Den sejeste kvinde
Inger Lambertsen, født Kjeldbjerg 1922 (død 2006).
"Mor, mor, vil du ikke godt holde op med at ryge?!? Du kan dø af det. Og jeg elsker dig, den smukkeste og sødeste og bedste i verden ..."
Da jeg var fem-seks år, føltes det livsvigtigt at få mor til at droppe cigaretterne. Hun holdt det meste af sit liv fast ved, at de var en af hendes få fornøjelser, og den skulle ingen tage fra hende. Få år senere var en pakke North State et af de faste punkter på indkøbslisten, når jeg "kørte ærinder" for hende i Brugsen. Endnu senere var jeg den, som på mine udlandsrejser købte cigaretter med hjem til hende – første gang, da jeg som 13-årig hjembragte en karton Phillip Morris filtercigaretter fra Schweiz.
Hverken mine tre søskende eller jeg har været rygere, men alle min mors fem børnebørn ryger eller har gjort det. Som om hver generation reagerer trodsigt på den foregående generation. De fleste af min mors søskende røg. Derimod kan jeg ikke se for mig, at min morfar eller min mormor skulle have været rygere.
Men måske var de det i deres velmagtsdage, nemlig i 1910'erne og begyndelsen af 1920'erne. Min morfar var storbonde på Mors, da min mor blev født, og nu kommer vi til det: Det blev hun for 100 år siden. I dag, 27. august! Til lykke, mor, deroppe!
Da hun var fire, begyndte familiens deroute. Min morfar var uheldig, da han kautionerede for en yngre bror, og et par år efter, i begyndelsen af 1930'erne, da tiderne i det hele taget var ugunstige for rigtigt mange mennesker, blev bunden nået med bopæl i nogle fugtige kælderrum i Nørre Snede. Da har min mor været 10-12 år.
Hun var en sund og nysgerrig pige, så vidt jeg har kunnet fornemme. Lidt doven og lidt egenrådig. Lidt langsom til at beslutte sig for, hvad hun skulle i livet. Spillede tennis og håndbold, gik til gymnastik og korsang, havde let ved at dygtiggøre sig i alt, som hun engagerede sig i – også at spille på musikinstrumenter, tegne, male, skrive og udføre praktisk arbejde i køkkenet såvel som på markerne. Var i huset flere steder, bl.a. i hovedstadsområdet og på Djursland. Oplevede lige efter krigens afslutning at være med til at tage sig af blodige, sårede tyske soldater, hvis skib var blevet sænket ud for Djurslands østkyst.
Boede hjemme hos forældrene og var husmor dér i flere perioder, når hendes mor, min mormor, var på hospitalet for at blive behandlet for kræft, en sygdom, som til sidst tog livet af den gamle.
Først da, i 1951, havde min mor, som nu var sidst i tyverne, fundet sig en varig livsledsager. Hun og den mand, som skulle blive min far, blev gift i december 1950. De følgende 40 år var hun gårdmandsfrue i Sydvestjylland. Og nok mere ambitiøs, end de fleste anede. De senere år har jeg været igennem breve, som hun i 1950'erne skrev til sine søskende. Hun redegjorde stolt for dagliglivet med markarbejde, høst, moderniseringer og udvidelser af gården – og bare i sidebemærkninger blev vi børn og vores udvikling nævnt.
Min mor var født og vokset op i en grundvigiansk tradition. Af den fulgte en lyst til at diskutere. En lyst, som mange vil mene, at min far ikke delte. Hun udviklede en raffineret evne til at indtage et standpunkt, som ethvert fornuftigt tænkende menneske måtte være uenig i – og måtte tage til genmæle mod. Min far lærte sig at forlade arenaen i stedet for at tage diskussionen op. Det frustrerede min mor grænseløst. Vi børn og alle mulige andre faldt derimod igen og igen i de fælder, som hun helt frem til sin død satte op for at skabe liv i samtalerne.
Hun blev enke som 57-årig og beholdt gården i 10 år derefter. Var imponerende handlekraftig i sine økonomiske og praktiske dispositioner, også, da hun solgte ejendommen og flyttede tilbage til Østjylland (Silkeborg-Skanderborg-området), hvor hendes forældre boede fra 1934 og frem, hvortil hendes ældste datter Lone, min søster, var flyttet, og hvor hun kunne være så tæt som muligt på sine børnebørn.
Inden da havde hun nået at være kæreste i et par år med en mand, som var langt mere festlig og snakkesalig end min far – og mindre økonomisk. Det kom der både iltre diskussioner, morsomme optrin og farverige rejseeventyr ud af. Hvad der præcist gik skævt, blev vist holdt hemmeligt. Måske gik temperamenterne og diskussionstrangen over gevind, og min mor ville ikke finde sig i hvad som helst.