September 2005. Vi var blot afsted i 3 uger, men vi nåede usædvanligt meget, både kendte steder og nye steder. Igen: Kreta er mit spejl.

Der er steder, som jeg holder af på denne ø, og som jeg gerne vender tilbage til. Og den er stor nok til, at der altid er nyt at opdage.

I de to foregående år havde jeg ikke været her. Jeg havde fået en ny hjertenskær, og sammen havde vi været i Athen og på Peloponnes, Samos, Naxos, Amorgos og Karpathos. Vi havde vel været tilsammen 2 måneder i Grækenland, inden vi skulle til denne ø, som i 20 år frem til dette besøg havde været mit foretrukne rejsemål – ikke bare i Grækenland, men i verden!

Når jeg tænker på denne rejse til Kreta, er det med en vis sorg. Det var her, jeg fik at vide, at min mor var faldet, havde pådraget sig lårbensbrud, var kommet på hospital. Om denne skade forstærkede den kræft, hun havde i sig, aner jeg ikke. Og på det tidspunkt vidste vi endnu ikke, at dén også fandtes. Hun blev aldrig rigtigt sig selv igen. 4 måneder senere var hun død.

Det påvirkede ikke rejsen. Men præger mindet om den.

Anne havde været her 2 gange i begyndelsen af 1980’erne, altså mere end 20 år tidligere, havde boet i Rethymnon og besøgt antikke steder som Knossos og Festos. Nu ville jeg vise hende de storslåede landskaber, bjergene, kløfterne og sydkysten.

Det første indtryk er altid stærkt. Min tur ned i Samariakløften i 1985 på en årstid, da den i princippet var lukket, vil altid stå som en afgørende oplevelse for mig. Og hun vil nok altid forbinde Kreta med, at det var i Rethymnon, hun boede i 2x14 dage i hhv. 1981 og 1983. Så denne bys storhed skulle jeg naturligvis også opleve.

Det gik derudad, meget af tiden i lejet bil. Jeg tog ingen notater, skrev ikke dagbog. Oplevelserne flyder sammen nu, 13 år senere.

Men så meget husker jeg: Vi var til sardinfestival i Chania (Nea Hora), og vi boede nogle dage i Loutro. Sejlede til Agia Roumeli, hvor vi var et stykke inde i Samariakløften ”the lazy way”. I Rethymnon boede vi på det lille hotel Seaview. Herfra kørte vi til den lille by Mesi for at besøge finske Anna, som nu for alvor havde etableret sig som vandreguide.

Videre sydpå op over bjergene. Midt på dagen blev vi fanget af tiltagende mørke og tunge skyer i nærheden af Moni Arkadi, klostret, som modstandsfolk i 1866 sprængte i luften, så et par tusinde blev dræbt, både grækere og tyrkere.

Vi kom så langt østpå som til Xerokambos. Længere kan man egentlig ikke komme, hvis man stadig vil kalde det sydkyst. Xerokambos, som vi havde fået anbefalet af Krzysztof fra Polen, gjorde nu ikke det store indtryk. Det gjorde derimod et endnu mindre sted, Amoudi, som jeg lige siden har været forsigtig med at fortælle om.

I luftlinje ligger Amoudi stik sydpå i forhold til Rethymnon. Der er bare to taverner, begge med rooms for rent. Ellers ingen bebyggelse. Og der skulle jo nødigt blive overrendt. Derfor: Tys, ikke et ord til nogen …

Palmestranden ved Preveli havde jeg været på sammen med Julie 3 år tidligere. Men da var vi ikke gået mod øst fra stranden med flodudmundigen. Det gjorde Anne og jeg nu. Det vil sige, vi kørte cirka 9 km på elendig grusvej for at komme frem til stranden og tavernerne, som primitive skilte viste ned til.

Amoudi-stranden er ikke en lækker sandstrand som Preveli-stranden. Men den ligger usandsynligt smukt, og der er bare et kvarters vandring op over klipperne, så er man på palmestranden. Derudover er Amoudi en kombination af isolation, fred, havet tæt på, vandremuligheder, billige værelser … og så er der det søde værtspar – Nikos og Rena – på vor taverna, den, som ligger længst fremme ved stranden.

Det skal tilføjes, at vi har talt i blomstrende og varme toner om Amoudi for andre, der ikke har fundet den samme charme i stranden og stedet, som vi har. Og slet ikke i grusvejen dertil.

Vi nåede også i løbet af de 3 uger at overnatte i Anogia og at deltage i en kæmpe-dåbsfest (alle de børn, der var født i årets løb, blev fejret) i et gigantisk forsamlingshus lidt uden for byen. Nogle fabelagtige musikere spillede, og vi kunne spise og drikke alt det, vi orkede. I dag ville jeg gerne vide, hvem de musikere var.

Og vi nåede til Gavdos, 2-3 timers færgesejlads mod syd fra Hora Sfakion. Derom in another afsnit.