I 2022 er det 20 år siden, jeg begyndte på mit kretensiske vandreprojekt. Måske bliver det året, da jeg kan sige, at nu har jeg gennemført det. I hvert fald ser de tilbageværende afsnit overkommelige ud, efter at jeg i 2019 var gennem den østlige del af Ida-bjergene.
 
Fra og med 2002 har jeg været i gang – på vandring fra vest mod øst på Kreta på den lange led. Netop i oktober-november 2002 gik jeg ganske mange etaper af fjernvandreruten E4 mellem Elafonisos i vest og Kato Zakros i øst. Men selv om jeg dengang opholdt mig på øen i 40 dage, måtte jeg springe en del etaper over. Adskillige af de oversprungne afsnit har jeg siden taget et for et.
 
I september 2019 havde jeg fået mod på et af strækningens mest drøje og fjerne afsnit, nemlig gennem den østlige del af Psiloritis-massivet/Ida-bjergene. Med fjern mener jeg langt borte fra bebyggelse og asfaltvej.
 
Den vestlige del af massivet – fra Fourfouras til Nida-plateauet – tog jeg delvist i 2002, delvist i 2018. Ved begge lejligheder var jeg på toppen af hele Kreta, nemlig på tinden Timios Stavros, i almindelig tale Psiloritis, 2454 m.o.h., blot en meter højere end Pachnes, den højeste top i Lefka Ori/De Hvide Bjerge.
 
Så nu ville jeg østpå fra Nida. Anne kørte mig op fra byen Vorizia, så langt op, som det var muligt at køre med bil. Det letteste ville have været at komme nordfra, fra Anogia, for derfra kan man køre helt op på plateauet. Men nu var vi syd for bjergene. Og vidste fra tidligere, hvor mange timer det ville tage at køre rundt om dem i bil. Så jeg gik opad, opad, opad, indtil jeg var på plateauet.
 
Det mest spændende de to dage, jeg gik heroppe, hændte netop hér, kort efter at jeg var kommet op, hvor det var mere fladt. Blot seks dage efter at Thor Bjørn og jeg var dumpet ind i optagelserne til en musikvideo på Pachnes, stødte jeg på et andet filmhold.
 
Det første, jeg så, var noget i retning af et militærkøretøj, der stod forfærdeligt skævt, som om det var sunket halvt ned i jorden. Da jeg nærmede mig det, var der folk omkring det, og længere bagved flere folk – og telte og personbiler. Jeg blev så paf, at jeg glemte at tage fotos. Men spurgte lidt til, hvad der foregik. Det var indspilninger til en spillefilm, som skulle handle om borgerkrig i Mellemøsten. Fik at vide, at jeg gerne måtte bede om mad og drikke i spiseafdelingen. Gad vide, om jeg nogensinde finder ud af, hvilken film det er blevet til.
 
Snart efter slog jeg ind på en af de E4-ruter, der går heroppe, og vandrede østpå, indtil det begyndte at blive mørkt. Slog mit telt op. Det havde sidst været anvendt tre år tidligere – i De Hvide Bjerge. Jeg havde haft det med året før uden at bruge det, og i mellemtiden havde jeg haft det liggende hos en bekendt hernede. Netop med henblik på denne vandring.
 
Stod op nogenlunde samtidig med solen. Da var fårene rundt omkring allerede i fuld aktivitet. Jeg gik nu på en form for markvej. Den endte ved en fårehyrdehytte (tror jeg), hvor jeg hilste på en mand, som sad udenfor. Herfra gik det i lang tid ned gennem en bred ravine. Ingen sti, ingen afmærkninger, visse steder svært fremkommelig. Men ingen grund til bekymring. Kortet havde anskueliggjort, at det ville være sådan.
 
I fortsættelsen af ruten passerede jeg et par små kirker, som var beviser på, at jeg var på rette vej, først en, efter 3-4 kilometer endnu en. Terrænet vekslede, men jeg mødte ingen mennesker, ingen beboelse. Gik kortvarigt på en grusvej, hvor en arbejdsbil susede forbi.
 
Flere raviner, flere steder bevoksning, som med god vilje kunne kaldes skov. Da jeg på et tidspunkt kunne se fra bjergmassivet ud over et mere kultiveret landskab mod øst – dvs. her og der bygninger og dyrkede pletter, i begyndelsen blot som små prikker i det fjerne – kunne jeg samtidig se op mod nogle truende skyer. Men jeg undgik regn.
 
Nærmede mig en af de overnatningshytter heroppe, som går under fællesbetegnelsen Prinos. Kunne derfra se ned mod Ano Asites og Kato Asites, hvor jeg havde aftalt at møde Anne. Det havde været en lang og sej dag (ja, alt i alt halvanden dag) i mit eget selskab. Ganske velgørende.
 
Det næste stykke – fra Asites (en af de to ovennævnte) til Arhanes – er herefter det længste manglende stykke i mit samlede E4-regnskab. Men det er på mindre end 10 kilometer. En spadseretur på tre timer, som jeg læser beskrivelsen af ruten.
 
Ganske få ord om hjemrejsen. Da virkeliggjorde vi vor plan om at rejse mere miljørigtigt end ellers, nemlig ved at tage toget. Vi tog natfærge fra Chania/Souda til Piraeus/Athen, hvor vi tog lokaltog til stationen, hvorfra jernbanelinjen til Thessaloniki udgår. Her købte vi vore livs første interrail-pas. Af forskellige årsager havde hverken Anne eller jeg været interrailere som unge, så vi var debutanter.
 
Vi købte passene i Athen søndag morgen, og torsdag eftermiddag var vi i København. Ud over i Thessaloniki gjorde vi stop i Sofia, Bukarest, Arad, Budapest, Wien og Hamburg. Det eneste sted, vi tog en hotelovernatning, var i Budapest, som vi gik på opdagelse i både aftenen inden og dagen efter natten. Ellers sov vi udmærket i togkupeerne, i øvrigt hele vejen uden at have reserveret pladser på forhånd.
 
Vi er bevidste om, at det ville have været hurtigere at rejse gennem Italien. Men ikke spændende på samme måde.

Direkte videre til:
Mere end ét højdepunkt på bjergtoppen (Mig og Kreta – 28)