Autenticiteten skulle stå sin prøve
(Mig og Kreta – 7)
Utroskaben greb om sig i de år. Nejnej, Margit og jeg boede og rejste stadig sammen. Men vi elskede ikke kun Kreta.
Vi krammede Sicilien og Madeira mere end én gang. Det var på Madeira, vi for alvor kom i gang med at bruge naturen til at vandre i.
Vi rejste til Thassos. Og til Kythira. To skønne græske øer.
Og jeg begyndte at fungere som rejsejournalist, når der var mulighed for det. I november 1993 var jeg på en presserejse til Tunesien, som Fritidsrejser, Falke Rejser og Sol-Rejser havde inviteret bl.a. Jyllands-Posten på. Med på turen var også Stig Elling, dengang ejer af og direktør for Sol-Rejser. I fællesskab oplevede vi bl.a. en prægtig solopgang en ekstremt tidlig morgen i en iskold ørken.
Da Sol-Rejser i 1994 forsøgte at sælge rejser til mere autentiske lokaliteter på Kreta og til kombinationen Kreta-Kythira, lykkedes det mig at kombinere ferie og arbejde. Jeg satte mig for at teste Sol-Rejsers autenticitet for bagefter at skrive om oplevelsen.
Vi nuppede fire uger. Tre på Kreta, en på Kythira.
Første stop: Giorgioupoli. Tidligere fiskeleje, som endnu ikke havde så stor erfaring med turisme. Boede på Hotel Fereniki og foretog vandringer ud derfra. Der var flere ret uberørte landsbyer i nærheden.
Bjergene rejste sig både mod syd og mod vest. Inden for behagelig gåafstand var der også noget så eksotisk som en sø, Kournas, Kretas største. I sig selv var Giorgioupoli en fin og stemningsfuld by at holde badeferie i.
En dag lejede vi mountainbikes og cyklede til Aspro, der ligger højt og lidt isoleret. Her boede min ven Martin hos en bekendt, der havde indrettet en gammel bygning til bl.a. smykkeværksted. Sammen med Martin cyklede vi ned til Almyrida og badede og solede.
Samaria er en opreklameret turistfælde
(Mig og Kreta – 8)
Så direkte sagde vi det nok ikke, men i 1994 var vi ret u-begejstrede for den naturskønne kløft.
Kald os arrogante eller ignorante. Men Samaria var egentlig ikke på vort program det år – og jeg havde på det tidspunkt endda aldrig gået hele vejen gennem slugten.
Fra Giorgioupoli drog vi sydpå, bevægede os i måske 10 dage rundt ved kysten mellem Chora Sfakion og Agia Roumeli. Mere om dét længere fremme. Men en dag tog vi færgen til Agia Roumeli og vandrede ind i Samaria-ravinen ”the lazy way”. Ind til Jernporten, dér, hvor kløften er smallest. Og tilbage. Det myldrede med turister. Vi hørte et par amerikanere foreslå, at der skulle sættes en lysregulering op. Seriøst.
Siden flyttede vi til bjerglandsbyen Laki, som det år – og kun dét år – var dansk charterdestination.
Sol-Rejsers direktør, Stig Elling, ville gerne bringe nogle af sine kunder uden for de mest turistede områder, og Laki har en smuk beliggenhed tæt på Lefka Ori, De Hvide Bjerge. På hotellet, som vi kom til at bo på, taltes der pænt (grænsende til begejstret) om den danske rejsedirektør. Det samme gjorde andre hotelejere, som vi boede hos på denne rejse. Stig havde selv været der, kigget sig omkring og talt med de mennesker, der skulle huse hans kunder. Det blev værdsat.
Der var – og er – lige en detalje ved Laki, som det kan være praktisk at kende på forhånd: Landevejen fra Chania til Omalos-plateauet (og dermed til nedgangen til Samaria-ravinen) går gennem landsbyen. Der findes nærmest ikke andre veje, hvis man som turist vil til Samaria.
Vi kom om aftenen, spiste på den taverna, som var en del af vort lille fine hotel. Anede intet om, hvad næste dag ville bringe. Havde tænkt, at vi ville ud at vandre i nærområdet.
”Busser om morgenen kan virke forstyrrede,” stod der faktisk i Sol-Rejsers katalog. Så lad dem da støje lidt. Vi kan vel vende os om og sove videre, hvis vi har behov. Sådan ræsonnerede vi på forhånd.
Vi kom til at vende og dreje os i sengen – og kunne imens tælle de busser, som passerede uden for vinduet. Gaden er smal og går stejlt opad for den trafik, som er på vej mod Omalos og Samaria. Bus efter bus rumlede og osede langsommeligt op gennem Laki. Mellem klokken 6 og 9 kunne vi tælle ret præcist 50 busser. Larmende trafik stort set non-stop.
Bortset fra dét (!) var Laki fin. Bussernes kørsel senere på dagen i den modsatte retning var ikke så støjende, for da gik det jo nedad.
Og området er smukt, frodigt, grønt, og der er andre små, fine – autentiske! – landsbyer i nærheden. Bjergskråninger. Olivenlunde.
Lille by med stor charme
(Mig og Kreta – 9)
Bare synet af den hvide bebyggelse i bugten. Især ovenfra. Så storslået og dog så småt.
Jeg har taget mange billeder der – fra mange vinkler. Alle fotos, du ser her, er fra maj 1994. Jeg har taget en masse senere. Dem kommer vi måske til. Dette er en føljeton, som lever sit eget liv.
Sol-Rejser (Stig Elling!) havde sat mig i forbindelse med Alison, græsk gift englænder, som ved det første møde kan virke lidt vranten, livstræt, næsten afvisende. Men det er overflade. Hun er så sød, interesseret, opmærksom, meget hjælpsom. Hun kan også være temperamentsfuld og viljefast, når der er grund til det. Det er der af og til i Grækenland. Hun ejer Hotel Porto Loutro.
Loutro er et af de steder på Kreta, jeg helst vender tilbage til. Men da vi kom dertil i 1994, kendte jeg ikke til det. Jeg mødte Loutro gennem Alison, men der er mange andre søde hotelejere, og alle overnatningsstederne har havudsigt. Andet er nærmest ikke fysisk muligt.
En af de charmerende sider ved Loutro er den lille størrelse. En anden er, at der ingen biler er. Du kommer dertil med færge eller i vandrestøvler. Der fører ingen vej dertil. En tredje er omgivelserne.
Ovenover ligger Lefka Ori, De Hvide Bjerge. Du kan vandre langs kysten mod øst til Chora Sfakion eller mod vest til Agia Roumeli (og derfra videre op i Samaria-kløften). Der ligger flere fine strande på vejen (=stien) – de mest kendte er Sweetwater Beach i østlig retning, Marmara Beach i vestlig. Der er masser af muligheder for at variere vandreruterne. Gå f.eks. til de næsten forladte landsbyer Livaniana, Aradena og Agios Iohannis. Næste stop er bjergmassivet.
Alison regerede i 1994 over både Hotel Porto Loutro I og Hotel Porto Loutro II. Også kaldet Hotel Porto Loutro On The Beach og Hotel Porto Loutro On The Hill. Siden har hendes datter overtaget den øverste afdeling – som vi dengang kom til at bo i.
Udsigten déroppefra er spektakulær, og du indtager morgenmaden (yoghurt med honning, blødkogte æg, hvad du måtte ønske) under en parasol og kan se alt, der foregår. Vandrere, der klatrer op ad bjerget, færger, der lægger til og sejler ud igen.
En formiddag sad vi med morgenmaden, da det rumlede ekstra kraftigt under os. Kaffekopperne hoppede på bordet. Vi kiggede ned mod færgelejet under os. Men færgen var sejlet ud, befandt sig flere hundrede meter borte. Det gik op for os, at vi netop havde oplevet et jordskælv.
Åbenbaringen Aradena
(Mig og Kreta – 10)
Vi vandrede dertil fra Loutro. Først op over bjerget til Anopoli, som er en vidtstrakt og spredt bebyggelse. Derfra nogenlunde ligeud mod vest.
Det lykkedes os at fare vild undervejs, men vi fandt tilbage til den rette sti. Kunne kigge hen over ravinen, som vi havde hørt om – og se en zigzag-sti på den modsatte side, lodret op ad kløftens væg derovre. Der gik også en sti ned på vor side, lodret ned under os. Altsammen var et fantastisk syn.
Så hørte vi en mystisk rumlen tæt på. Først kunne vi ikke se hvorfra eller hvorfor. Siden blev vi klar over, at alle, der har været der, kender stedet netop på grund af den lyd og på grund af broen, som den stammer fra. Broen over Aradena-ravinen. Hver gang et køretøj kører over, rumler det bare. Tungt, rungende og højt.
Vi tog den ene zigzag-sti ned og den anden zigzag-sti op. På den ene side var der skygge. Belejligt.
Landsbyen på kanten af den vestlige side af ravinen – Aradena – lå i ruiner. Man var begyndt at restaurere et par huse. Under alle omstændigheder var beliggenheden storslået. For den, som kunne udstå lyden fra bilerne og broen.
I 1994 gik vi ikke ret langt ned i ravinen. Vi gik videre mod vest til Agios Ioannis og fandt en stejl, skøn sti ned til kysten derfra.
Siden har jeg været nede i slugten og er gået gennem den ned til Marmara Beach flere gange. Adgangen er blevet lettere end dengang. Der er gjort et stort arbejde ved en passage, hvor man ellers skulle ned bl.a. ved hjælp af en lodret hængende metalstige – nu er der en sti med rækværk på siden af kløften på dette sted.
Direkte videre til:
> Her skulle sandelig ikke mangle oliven > Mus eller rotte? (Mig og Kreta – 5-6)
> Højdeskræk og nålestik (Mig og Kreta – 11)