Vandringsmanden blev rekonvalescent

(Mig og Kreta – 4)

I august 1991 skulle jeg stifte bekendtskab med det kretensiske hospitalsvæsen.
Og med kommunismens fald.

August 1991. Kommunismen forbudt, står der på Ekstra Bladets forside, som er blevet noget krøllet i blæsevejret ved Falasarna.
August 1991. Kommunismen forbudt, står der på Ekstra Bladets forside, som er blevet noget krøllet i blæsevejret ved Falasarna.

Vi var landet sent lørdag aften, var nået frem til Oscar Suites (på grænsen mellem Platanias og Agia Marina) efter midnat, stod op søndag hen på formiddagen og spadserede ind mod Platanias for at finde noget morgenmand/frokost.

Margit havde ikke været på Kreta før. Hun var nysgerrig, ville både på Heraklions arkæologiske museum og i Samaria-ravinen. 

Det, som skete på vej mod vort første måltid på Kreta dette år, skulle hindre mig i at deltage i ret meget.

Ved en fortovskant overså jeg en stump rustent armeringsjern, der stak ud – jeg jog min venstre sandalfod ind i metallet, og det begyndte straks at bløde. Vi gik ind på den første taverna, viklede et par servietter om foden. Såret var ved lilletåen, og da vi kiggede på det, kunne vi gennem det friske blod se lige ind på den hvide knogle.

En times tid senere gik vi til charterrejseselskabets informationsmøde. Fik at vide, at vor hotelejers hustru var læge, og at hun kunne kigge på såret om aftenen. Vi gik ned til stranden, tænkte, at saltvandet kunne rense ...

Først på aftenen så lægen på såret. Hun kunne ikke gøre andet end at sende mig på hospital.

På det kommunale sygehus i Chania kom jeg imponerende hurtigt under behandling. Der var masser af patienter, bl.a. unge skandinaver med ”asfalteksem”, dvs. store skrammer efter motorcykeluheld. Jeg fik at vide, at jeg var kommet for sent. Såret skulle have været behandlet senest seks timer efter, at det var opstået.

Jeg blev alligevel placeret på operationsbordet. Lægen gjorde noget ved foden, men jeg lå ned og kunne ikke se hvad. Så hørte jeg et bump. Og læge og sygeplejerske fik andet at gøre. Margit var nemlig besvimet. For selv om lægen havde sagt, at det var for sent at behandle såret, var han begyndt at skære i det, så blodet sprøjtede. Det blev for meget for min medrejsende.

Filosofien bag behandlingen var nærmest genial: Når man skar i såret, blev det friskt igen, og så behøvede man ikke længere bekymre sig om sekstimersreglen. Foden blev syet sammen, og jeg fik besked på at holde mig fra svømning og på at bevæge mig forsigtigt. Jeg, som troede, at jeg var på vandreferie.

På vej i taxaen tilbage til Oscar Suites spurgte chaufføren, om vi havde hørt, hvad der skete i Rusland. At Gorbatjov var væltet, og at Jeltsin nu var leder? Dengang behøvede man såmænd bare at gå til det nærmeste minimarked, så fandtes der skandinaviske aviser fra dagen før. Vi følte os snart nyhedsmæssigt opdateret igen.

En dag lejede vi et par knallerter og kørte til Falasarna ude mod vest. Det blæste kraftigt. Masser af sol og masser af sand på huden. På vej tilbage pådrog vi os asfalteksem, da en ældre lokal kvinde uden at se sig for gik ud foran os, så vi måtte bremse brat op.

For en gangs skyld fik jeg læst al min medbragte skønlitteratur og en Miles Davis-biografi. Imens tog Margit på vandreudflugt i Samaria-slugten og på museumsudflugt i Heraklion – hvor hun overtog guidens rolle på det arkæologiske museum og fortalte sine medrejsende spontant digtede eventyr fra minoertiden. Måske ikke så seriøst, men troværdigt og underholdende ... tænker jeg. Jeg oplevede det jo ikke.

Direkte videre til:
> Støvede stier og farverige fisk
(Mig og Kreta – 3) 
> Her skulle sandelig ikke mangle oliven
> Mus eller rotte?

Mig og Kreta – 5-6