22. september 2018 var jeg på toppen af Psiloritis. Stedet hedder Timios Stavros. Havde også været der 16 år tidligere, men da havde det været som del af en gruppe og ad en knap så krævende opstigning.
22. september 2018 var jeg på toppen af Psiloritis. Stedet hedder Timios Stavros. Havde også været der 16 år tidligere, men da havde det været som del af en gruppe og ad en knap så krævende opstigning.

Min seneste vandring
– men ikke min sidste

(Mig og Kreta – 27)

Jeg er den ensomme vandringsmand. Nogle gange overgår jeg mig selv. Bestiger den højeste top … og går derfra helt ned til havet. 2554 højdemeter ned – og omtrent 30 længdekilometer. På mindre end halvanden dag. 

17. september. På vej hjem ved aftenstide. Den ensomme vandrer er fotograferet i udkanten af Argyroupoli.
17. september. På vej hjem ved aftenstide. Den ensomme vandrer er fotograferet i udkanten af Argyroupoli.

I september 2018 genoptog jeg mit projekt med at vandre på de etaper af E4-ruten fra vest mod øst på Kreta, som jeg ikke havde kunnet krydse af i 2002 og 2016.
 
Jeg gik mod øst fra Askifou, gjorde stop med overnatning i byerne Kalikratis, Argyroupoli, Kanevos, Spili og Gerakari. Ikke alt var lige let at navigere igennem. Der kan i realiteten være op til 30 km mellem E4-afmærkningerne. Men man har jo et kort at gå efter. Og der er marker, mennesker og landsbyer i nærheden. Nåede på min sjette vandredag til Foufouras ved vestkanten af Ida-bjergene.
 
Havde 9 dage for mig selv, inden Anne skulle komme til Kreta, inden jeg skulle møde hende i Chania. På den syvende dag,  22. september, var det min mening at gå et stykke op ad Ida-bjerget og nærmest i en cirkel tilbage til Fourfouras.
 
Som udgangspunkt var det i hvert fald ikke min hensigt at gå hele vejen op til Ida-toppen, Kretas højeste, 2454 meter over havet.
 
Bliver nødt til her at gøre opmærksom på, at der hersker en vis navnebegrebsforvirring. Uanset hvad der måtte være korrekt, bliver både bjergtoppen og hele bjergmassivet i flæng kaldt Mount Ida og Psiloritis.
 
Selve det højeste punkt hedder i virkeligheden Timios Stavros. Det stod ikke klart for mig, da jeg i oktober 2002 var der for første gang. Men nu, i 2018, så jeg det tydeligt både på mit Anavasi-kort og skrevet med de metalbogstaver på portalen, der er rejst ved det lille kapel deroppe.
 
Jeg kom nemlig derop. Da jeg var kommet op til Toubotos Prinos-hytten (fra 800 m.o.h. til 1500 m.o.h.) bestemte jeg mig for at nuppe den sidste bid. Det lykkedes. Kl. 16.10 var jeg oppe – efter i alt 1900 højdemeter … og 14 længdekilometer. Var lidt imponeret over mig selv og følelsesmæssigt berørt, da jeg stod der, nærmest som da jeg 2 år inden havde fundet min rygsæk i De Hvide Bjerge.
 
Men her og nu skulle det gå nedad i en vis fart, og 14 km kan være lang vej, når den næste afmærkning kan være svær at få øje på, og når det er let at skride i stenene, der ofte bare er løst grus. Men jeg nåede ned til dér, hvor den vanskeligt synlige sti i stejlt terræn blev til markvej, inden tusmørket blev kulsort. Så ingen fare. Men jeg var først tilbage i Fourfouras efter kl. 20.
 
Mellem Toubotos Prinos og toppen mødte jeg enkelte andre vandrere, men mellem Toubotos Prinos og Fourfouras var jeg ensom – begge veje.
 
Dagen efter bevægede jeg mig meget bevidst bort fra E4-stien. Jeg ville ned til kystbyen Agia Galini. Der var ingen afmærkninger. Men pyt. Det klarede kortfunktionen på min telefon. Ganske fine grusstier det meste af vejen. Smuk natur, masser af olivenlunde, et enkelt kloster. Så godt som ingen cafeer eller tavernaer – indtil jeg nåede Agia Galini. Og kastede mig i havet. Den ensomme svedige vandrer.
 
Næste dag tog jeg bussen – med skift i Rethymnon – til Chania, og havfruen og jeg havde nogle rigtigt fine dage, næsten uden vandrestøvler på.
 
Vender tilbage. Mit telt ligger og venter på mig hos en god ven på sydkysten.


Direkte videre til: Et musikalsk eventyr (Mig og Kreta – 26)