En flodbådsferie for fire blev konverteret til en uge med vandringer og svømmeture på Kreta. Deriblandt en dag, da to af os gik hele vejen fra øens næsthøjeste bjergtinde ned til havet. Det følgende handler om forberedelser, planlægning og om den del af rejsen, som foregik 6.-21. september 2019.
 
Det er ikke en regel, at Anne og jeg skal til Grækenland hvert år, men det er lidt svært at huske, hvilket år vi ikke var der. Det vil sige, nu har der været covid-året 2020, da vi ikke kom uden for Danmark og Sverige.
 
Når sandheden skal frem, var det sådan set heller ikke planen, at vi skulle holde ferie i vort favorit-udland i 2019. I flere måneder stod der ”Flodbådsferie på Canal du Midi” i kalenderen for september, et arrangement, der havde forbindelse til min svigerinde Monas runde fødselsdag tidligere på året. Men i juni stod det klart, at vi – Mona, Thor Bjørn, Anne og jeg – af praktiske årsager måtte finde på noget andet. Vi holdt et møde, og forskellige forslag blev bragt op, bl.a. Donau og Peloponnes. Men det endte med Kreta.
 
Jeg er siden blevet beskyldt for at manipulere den løsning frem, fordi jeg er så glad for Kreta. Min udlægning er, at sådan var det ikke. Jeg bad Mona lukke øjnene og tænke efter, hvilken af de umiddelbart mulige destinationer hun helst ville til. Hun åbnede øjnene og sagde: Kreta. Og lidt efter, at hun gerne ville til bl.a. Rethymno og Samaria-kløften. Steder, som hun ikke havde været.
 
For Anne og mig var der opstået det aspekt, at vi gerne ville undgå at flyve – af rent idealistiske/ideologiske/miljømæssige grunde. Da vi ikke havde (og ikke har) arbejde at passe, har vi i princippet al tid i verden. Og et par dage oveni i den ene og den anden ende af et ophold i Grækenland øger bare mængden af oplevelsesmuligheder. Med senior-interrail er det nærmest win-win at tage tog i stedet for fly.
 
I begyndelsen af august udarbejdede vi en plan for den uge, vi alle fire skulle være på Kreta, 14.-21. september. Bookede overnatning i Chania, Falassarna, Omalos, Anopoli, Loutro og Rethymno. To af os havde også købt flyrejse.
 
Vi to andre måtte en uge før vor påtænkte togafrejse i begyndelsen af september konstatere, at der var begået indbrud i vor lejlighed i København. Det betød nogle dages oprydning og udredning af, hvad der var stjålet, og med ét havde vi ikke tid til at tage toget til Athen og lægge et stop ind på Annes favoritø, Naxos, på den videre rute med båd til Kreta, hvor vi jo skulle være fremme senest 14. september. Så det blev fly. Enkeltbillet. Ankomst til Athen 6. september. 
       
Fire døgn fik vi på Naxos. Og afveksling mellem strandliv og bjergstrabadser. To af dagene brugte jeg på at udforske vandremulighederne omkring byen Filoti, den ene dag sammen med Anne.
 
Færge fra Naxos til Heraklion, bus derfra til Rethymno, hvor vi om aftenen 12. september fandt frem til Preveli Apartments, booket gennem booking.com. Vi har siden 2005 været stamgæster hos Preveli Rooms tæt på Preveli-klostret på sydkysten, men var inden ankomsten ikke klar over, at der var nogen forbindelse mellem de to overnatningssteder. Så gensynsglæden var stor på begge sider, da vi pludselig stod over for en vært, som vi følte, at vi kendte så godt fra adskillige ophold på Kreta.
 
13. september var hele firkløveret samlet i Chania, og vi havde lejet en passende bil i Chanias lufthavn. Dagen efter drønede vi mod Falassarna, hvor vi havde to overnatninger.
 
Det skal understreges, at dette var i 2019 og altså i september. Et normalt år, som sådan ét havde udviklet sig til at være. De fleste turister bookede overnatningssteder lang tid i forvejen, og man kunne ikke bare komme til en by og regne med, at man kunne få et værelse nærmest hvor som helst. Der var nemlig oftest optaget. Sådan var det ikke 15-20 år tidligere. Og hvem ved, sådan er det måske heller ikke efter 2020?
 
Vi kendte vilkårene og havde som tidligere fortalt booket værelser til hele den nævnte uge. Lidt sent, ja, bare halvanden måned før, så vældigt meget havde været fully booked. Men vi fandt noget næsten lige så godt, ret tæt på det ideelle, og måtte så flytte os fra sted til sted efter dét, nu, da vi var fremme.
 
Frem til næste overnatningssted, Omalos, var vi gennem en stor del af Vestkreta. Kiggede efter olivenlunde omkring Petrés, besøgte klostret Chrisoskalitisa, badede ved Elafonisos, spiste frokost i Milia … og det blev sent, inden vi var fremme ved vort overnatningssted i Omalos, som var et helt lille stenhus.
 
To af os havde aldrig været gennem Samariakløften, så det var på grund af den, vi var her. Hvordan var logistikken, som også omfattede en bil?
 
Der var tre muligheder, og Sougia indgik i to af dem. Det blev til, at vi alle fire gik ned gennem den lange kløft. Oplevelserne var forskellige. Akkurat som vor fysiske form var det. Lige meget, det er vanskeligt at abstrahere fra områdets storhed, dybde og skønhed. Vi nåede igennem, men ikke alle uden ”skrammer”.
 
Pustede ud i Agia Roumeli. Tog færgen til Sougia. Og bus derfra tilbage til Omalos. Hvor bilen ventede … på at blive kørt videre, for et par værelser ventede på os i Anopoli, i luftlinje 20 km borte, med bil snarere 120 km, fordi vi lige skulle rundt om De Hvide Bjerge.
 
Og hvorfor netop Anopoli? Dels kendte vi et godt overnatningssted dér, dels ville vi til Loutro, men dér havde vi til netop dén nat ikke kunnet få to ledige værelser. Det havde vi til gengæld til de to følgende nætter, som vi så havde booket dengang, da det absolut var på tide at gøre det, halvanden måned tidligere.
 

To af os – drengene – havde ikke rigtigt fået nok af at vandre. Pigerne ville godt holde en pause på mindst én dag. Jeg havde udpønset en plan, som vi så udførte. Drengene blev kørt ad grusvej så langt op i De Hvide Bjerge, som det er muligt med Anopoli som udgangspunkt. Der – på et punkt, som hedder Rousies – blev vi sat af. Pigerne tog derefter bilen ned til Chora Sfakion, parkerede den og tog bagagen med færgen den 20 minutter lange sejltur hen til Loutro.
 
Målet for os drenge var Pachnes, den højeste tinde i De Hvide Bjerge, 2453 meter over havet. En skaldet skalp, som jeg endnu ikke havde taget. Tre år tidligere var vi blevet sat af det samme sted, da vi skulle ud på en ekspedition, hvis endemål var på den anden side af bjergmassivet (Niáto-platauet). Vi var altså ikke ukendte med området. 
 
Problemet var ikke at bestige Pachnes. Problemet var tiden og distancen. At nå op til bjergets top og derefter ned igen, ikke blot til Anopoli, men helt ned til Loutro, de netop nævnte 2453 højdemeter nede. Ujævnt, stenet terræn.
 
Angivelserne på Anavasi-kortet siger (og sagde), at vi skulle gå 23,9 km, og at det ville tage os 9½ time. Uden at regne pauser med. Og uden at tage højde for, at vi måske ville gå forkert nogle gange.
 
Inden vandringen skulle vi altså køres op. Tak, Anne! Vi havde glemt eller fortrængt, hvor lang tid det tog os i 2016. Det viste sig nu at tage halvanden time ad den skrumplede vej. Vor vandring kom først til at begynde 9.30. Man kan sige, at vi fra start var bagud i tid.    
 
Højdepunktet nåede vi hurtigt, på en time. Når jeg siger højdepunktet, var det den dag ikke bare bjergtinden og den stenbunke, der markerer den. Det var også den musikalske oplevelse, som ventede os deroppe denne formiddag. En mand med sin lyre. Jeg fik oplyst, at han hed Giorgos Maggelakis. Desuden en gruppe kretensere, som forberedte sig på at skyde scener til en musikvideo med ham. En del af flokken havde vi overhalet på vejen op, transporterende en stor drone, et essentielt instrument i optagelserne. Vi blev inviteret til at blive, blev budt på både vand og vin, men sagde høfligt nej tak på grund af vort fokus på den uforudsigelige nedtur til Loutro.
 
Målt på både højdemeter og kilometer havde vi et godt stykke at gå. Men det skred over al forventning for os. Omkring middag var vi allerede forud for vor tid. På et tidspunkt så det ud, som om vi kunne være i Loutro kl. 17. En fornuftig og fornøjelig pause med væsketilførsel på favorittavernaen i Anopoli betød en lettere forsinkelse, men i hvert fald ankomst til havhøjde og havfruer længe inden solnedgang.  
 
Efter den første af de to overnætninger i Loutro tog hele kvartetten til Sweetwater Beach, halvvejs mellem Loutro og Chora Sfakion. Pigerne med udflugtsbåd, drengene langs vandet i vandrestøvler. Under alle omstændigheder en slapperdag.
 
Inden to af os skulle tilbage til Norden, nåede vi også Frangokastelo, Rodakino og en hel aften i Rethymno. Men så var den uge også gået.

Se musikvideoen med Giorgos Maggelakis, som vi mødte den dag, da en del af optagelserne blev til. Videoen giver et facetteret og flerdimensionelt indtryk af bjergene og kysten omkring Chora Sfakion, Loutro, Agia Roumeli, Anopoli, Aradena og Pachnes.
Af rulleteksterne fremgår, at Pachnes stikker 2454 meter op over havoverfladen. Mine kort siger 2453 meter, og det holder jeg mig til.

Direkte videre til:
Igen på den øverste top – 16 år efter første gang (Mig og Kreta – 27)
Alene mod fjerne horisonter (Mig og Kreta – 29)