Endnu tættere på den levende musik

(Mig og Kreta – 25)

I baggrunden til højre brødrene Antonis og Giorgos Stivaktakis. I det lyseblå dress deres mor, i den sorte kjole deres moster, døtre til Kretas største nulevende musikstjerne, Psarantonis.
I baggrunden til højre brødrene Antonis og Giorgos Stivaktakis. I det lyseblå dress deres mor, i den sorte kjole deres moster, døtre til Kretas største nulevende musikstjerne, Psarantonis.

Musik har altid interesseret mig. Og jeg har altid villet lytte til den musik, der er blevet spillet, hvor jeg har rejst. Det har ikke været helt enkelt i Grækenland. Men i 2015 skete der et lille skred.

Navnene er mange: Haris Alexiou, Psarantonis, Loudovikos ton Anogion, Melina Kana, Pantelis Thalassinos. Jeg har deres plader, og da jeg i 2003 opholdt mig i Athen et par uger i træk, lykkedes det at se både Haris Alexiou og Melina Kana live.

I årevis fulgte jeg opdateringerne på Psarantonis’ og Thalassinos’ hjemmesider. Hvis deres koncerter overhovedet blev offentliggjort, skete det typisk på selve koncertdatoen eller dagen efter. Sådanne koncerter oplever man jo ikke, når det geografiske udgangspunkt er Danmark.

Kun få gange havde jeg – tilfældigt og heldigt – oplevet levende musik på Kreta. Det havde  været på turiststeder som Platanias og Giorgioupoli, målrettet mod netop turister. Som regel inklusive planlagt indstuderet græsk kædedans. Og så var der lige undtagelsen Lyrakia (Mig og Kreta – 19 / Chania set med andre øjne).

I september 2015 kom Anne og jeg en eftermiddag til Lendas. Fandt et Rooms for rent. Var en tur på stranden og i vandet.

Vort værelse lå tæt på stranden. Anne tog et brusebad. Jeg sad udenfor. Hørte pludselig en klimpren på et instrument. Gik efter lyden, der nærmest kom nede fra stranden, men det viste sig, at den eller de personer, som lod tonerne klinge, befandt sig på en nærliggende taverna, Pyloros.

Inden jeg nåede indenfor, fik jeg øje på en plakat, der fortalte mig alt, hvad jeg behøvede at vide. Den viste et portræt af Psarantonis. Hans navn stod der også, men det var tydeligt, at det ikke var ham, der skulle optræde et par timer senere, men his grandsons. De øvede inden aftenens koncert.

En stor begivenhed i Lendas. Men det lykkedes os at få bord ganske tæt på, hvor instrumenterne var stillet op, og at spise tavernaens udmærkede mad, inden musikken gik i gang.

Dygtige drenge. To børnebørn samt endnu en musiker – to på mandolin, en på lyre. Begge brødre sang. Blandt publikum var der en stolt mor plus en næsten lige så stolt moster, to af Psarantonis’ døtre. De deltog ivrigt både med bifald og dans.

At de to unge mænd hed Antonis og Giorgos Stivaktakis (efternavnet er efter deres far), stod der ikke på plakaten, og det blev ikke nævnt i løbet af aftenen. Vi talte lidt med dem og forstod, at de gerne ville spille mere, men at det ikke var let at få engagementer.

Dagen efter var vi i Anogia, kendt bl.a. som hjemby for musikstjernerne Nikos Xylouris og Psarantonis – også brødre. Vi var en tur inde på museet for Nikos Xylouris, der døde i 1980. Og hvem mødte vi så dér? Jo, en livlig ældre dame, som ikke lagde skjul på, at hun var søster til Psarantonis – og altså til Nikos Xylouris. Hun bød på raki og solgte mig et styk karakteristisk kretensisk hovedbeklædning.

Jeg ved nu, at hun hed Zouboulia, og at hun desværre døde i 2016. At være tæt på hende var næsten som at være tæt på Psarantonis selv – eller på et af hans børn, som også er store musikstjerner i min verden: Sønnerne Giorgis og Lambis Xylouris og datteren Niki Xylouri.

2 store øjeblikke på 2 dage.

Red Beach, en times vandring syd for Matala. Der er blot en enkelt taverna. Og det fineste sand.
Red Beach, en times vandring syd for Matala. Der er blot en enkelt taverna. Og det fineste sand.

På opdagelse omkring Matala

For første gang i mange år tog vi i 2015 på eventyr på Kreta, det vil sige opsøgte lokaliteter, vi ikke havde været på før. Vi "opdagede" Ligres, en stor sandstrand med et par hyggelige tavernaer og en lidt hippieagtig atmosfære, og vi kørte til Matala – og deromkring ikke mindst: Strandene Red Beach (som man må vandre over et bjerg for at komme til) og Kalamaki.

Vi kørte videre fra Matala til Lendas, som vi havde hørt om – bl.a. fra svenskere og danskere, der havde deltaget i musik- og kultur-arrangementer netop her.

Og vi endte så langt borte som i Falasarna helt ude i nordvest, fordi vi ville mødes med nogle venner, der netop da holdt ferie på Balos Beach.

Plakaten, hvor navnet Psarantonis blev nævnt, og man kunne se hans billede. Men hvem der faktisk skulle spille, fremgik ikke.
Brødrene Antonis og Giorgos Stivaktakis – dygtige musikere og sangere, men endnu ret ukendte.
Zouboulia, søster til Nikos Xylouris og Psarantonis, et muntert bekendtskab.

Direkte videre til:
Bort fra stress og travlhed
(Mig og Kreta – 24)