3 uger forinden var jeg sammen med Margit gået et stykke op fra vest mod toppene af De Hvide Bjerge/Lefka Ori (Mig og Kreta – 15). Nu syntes det passende at nærme sig dem fra øst.

Vi lod bilen stå i Askifou og gik opad. Storslået, vildt og lidt besværligt, da grusvej og sti ophørte, og E4-afmærkningerne var svære at få øje på. Vi var ikke helt klare over, hvor ruten fortsatte, da vi blev nødt til at vende om for at nå tilbage, mens det stadig var lidt lyst. Men vi nåede at passere Tavri-hytten og Niato-plateauet og at få en fornemmelse af udfordringerne i at vandre videre.

De følgende dage slappede vi af. Ja, det afhænger vel af, hvilke øjne der ser på det. Vi kørte derudad, og vi vandrede.

Gik ned i Aradena-slugten, badede ved Marmara-stranden, gik til Loutro og så, hvordan dér var, når alt var lukket, og op til Anopoli for derfra at gå til Aradena, hvor bilen var parkeret ved broen. 5-6 timer gik der med det (se evt. også Mig og Kreta – 7-8-9-10).

Så østpå. Kiggede lidt på borgruinerne i Frangocastelo, videre til Preveli-området, hvor Panda’en blev parkeret i den lille by Gianiou, hvorfra vi tog en rundvandring, begyndende med ruinerne af et mindre, men ret spændende kloster, Kato Preveli. Derfra langs med – men efterhånden højt oppe over – floden Megalo Potamos, siden brat ned til Preveli-stranden med palmer på begge sider af flodudmundingen og ganske mange turister i betragtning af, at sæsonen for længst var slut. Op til det ”rigtige” Preveli-kloster og med en smule besvær opad til udgangspunktet Gianiou. Derfra vestpå, godt 2 timer i bil til Milia.

Milia besøgte jeg hermed for anden gang (se flere fotos, Mig og Kreta – 12). Den genopbyggede landsby, som er svær at få øje på, inden man pludselig er der, var vokset i de 3 år, der var gået, og en ny hovedbygning var tydeligvis støbt i beton, men som helhed havde stedet bevaret sit autentiske præg og sin nænsomme placering i naturen. De hjemmeavlede økologiske produkter var fortsat fantastiske. Og vi fik tid til at vandre en tur op over bebyggelsen, op til et højdepunkt, som ifølge mine notater hedder Kefali. Derfra udsyn langt mod nord og langt mod øst – til De Hvide Bjerge.

En udflugt til Paleohora nåede vi også inden vort måske vigtigste og sidste mål på denne rejse, Sougia. Det ligger i den ene ende af en af de mest strabadserende etaper på E4-ruten på Kreta. I den anden ende: Agia Roumeli. Vi er nået til den 16. november.

Direkte videre til: Chania set med andre øjne (Mig og Kreta – 19)
                                       Den sejeste kyststrækning (Mig og Kreta – 21)