Planen, forberedelserne
og den vellykkede begyndelse
og den vellykkede begyndelse
(Dag 1 og 2)
Det var ventet, at min vandretur hen over De Hvide Bjerge ville blive besværlig.
Og det blev den. Hen mod slutningen af dag 2.
Lokalbussen fra Chania var ved endestationen i Omalos lidt før kl. 9.
Jeg tog den med ro. Gik ind på cafeen. Lod dagens Samaria-vandrere stresse afsted ned i kløften. Tog en kop kaffe. Købte en lang flute-sandwich med feta, salat og tomat og nogle nødde- og frugtbarrer. Disse fødevarer røg ned i rygsækken, hvor der også lå 4 store appelsiner og lidt mere end 5 liter vand. Sad udenfor og nød solen, inden jeg stolprede mod øst, op ad bjerget, lidt i 10.
De, som kender mig, ved, at jeg ikke er nogen storspiser, og jeg følte mig faktisk passende forsynet til 2, evt. 3 dages vandring. Det skal tilføjes, at jeg var kommet så sent til Chania fra lufthavnen aftenen i forvejen, at de nærmeste minimarkeder var lukket, og om morgenen på vej til bussen var jeg heller ikke kommet forbi nogen normal fødevarebutik, som var åben. Ellers havde jeg nok købt mere fornuftigt ind – og mere. Men jeg ville bare op i bjergene nu, og jeg var ikke bekymret. Jo mindre proviant, jo mindre at bære på.
Det gik egentlig rigtigt fint. Den første dag vandrede jeg raskt derudad. Stien var let at følge, eksemplarisk afmærket.
Det var 18. maj. Efter en nat med frostrim på teltdugen – det var uventet koldt i soveposen her, i ca. 2000 meters højde – var det 19. maj, og jeg strøg videre ud ad E4-ruten. Det gik fortsat ganske fint indtil midt på denne dag.
Jeg var kommet så højt op, at der lå tykt med sne flere steder, men jeg vil ikke påstå, at det var derfor, at det efterhånden blev sværere at få øje på E4-afmærkningerne. Flere gange kom jeg bort fra stien, så jeg rodede rundt i terrænet med min – trods alt – fuldt lastede 35-litersrygsæk, og da mørket kom snigende, havde jeg endnu ikke nogen fornemmelse af at være tæt på at kigge ned på Askifou-plateauet, mit mål.
Det ville altså blive til en tredje dag i bjergene. Denne anden nat slog jeg teltet op på en skråning oven for et område, der kunne minde om en forladt grusgrav – masser af dybe kæmpehuller, lidt farligt at bevæge sig rundt mellem.
Planen? Den var simpelthen af følge stien. Men jeg vidste, blandt andet fra medbragt vandrelitteratur, at der cirka midtvejs mellem Omalos og Askifou ville være steder, hvor stiens fortsættelse kunne være svær at få øje på, og et sted skulle man være varsom med, om man valgte at gå mod nord (mod venstre) eller mod syd (mod højre).
Havde jeg kunnet forberede mig bedre på de udfordringer, som De Hvide Bjerge mødte mig med? Var det idiotisk at gå alene herop?
Ud over Anne, min kæreste, som opholdt sig i Piraeus, og som jeg havde svært ved at sms-kommunikere med heroppefra, kendte Josef og Lula, mine hotelværter i Chania, til min plan om at krydse De Hvide Bjerge. De opbevarede det meste af min bagage, og de havde givet mig de 4 nævnte appelsiner med.
Læs Annes koncentrerede version af historien om min vandring: Hvad tænkte du på?
Næste afsnit: E4 blev borte!