Stairway to ... The White Mountains
(Mig og Kreta – 15)
Tilbage til sporet. Tilbage til 2002. Tilmed tilbage til E4, fjernvandrestien, som bl.a. går hele vejen hen over Kreta.
Den 21. oktober det år var jeg det ideelle sted for at fortsætte min planlagte vandring ad E4. Der kan sagtens argumenteres for, at jeg indtil da havde gået strækningen fra Elafonisi frem til Omalos. Nåja, jeg manglede sådan set afsnittet Sougia-Agia Roumeli, som jeg havde hørt flere berette om som et sejt stykke. Men det måtte vente til senere.
I hvert fald var Margit og jeg nu kommet med bus til Omalos og vandrede opad derfra fra omtrent samme sted, hvor de fleste går ned, nemlig ned gennem Samaria-slugten. Vort mål var Kalergi, en hytte på sin egen lille bjergtop. En rummelig hytte i flere etager. Hvis det skal være, kan der overnatte op mod 50 personer i store og mindre sovesale.
Man kan sagtens køre bil op til hytten, men det er ujævn grusvej, og ikke mange gør det.
Hvad vi altid vil huske, er, at da vi ankom efter at være gået op, op, op, fra 1200 m.o.h. til 1680 m.o.h., 5 km på 2 timer, blev vi mødt af bragende høj musik. ”Stairway to Heaven” med Led Zeppelin bragede løs oppe fra hytten – fra den lille tinde ud over dalene.
Der er en gevaldig udsigt deroppefra. Mod vest mod Gingilos, mod syd ned i Samaria-kløften og mod øst mod de højeste tinder i Lefka Ori, De Hvide Bjerge, kronet af Pahnes, Kretas næsthøjeste bjerg. Jeg kan bevidne, at nattehimlen kan være fantastisk at kigge på derfra.
Vi hilste på en unge blond kvinde, som sad på verandaen og skrællede kartofler. Da hun var aldeles alene i en radius af adskillige kilometer (indtil vi kom), kunne ingen tage anstød af, at hun spillede sin favoritmusik for fuldt drøn. Kartoflerne var til vores aftensmad.
Hvis vi havde været ordentligt udstyret, kunne vi være fortsat fra Kalergi videre op mod højderne i Lefka Ori, De Hvide Bjerge, altså bestige dem og stige ned på den anden side. Men vi havde hverken telt, soveposer eller tilstrækkeligt med proviant med.
Kvinden hed Carola, tysker fra Dresden. Hun rådgav os om, hvad vi kunne gøre, og det gjorde vi. Vi gik den følgende dag fra Kalergi så langt som til bjergtoppen Melindaou, 2133 m.o.h. Og retur til Kalergi. 3 timer hver vej. Flot vandring, flotte udsigter, solskin dagen lang, kun en anelse køligt på toppen.
Vi kom også til at møde Josef Schwemberger, en østrigsk forretningsmand, som slappede af dele af året ved at drive Kalergi-hytten. Det gjorde han i 39 år frem til 2014. En interessant og karismatisk mand, som dengang tjente penge i Kina og Indien på at forvandle benzinbiler til gasbiler. Når han var på Kreta, var han vandrehjemsvært og guide for grupper af vandrere.
Direkte videre til:
Der var en plan – og der var andre muligheder (Mig og Kreta – 14)
En dødkedelig opstigning til højdepunktet (Mig og Kreta – 16)
Tak. Karste