Her var en græker, som opførte sig mere tysk end de tyskere, han var vandreguide for. Hans gruppe nåede toppen af Kretas højeste bjerg, men de var ikke de første deroppe den dag. Datoen var den 25. oktober 2002.

Vandre i gruppe er bestemt ikke noget, jeg går efter. Men det kan være nyttigt og opbyggeligt.

Gruppevandring indebærer for eksempel at gøre noget, jeg normalt ikke har lyst til, nemlig at stå tidligt op – for at gøre noget så lystbetonet som at vandre!

Tidligt op skulle vi denne dag for at vandre til Kretas højeste top, Psiloritis, øverst i det centrale bjergmassiv, der også hedder Psiloritis. Eller Idi. Eller Ida. Nogle kalder for resten toppen for Mount Ida.

George fra Alpine Travel havde igen været på spil og hægtet os på en tysk gruppe. Alpine Travel var repræsenteret ved Dimitris, som skulle tage sig af tyskerne, og vor ven Laurent, der skulle tage sig af Margit og mig.

Der var nogle uforudsigelige kulturkløfter involveret. Som navnet siger, var Dimitris græker, men der var så meget Ordnung musst sein og række og geled over ham, at selv flere af de tyske vandrere blev frustrerede og trætte af ham. Måske tog Dimitris på sin egen snu måde hævn for de uhyrligheder, som den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig havde udsat kretenserne for.

I hvert fald op før daggry fra Axos, hvor vi boede i de dage, og med minibus så langt op i massivet som muligt. Fra parkeringspladsen asede vi op, mens solen stolt og roligt rejste sig og steg til vejrs.

Dimitris havde aftenen i forvejen holdt en lille tale, hvor han advarede mod og afromantiserede bestigningen af den 2456 meter høje tinde.

”Det er dødkedeligt. Psiloritis er ikke som de spektakulære Hvide Bjerge. Geologisk er Psiloritis opstået langt tidligere og er derfor blevet rundere i formerne, som årtusinderne er gået. At gå op til Kretas højeste punkt er én lang optur. Op, op, op. Så flader det lidt ud. Og igen op, op, op. Ikke meget at se på, ingen særlig udsigt, ingen variation, kun træls opstigning. Bag hver bjergkam ligger der en ny. Det eneste, der er værd at komme der efter, er den øverste top. Der er udsigten.”

Egentlig havde han ret. Men så anstrengende var det altså ikke. Eller trist. Vi mødte nogle hyrder med deres får. Og på et tidspunkt så vi langt borte en lille prik på en top bag en højderyg. Bag den var der ikke flere højderygge. Prikken var et primitivt kapel i sten.

Det blæste så bitterligt koldt deroppe. Men udsigten til alle sider var storslået. Til De Hvide Bjerge mod vest, til de store byer Heraklion og Rethymnon mod nord, til det store hav og Matala i syd og til Lasithi-sletten i øst.

Dimitris’ system gik ud på at lade de langsomste i den tyske gruppe gå forrest. Det blev på et tidspunkt for trægt for Laurent, Margit og mig. Vi dannede vores egen lille gruppe, stak af og nåede toppen før tyskerne og Dimitris.
 
Få ord om Axos: Vi boede på Yakinthos, et lille, men ganske fornemt hotel. Ejet og drevet af en præst og især hans kone. Søde mennesker, dejlig mad … og så tre sønner, 12-22 år gamle, der var vanvittigt musikalske. Uanset at vi havde været tidligt oppe, kunne vi sidde og lytte på deres spil og sang til langt efter midnat. Endnu et højdepunkt.

NB: Jeg så denne gruppevandring som en del af min tur hele vejen hen over Kreta fra vest til øst. Men E4-ruten, som jeg holder mig til, findes i flere varianter. Og ikke alle E4-ruter fører op over Psiloritis, ligesom det næsthøjeste bjerg, Pahnes, overhovedet ikke ligger på nogen af E4-ruterne.

Direkte videre til: Stairway to ... The White Mountains (Mig og Kreta – 15)
                                       Alene i verden (på Østkreta) (Mig og Kreta – 17)