En tysker. Indlogeret på samme hotel som mig – Hotel Maria i Agios Georgios på Lasithi-sletten. Det viste sig, at han skulle samme vej som mig næste dag. Med stien op over bjerget – tæt på nogle af de højeste toppe i Dikti-massivet.

Faktisk fulgte E4-stien en passage midt mellem Dikti (2148 m.o.h.) og Christos (2141 m.o.h.), og tyskeren, som hed Günther Horst, og jeg fulgte hinanden.

Her lidt om min vandring i dagene 2.-7. november 2002.

Jeg talte bedre tysk, end Günther talte engelsk, så gæt, hvilket sprog vi mest kommunikerede på! Danskere har et nogenlunde afslappet forhold til tysk. Det har ikke alle grækere. Det mærkede vi, da vi kom ned til den første landsby syd for Dikti-bjergene, Selakano.

Vi spurgte om vej, da vi mødte nogle mænd, som baksede med en moderne vindmølle. Den af dem, som syntes at være lederen, svarede på spørgsmålet, om han mon talte tysk: ”Jah, wenn ich will!” Og på det opfølgende spørgsmål, hvor landsbyens centrum var, kom det brølende svar: ”Hier ist kein Dorfmitte!” Han udpegede dog retningen mod kirke og taverna.

Det viste sig, at den bøst brummende mand administrerede nøglen til landsbyens ”kulturhus”, der skulle blive det sted, vi kom til at overnatte. Nærmest et sparsomt udrustet vandrehjem. Her fik jeg brug for den sovepose, jeg havde taget med.

De følgende 5 dage gik jeg alene. Og nåede mit mål!

3. november: Selakano-Meseleri. 2 overnatninger i  Agios Nikolaos.
4. november: Indkøb af nye vandrestøvler. Begge de par,  jeg havde haft med, var brudt sammen. Vandring fra Elounda til Plaka.
5. november: Prina/Meseleri-Orino. Overnatning i Ierapetra.
6. november: Ingen bus til Orino, så jeg sprang en halv dagsetape af E4 over … vandrede fra Papaginades til lidt længere end Handras.
7. november: Ziros-Kato Zakros.

På den tid af året, november, i dét år, 2002, var det ikke muligt at finde en overnatningsmulighed i en hvilken som helst landsby på ruten. Og det var omstændeligt/umuligt at komme med bus fra sådan en landsby til større byer. Men der fandtes løsninger. Jeg fik kørelejlighed både her og der.

En befrielse og en lettelse at komme til Kato Zakros og nyde en græsk salat og et glas vin på den eneste taverna, som stadig havde åbent. En lykkens dag. Derfra gik jeg tilbage til (øvre) Zakros, hvor jeg overnattede på Hotel Zakros – alene i et tresengsværelse for 10 euro!