Et musikalsk eventyr

(Mig og Kreta – 26)

Kreta har så ufatteligt meget – spektakulære strande, mægtige bjerge.
Og musikere, der i visse tilfælde er langt forud for dem i Athen.
Problemet er, at det kan være svært at lokalisere deres koncerter.

Niki Xylouri og hendes far, Psarantonis, oven over Betlehemsporten i Heraklions bymur. Foto: Anne Wollter
Niki Xylouri og hendes far, Psarantonis, oven over Betlehemsporten i Heraklions bymur. Foto: Anne Wollter

Nu, 22. september 2016, havde vi – mere eller mindre – løst De Hvide Bjerges gåde, og så var der vel ingen grund til at være på Kreta mere? I hvert fald var vi i Heraklion, på vej ned ad en af strøggaderne for at købe billetter til en færge til Annes græske favoritø, Naxos. Afgang næste morgen.
 
Da fik vi øje på en plakat med Psarantonis’ let genkendelige ansigt på. Sådanne plakater for Kretas største nulevende musiknavn havde vi set før. Det specielle ved denne var, at den reklamerede for en koncert, som endnu ikke havde fundet sted – men som skulle foregå 4 dage senere, 26. september.
 
Jeg havde været så vant til og irriteret over, at når jeg på en plakat eller en hjemmeside opdagede en koncert med et græsk navn, som jeg gerne ville opleve, foregik det samme aften eller en for længst forgangen aften og i en anden by, end hvor jeg befandt mig.
 
Men vi var i Heraklion, og koncerten havde ikke fundet sted endnu. Koncertstedet var ved Betlehemporten, en af portene i Heraklions bymure. Problemet var, at vi jo efter planen skulle til Naxos næste dag.
 
Det fremgik af plakaten, at der solgtes billetter i bl.a. musikbutikken Aerakis på Korai-pladsen tæt på, hvor vi befandt os. Vi gik derhen, snusede rundt mellem cd-hylderne og spurgte til billetpriser. Jeg spurgte også, hvordan man kunne holde sig orienteret om interessante musikbegivenheder. Det fik vi ikke noget entydigt svar på, men kvinden bag disken, som jeg siden har lært lidt at kende (og er Facebook-ven med), Eleni Aeraki, nævnte, at der var en optræden samme aften på et musiksted på den modsatte side af pladsen, og en af musikerne stod lige derhenne.
 
Jeg kiggede i den retning, hun nikkede, og genkendte manden. Jeg havde nemlig flere cd’er med Nikos Stratakis på min græske hylde hjemme i Danmark.
 
Vi købte ingen koncertbilletter, men gik på Milon tis Eridos samme aften henad kl. 23, reddede os nogle af de sidste ledige pladser bagest i lokalet – og havde alle tiders oplevelse med brødrene Nikos og Giorgos Stratakis og de 4 musikere, de havde med på scenen. Så levende og så længe! Springsteen, go home! Vi gik derfra i regnvejr henad kl. 5, og da var der fortsat fuld gang i musikken og i publikum. Men vi havde en færge, vi skulle med, få timer senere.
 
Koncerten med Psarantonis 26. september spøgte de efterfølgende par dage. Det blev naturligvis til, at vi ringede til Aerakis og fik lagt 2 billetter til side. Og vi tog færgen tilbage til Heraklion, havde et ekstra døgn der og fik nogle alt for afbrudte dage på Naxos. Men man må jo prioritere!
 
Billetterne til koncerten under åben himmel oven på bymuren kostede 10 euro, og der var langtfra udsolgt. Ufatteligt. Det var – og er vist altid – en særlig oplevelse at se og høre denne lille mand med det store skæg, store hår og store røst. Og hvis ikke jeg havde anet det inden, blev det denne aften tydeligt for mig, at Psarantonis’ datter Niki Xylouri er en stor stjerne i sig selv. Hun er en af sine fars musikere, men optræder også som solist, både ved hans koncerter og på hans plader. Hun har endnu ikke udgivet noget soloalbum selv.
 
En krølle på historien: Det lykkedes mig på en eller anden måde at miste mit pas under koncerten på bymuren. Det blev siden fundet og bragt til turistpolitiet. Men da var vi for længst tilbage på Naxos – og skulle få dage senere rejse hjem til Skandinavien fra Athen med mellemlanding i Istanbul, måske ikke det rette sted at snakke sig igennem uden pas.
 
Det lykkedes via en privat kontakt mellem Maria, vor hotelværtinde på Naxos, og en bekendt til hende i Heraklion at foranledige en hastetransport af passet pr. kurér til vort hotel i Piraeus – som det ankom til, mens vi selv var på udflugt til øen Agistri! Dagen efter fløj vi planmæssigt hjem fra Athens lufthavn. 

Den meget udadvendte, sprudlende og nærmest skrålende Giorgos og den smukt syngende, spillende og komponerende Nikos – brødrene Stratakis. Ikke fotograferet, da vi så dem i 2016, men i 2018.
Den meget udadvendte, sprudlende og nærmest skrålende Giorgos og den smukt syngende, spillende og komponerende Nikos – brødrene Stratakis. Ikke fotograferet, da vi så dem i 2016, men i 2018.
Vor værtinde på Hotel Elizabeth, Chora Naxos, brugte en koncentreret times tid på telefonen – så havde hun arrangeret, at mit pas blev bragt med kurér fra Heraklion til Piraeus.
Vor værtinde på Hotel Elizabeth, Chora Naxos, brugte en koncentreret times tid på telefonen – så havde hun arrangeret, at mit pas blev bragt med kurér fra Heraklion til Piraeus.
Plakaten, som blev anledning til en returbillet til Kreta.
Plakaten, som blev anledning til en returbillet til Kreta.
Men inden da lykkedes det os at opleve Giorgos og Nikos Stratakis live.
Men inden da lykkedes det os at opleve Giorgos og Nikos Stratakis live.

Nogle af de bedste skiver med
de oplevede navne:

Psarantonis: Nogo / I reckon (1998)
Psarantonis: Rizika (2002)
Nikos Stratakis: Neros & Alati (2015)
Giorgos, Nikos & Manolis Stratakis: Diktamo & Nerantzi (2016)
Giorgos, Nikos, Voula & Manos Stratakis: Epelasi (2018) (normalt nævnes kun de fremtrædende og syngende brødre Nikos og Giorgos, men både ved koncerterne og på pladerne medvirker en tredje bror, Manolis, på slagtøj, og på pladerne har søsteren Voula altid et par solonumre)