Historien om Steeleye Span (6): Efter fem stabile år var der kortvarigt uro.
Derefter fulgte trekvart lykkeligt år.
Efter et tæt turnéprogram i 1976 var der metaltræthed. Stemningen var desillusioneret og opgivende. Medlemmerne af Steeleye Span var tilfredse med ”Rocket Cottage”, men publikum købte ikke pladen. Maddy Prior var i gang både med sin første soloplade og med et duoprojekt med June Tabor, Silly Sisters. Bob Johnson og Peter Knight var netop færdige med deres eget storstilede projekt, ”The King Of Elfland’s Daughter”.
I maj 1977 forlod Johnson og Knight, som for alvor havde bragt rockmusikken ind i Steeleye Span, gruppen. Uden nogen uddybende forklaring. Bandet nærmede sig sin afslutning. Men der var endnu kontraktlige forpligtelser at opfylde.
Martin Carthy, dette vidunder af en folkesanger og guitarist, fik et opkald fra orkestret, akkurat som han havde fået syv år tidligere. Igen sagde han ja. Dog med en slags betingelse. Han ville have Englands accordeonspiller nummer ét, John Kirkpatrick, med. Det havde han også villet i 1970, men da insisterede han ikke stærkt nok. Så dengang blev det i stedet violinisten Peter Knight.
Der var en underbetingelse, kan man sige. Aftalen skulle kun gælde trekvart år. Derefter ville Carthy og Kirkpatrick tilbage til de solokarrierer, som de her satte på pause.
Det blev et lykkeligt trekvart år trods den indbyggede udløbsdato i midten af marts 1978.
”Storm Force Ten” (bandets 10. album) blev indspillet på en uge i september 1977 og udkom to måneder senere.
Musikken var smuk og stærk, spændstigt spillet. Martin Carthy var forgrundsfigur, som han havde været det i 1970-1971, nu med et meget mere varieret guitarspil end før, og hans og Maddy Priors stemmer var modnet og klang vidunderligt sammen. Både med hinanden og mod hinanden. At få harmonikatoner ind i stedet for fiol var også et velkomment energitilskud.
Yderligere en fornyelse: To af sangene var ikke middelalderlige eller fra et forgangent århundrede. Nemlig Bertolt Brechts ”The Black Freighter” og ”The Wife Of A Soldier”, den førstnævnte tilmed med Kurt Weills melodi.
Og så var gruppen (Mark IV) for alvor tilbage ved de lange vokal- og tempovekslende paradenumre, bedst med ”The Victory” (næsten 9 minutter) og ”Treadmill Song” (6 minutter), rene minioperaer.
Men det stod fast, at nu var det slut. Her ophørte Steeleye Span officielt som en working unit. Dokumenteret ganske smukt med livealbummene ”Live”, optaget i Leicester 11. februar 1978, udgivet i september 2019, og ”Live At Last”, optaget i Bournemouth 7. marts 1978, udgivet senere samme år. Kun det 10 minutter lange ”Saucy Sailor / Black Freighter” går igen på de to optagelser.
To år senere var det dog ikke slut mere. Gruppen blev gendannet med succesbesætningen (Mark III), der havde holdt sammen 1972-1977. I 1980 udkom ”Sails Of Silver”, det første album, hvor flere kompositioner var skrevet af nogle af bandets egne medlemmer, og det sidste album, som Tim Hart, der havde været med fra begyndelsen, deltog på.
Pladen var en lidt mat omgang, og Tim Hart følte, at han havde nået, hvad han behøvede – hitlisteplaceringer og stadionkoncerter. De seneste år havde kurven været konstant nedadgående, og han ville koncentrere sig om sin familie. Han udgav to plader med musik for børn (i 1981 og 1983), som flere fra Steeleye Span medvirkede på.
Siden blev han skilt. Og flyttede til den kanariske ø La Gomera. Han bosatte sig i Lomo del Balo i den øverste del af Valle Gran Rey, spillede lidt med lokale musikere, fotograferede og udgav i 2004 bogen ”La Gomera – A Guide To The Unspoiled Canary Island”. Han medvirkede også enkelte gange ved koncerter hjemme i England, bl.a. Steeleye Spans 25-årsjubilæumskoncert i London 2. september 1995. Juleaftensdag 2009 døde han af kræft, 61 år gammel.
Advarsel: Der findes en plade med Tim Hart udgivet i 2004, ”Five After Four”, med keltisk instrumentalmusik. Det er ikke dén Tim Hart, men en noget yngre californisk fløjtespiller.