelygte nedefra, og den nærmede sig. Det var et hollandsk par, som reddede os. Hun var gravid, så de gik langsomt, og han var vild med grotter, så han havde altid en lygte på sig.

Direkte videre til:  
Et mødested mellem to verdensdele (Mig og Kreta – 2)

April 1985. Ham med de tidstypiske shorts er mig for 33 år siden. Det var dybet under mig, Samaria-ravinen, som lokkede dengang. Senere blev jeg tiltrukket af bjergene over mig, De Hvide Bjerge, Lefka Ori.