Spørgsmålet er blevet stillet mig af forskellige mennesker. Straks efter.
Og flere gange siden. Vredt, forarget eller bare undrende. Alt med rette.

18. maj 2016 gik jeg målrettet op i det vildeste bjergmassiv på Kreta, for det ville jeg bare. Mente selv, at jeg havde proviant og vand nok med til de 2-3 dage, som vandringen gennem De Hvide Bjerge fra vest mod øst ville tage.

Men hvor gennemtænkt var det? Hvor sikkert? Hvor forsvarligt og ansvarligt?

Det var jeg vel ikke fuldt klar over. Og skal man være det, hver gang man går ud i naturen? Eller i trafikken? Der er uforudsigeligheder og farer overalt.

Nu, 3 år senere, kan jeg ikke besvare spørgsmålet meget bedre end dengang. Har jeg fortrudt noget? Ville jeg gøre noget anderledes, mere sikkert, hvis det var i dag? Har jeg lært noget?

Næppe. 

Anne, min søde og omsorgsfulde frue, var på det tidspunkt beskæftiget i en flygtningelejr i Piraeus, Athens havneby. Her er den koncentrerede version af mit eventyr, som hun formulerede det 23. maj 2016:

”For en uge siden gjorde Jakob et stop i Piraeus og hjalp os med at servere te en morgen, inden han tog videre til Kreta for at vandre i Lefka Ori, De Hvide Bjerge. Men vandringen gik ikke som planlagt. Han havde tænkt, at han ville overnatte i telt en enkelt nat, men fandt så ikke den rette sti, forsøgte mange forskellige veje, og det sluttede med fire nætter ude i det fri. Maden tog slut, vandet tog slut, telefonens batteri tog slut, fire redningsteams plus en helikopter søgte efter ham – plus frivillige. Nej, jeg spøger ikke. I går, på femtedagen, fandt han dog selv ned fra bjergene, blaffede til den nærmeste by, gik ind på en taverna, bad om et glas vand – det første i over et døgn – og bad om at låne tavernaejerens telefon for at ringe 112 og afblæse den redningsaktion, som han var centrum for.”

Min egen version af eventyret begynder her.