På denne ferierejse lærte jeg, at ordet spændende ikke absolut har en positiv betydning. Og jeg lærte, at der er en lille risiko ved at gå i vandet efter solnedgang.

Som skrevet tidligere: Kreta er mit spejl.

1996-2002 var nogle relativt urolige år i mit liv.

Efter et par Kreta-løse år var jeg i august 1997 tilbage på min elskede ø, nu sammen med Anne-Mette, og jeg har hendes tilladelse til at berette lidt om turen.

Tre år tidligere var jeg blevet vældig glad for Loutro – både den lille by og landskabet omkring den. Anne-Mette syntes også, at det var en himmelsk plet på jorden. Eller rettere: Ved havet.

Men det med at vandre ... Altså, hun var ikke gangbesværet. Men på vej hen ad stien mod Sweetwater Beach stivnede hun. Hun ville ikke – eller kunne ikke – fortsætte. Faldet og dybden ned mod havet var for voldsomt. Jeg skulle ikke grine og ikke fotografere. Bare være omsorgsfuld og forsigtig med hende. Det tog tid at få hende tilbage til Loutro – en time, vil jeg tro, for en distance, som normalt ville have taget et kvarter.

Tør slet ikke tænke på, hvordan hun ville have taget det, hvis hun var blevet sat ud på stien længere henne, mellem Sweetwater Beach og den brede asfaltvej, som forbinder Chora Sfakion med Anopoli. For dér er der flere steder – som bl.a. Janne fra Forum Kalimera har omtalt – med endnu større basis for højdeskræk.

Vi forsøgte en anden dag at gå i den modsatte retning, fra Loutro til Marmara Beach. Jeg blev imponeret over, at dét lod sig gøre.

Under mit foregående besøg syntes Margit og jeg, at nogle af de lodrette klipper, som stien gik op over, var spændende udfordringer. Positivt ment. Nu syntes Anne-Mette, at de samme passager var udfordrende, men nok rigeligt spændende. Og sidst på eftermiddagen skulle hun ikke have noget af at vandre tilbage. Én gang var nok. Ikke tur OG retur. Så hun tog udflugtsbåden, der alligevel var tilgængelig, tilbage til Loutro.

En aften ved solnedgangstid gik vi op over højdedraget lige oven for Loutro – ned til Phoenix-stranden for at bade. Vidunderligt! Men slut med nydelsen, da jeg trådte direkte ned på et søpindsvin (en sjöborre). Auuuwh! Humpede tilbage over bakken. Smerte, smerte, smerte.

En anden ville måske have tænkt læge eller endda hospital. Nu var vi lidt isolerede derude. Dagens sidste færge var for længst gået. Husker ikke detaljer, eller hvor lang tid der gik. Men jeg tror, at der ret hurtigt gik betændelse i skidtet, dvs. i hvert eneste sted, hvor en stor sort nål havde boret sig ind og sat sig fast. Med betændelse omkring sig var nålene (piggene) lettere at få ud. Tror, at jeg var fit for vandring igen dagen efter nål-udtrækningen.

På denne rejse lykkedes det mig endelig at tage hele Samaria-vandringen fra toppen ved Xiloskalo ned til havet ved Agia Roumeli – 13 år efter mit første forsøg.