Det var blevet april 1993, og vi ville bare til Kreta nu. Trangen eller lysten kom over os. Mener, at vi købte en rejse den ene uge, og den næste uge var vi der.

Det blev Elounda. Dengang en ret lille by. Jeg tror, at der bare var ét større hotel. Bussen skulle køre ad en snirklet rute gennem Agios Nikolaos for at komme derud.

Vi blev af vort charterselskab placeret lidt uden for Elounda i en udbygning til et hus, hvis ejer vi havde direkte kontakt med. Der var en eller to andre lejligheder som vores. Der var køkken og bad i hver lejlighed. Vi havde et ungt aalborgensisk par som naboer.

Vi tog på vandringer i nærområdet. Gik ad omveje til Plaka ved kysten mod nord. Var ovre på halvøen Spinalonga. Margit var på en guidet tur til øen, som også hedder Spinalonga, hvor der er befæstningsruiner, og hvor der engang har været spedalskhedskoloni.

På en taverna i Plaka spurgte jeg, om vi ikke kunne få lidt flere end de normale 3 oliven på vor græske salat. Joda, det kunne vi sagtens. Olivenerne var små, men ikke få. Da vi havde spist, talte vi 67 olivenkerner.

Vi lejede en bil sammen med parret fra Aalborg. Stoppede ved Gournia-ruinerne. Ingen vagt, ingen entré. Ganske spændende. Videre til Vai, palmestranden. Ingen vagt, ingen parkeringsafgift. Dagen efter kørte vi op til Lasithi-sletten. Vandrede tværs hen over det flade område og tilbage. En ganske lang vandring i den bagende sol. Gjorde frokoststop i Psichro og var en tur nede i Dikti-grotten, hvor Zeus skulle være født. Hér var der entré, så vidt jeg husker.

Her følger et særligt lille kapitel om Kreta-musen – som måske var en rotte. Den boede vi sammen med i vor lille udhus-lejlighed.

Det var den Kreta-mus.

Da vi kom tilbage til Danmark den 1. maj 1993, havde vi oplevelsen af en fin uge på Østkreta i kroppen og hovedet. Men ...

Vi skrev et brev attesteret til direktør Jens Veino, Larsen Rejser:

”Vi vendte hjem i lørdags fra en uge i Elounda på Kreta. Og kan melde, at vi synes, at det er et smukt og imponerende roligt sted.
Vor lejlighed hos Vasilis havde vi valgt, fordi den lød appetitlig, charmerende og ganske rummelig – helt som vi havde ønsket og forventet til den lave pris, vi havde betalt for vort ferieophold. Der stod oven i købet en buket friskplukkede blomster på bordet og bød os velkommen.
Vort første positive indtryk af byen og omegnen som feriemål er intakt i dag. Det er uforligneligt – selv for os, der havde været på Kreta flere gange tidligere. Hold endelig fast ved Elounda.
Vi har en anden anledning til denne hilsen.
Vort indtryk af lejligheden og af den larsenske guideservice krakelerede delvist undervejs. Vi opfatter det som guidens opgave at have et overblik over hotellets/pensionens funktionsområde og funktionsduelighed. En service, som vel er en del af, hvad vi turister betaler rejseselskabet hjemmefra, så vi selv sparer tid og energi. Og her var det, som om noget kiksede.
Morgenen efter at vi var ankommet, var vor lejlighed (nr. 8) overskidt med muselort. Musene havde tilsyneladende været overalt – på spisebordet, på vores tøj, i sovesofaens sengetøjsrum, i køkkenskabet. Ja, på toiletsædet lå der såmænd muselort.
Nå, der var måske en vis komik i det trods overvejelser om sundheds-/smittefare. Vi var tæt på naturen, og her var åbenbart nogle dyr, som levede – og levede godt.
Vi gik til informationsmødet kl. 12 og talte med guiden om det. Han lovede at ordne sagen. Men da vi gik til ro sent den anden dags aften, var der intet gjort ved det.
Musen indfandt sig da også denne nat. Nu kun i ental, fordi vi havde stoppet mulige tilgangsveje til med sammenkrøllede avissider.
På tredje dags eftermiddag satte stedets vært en rusten musefælde op. Og fint: Den efterfølgende nat ved 01.30-tiden lød et rabalder, da dyret gik i fælden. Musen skramlede og larmede resten af natten ved at kradse løs på metalgitteret for at komme ud.
Om morgenen troede vi først, at dyret var en rotte, da halen var så tyk og lang, at den stak omkring 15 cm uden for fælden. Men ved et kig ind gennem tremmerne kunne vi konstatere, at det var en kæmpe Kreta-mus med fin lysebrun pels.
Vi indtog morgenmad med selskab af vor specielle gæst, som senere på dagen blev fjernet. Men indtrykket af dens besøg holdt sig ugen ud – f.eks. i brugen af køkkenfaciliteter og køkkenredskaber.
Ifølge opslag ville der blive gjort rent fem gange om ugen. Men de muselorte, der blev fjernet, skaffede vi selv af vejen. Da vi forlod lokalerne på den ottende dag, var der stadig bittesmå mørke klumper i bunden af køkkenskabet og i sovesofa-magasinet.
På femte dags aften ophørte vandforsyningen. Toilettet kunne ikke skylle ud, og vi kunne hverken vaske os selv eller vore hænder. På sjette dags morgen var der endnu intet vand. Det kom først op ad formiddagen.
At den lovede udsigt ikke gjaldt Middelhavet, men træerne lige foran det lille lejlighedskompleks, og at balkonen, som også stod anført i vort rejsebevis, tillige var gennemgangslejr for lejlighed nr. 7 og 9, var til at leve med.
Beboerne i begge lejligheder var søde mennesker, som også havde deres at slås med – og vi gætter på, at du hører fra dem også. Hos det unge par i nr. 7 blev der ikke gjort rent, for værten var kommet til at smide sin egen nøgle til deres lejlighed væk. Den ældre mor og hendes voksne datter i nr. 9 havde konstant oversvømmelse i badeværelset.
Og vi kan bevidne, at især mor og datter havde et mærkværdigt svigtende held med at få guide og destinationschef i tale.
Nuvel, dette var Larsen Rejsers første uge i Elounda. Og I skal vel lige lande dernede. Dette brev vil ikke blive skrevet om til en underholdende artikel i Jyllands-Posten, men vi synes, at du fortjener indblik i, hvordan vi oplevede nogle af forholdene på stedet. For der findes måske andre af jeres rejsende, som i højere frad vil fokusere på sådanne forhold end på det herlige miljø, den lille by tilbyder.”

Det er 25 år siden. Elounda er en anden størrelse i dag, Larsen Rejser findes ikke mere, og Jens Veino døde for tre år siden.

Der findes tilsyneladende også i dag noget, som hedder Vasilis Apartments i Elounda-området. Kender nogen noget til det?