Udo Lindenberg oplevet i Bremen
28. maj 2017
Udo Lindenberg var et stort navn i Tyskland i 1970'erne og 1980'erne. Lidt mere trægt gik det for ham i de to følgende årtier.
Ude i Europa er han nærmest en hemmelighed, men i forbundsrepublikken er der respekt om ham. Altså: Han er stor. Hans to seneste studiealbum, "Stark wie Zwei" fra 2008 og "Stärker als die Zeit" fra 2016, har ikke desto mindre været uventede bestsellere. Måske hans største kommercielle succeser i en snart 50 år lang solokarriere.
Han har netop givet to koncerter med sit Panikorchester i den gigantiske ÖVB-Arena i Bremen, og han sætter sit præg på byen, som var det The Rolling Stones eller Bruce Springsteen, der var på besøg.
I maj og juni er Udo Lindenberg på en flere end 20 koncerter lang turné til store haller med sit Panikorchester, udelukkende i Tyskland.
71 år er han blevet nu i maj, og der er kommet noget alfaderligt over ham - et germansk modstykke til Johnny Cash eller Leonard Cohen?
Billedet herover er taget af Tine Acke, livsledsagerske til der Man mit dem Hut gennem de seneste snart 20 år.
Se videoerne "Plan B" og "Durch die schweren Zeiten" under Værd at lægge mærke til!
Udo Lindenberg, Stärker als die Zeit, Live 2017,
ÖVB-Arena, Bremen, 27. maj 2017.
Sekundviseren går fra 19:59:59 til 20:00:00, og introtonerne, der lægger op til koncertens første egentlige nummer, er i gang. Tysk præcision. Spektakulære fyrværkerieffekter allerede under introen. Og snart følger stærke, fortættede sange - "Einer muss den Job ja machen", "Ich mach mein Ding" og "Cello". Jamen, vil han da fyre alt krudtet af på under end en halv time?
Nåja, så kommer der løssluppent tryk på med den mere festlige "Rock'n'Roller" ... og ind kommer nydeligt instruerede, rørende skolebørn, som synger med på "Wozu sind Kriege da".
På nettet findes der ikke sætlister fra så mange Udo-koncerter, som man skulle tro, men vi kan konstatere, at aftenens sange er præcis de samme i præcis den samme rækkefølge som ved nylige koncerter i München, Stuttgart og Düsseldorf. Når man ser, hvordan denne koncert forløber, forstår man hvorfor. Ambitiøs scenografi, mange forskellige effekter, indlagte cirkusnumre, videoindslag og gæstesangere og -musikere indgår i en avanceret og nøje tilrettelagt helhed.
Her er sådan set ingen storskærm, men musikerne filmes og projiceres direkte op på et gigantisk lærred, som der også vises alt muligt andet på. Nogle af sangene er kærlighedsballader, andre har et politisk budskab. Putin er en slyngel, og det giver Udo utvetydigt udtryk for som oplæg til "Strassenfieber" og "Sie brauchen keine Führer". Man kan undre sig over, at Trump og Erdogan ikke får lige så klar besked, men deres ansigter indgår i hvert fald i en kavalkade på lærredet med obskure statsledere.
Det er et multishow, hvor også Udo Lindenbergs og hans musikeres kærlighed til cabaret og 1930'er-dekadence foldes ud - inklusive en vis vulgaritet og noget, der sagtens kan opfattes som sexisme. Inden for de skitserede rammer er der megen spontanitet, ja tæt på anarki, næsten ingen grænser for noget som helst.
Der kommer mange damer på scenen i løbet af aftenen, og Udo når vist at kysse på dem alle, og det er på munden og flere af dem mere end én gang.
Da der er gået over to timer, og festen er i fuld gang, sker der en ny vending. Efter den humørfulde "Reeperbahn" bliver det igen alvorligt og indtrængende med balladerne "Eldorado" og "Ich schwöre", inden den centrale figur i hele showet hejses op og bort, som skulle han ud på en rumrejse.
Alt efter humør kan man tolke det, som om 9 af aftenens 30 sange har været ekstranumre. Eller at der ingen ekstranumre var.
Det hele slutter med et undergangsinferno, hvor vi ude midt på hallens gulv tydeligt føler den brændende varme fra fyrværkerieffekterne oppe fra scenen, og de store bogstaver på lærredet KEINE PANIK får sin egen form for autenticitet.
Hvis du ikke vidste det: Udo kan også tegne.
Og hvis du vil vide mere: Portræt af Udo Lindenberg i Jyllands-Posten 10. feb. 2003
Delta Blues Band feat. Miriam Mandipira, Prismen, Amager, 28. oktober 2017.
På det omtrent tilsvarende tidspunkt under Copenhagen Blues Festival 2016 spillede Delta Blues Band med det dengang nykårede årets danske bluesnavn, Miriam Mandipira, i et råt lokale under Knippelsbro, formentlig et tidligere lagerlokale. Det var sejt, tæt på vildt. Prismen er en kontrast. Et relativt nyt, fint lokale med masser af rummelighed. Men kulisserne er vel ligegyldige, så længe musikken spiller?
Dette er festivalens tredje koncert med guitaristen, pianisten og sangeren Troels Jensen og den herboende zimbabweanske sangerinde Miriam Mandipira som hovedpersoner. Først var det med et bluesbigband, så som duo og nu med et bluesrockband.
Flere sange går igen. Denne aften hører jeg i hvert fald både ”Motherless Children” og ”Hound Dog” for mindst anden gang på få dage – ”Hound Dog”, som Big Mama Thornton sang den, inden Elvis gjorde sangen til rock’n roll. Blues-standards, kan man sige, men i hvert fald fortolket vældigt forskelligt fra gang til gang, bl.a. fordi akkompagnementet er forskelligt.
Rammerne er mere faste, når der er et helt band i gang, end når sangerinden blot ledsages af en enkelt musiker – ud over Troels Jensen er der hér yderligere en guitarist, en trommeslager, en bassist og en mundharpespiller, alle sammen dygtige og erfarne musikere, som også skal udfolde sig og have deres afmålte soloer. Thomas Puggaard Müller, Asmus Jensen, Knut Henriksen og Jørgen Lang er ikke hvem som helst. Og er man kommet for at høre gedigen bluesrock udført af dygtige musikere, er dette det rette sted.
Men de enkelte elementer begrænser hinanden, og for mig kommer koncertens smukkeste øjeblik vældigt tidligt, nemlig med det første nummer, efter at Miriam Mandipira er kommet på scenen, koncertens fjerde sang – på sætlisten opført som ”Mean Old River Blues”. Her holder nogle af musikerne inde, og andre berører deres instrumenter nænsomt – mens hun kan folde sig ud. En balancegang.
Og den balancegang ville være der, uanset om lokalet var tæt eller rummeligt, råt eller poleret.
Troels Jensen & Miriam Mandipira, Bartof Café, Frederiksberg,
26. oktober 2017.
Der en ganske anden (=større) basis for intimitet, når der er to musikere på scenen, end når der er ti. Som udgangspunkt altså en fordel, at der blot er Miriam Mandipira ved den ene sangmikrofon og Troels Jensen ved den anden - plus på skift klaver og akustisk guitar - fremfor at de omgiver sig med en flok dygtige musikere, der også skal brillere, i nogle tilfælde i en flot indpakning med korsangerinder og saxofoner. Med et enkelt instrument ad gangen er det svært at gemme sig, og det har de to virkelig heller ingen grund til.
De udfolder sig og lever sig ind i de ofte triste eller vrede følelser - udtrykker svigt, tab, længsel. Og kærlighed. Der er nerve og dybde i det. Mandipira og Jensen supplerer og styrker hinanden smukt.
"My Love" og "Motherless Children" går igen fra deres koncert aftenen i forvejen i den anden Bartof-filial med de fem gange så talrige The Healers, og det klæder sangene at blive klædt af - at være nøgne, sårbare.
Troels Jensen indleder aftenen med en ydmyg version af "Blueberry Hill", en respektfuld hyldest til den netop afdøde legende Fats Domino. Senere hyldes især Miriam Mandipiras store forbillede, Bessie Smith - bl.a. med titelsangen fra duoens kommende cd, "Careless Love", et af Smiths slagnumre.
Tanken var, at albummet skulle være udkommet, så det faldt sammen med koncerten, men det er forsinket - formentlig til engang i november. Fotografierne stammer fra den aktuelle Healers-plade "My Love" - fotograf: Lars Wittrock.
Troels Jensen & The Healers feat. Miriam Mandipira, Bartof Station, Frederiksberg, 25. oktober 2017.
Alle taler om jubilæer, ikke mindst 50-årsjubilæer. Hvornår Troels Jensen vil fejre sit sådanne, er vist ikke afsløret endnu, men sikkert er det, at hans Delta Blues Band i 2018 vil have eksisteret i 50 år. O.k. da, med lejlighedsvise pauser.
Et af hans andre projekter, mini-bigbandet The Healers, er ungt i sammenligning. Men det trækker på mange års og mange menneskers erfaring. Der er virkelig kraft, saft og sump i det.
10 stærke musikalske kræfter på scenen i det lavloftede kælderlokale, måske det bedst egnede i landet - de er bare én mindre end i The Rolling Stones, som min skarpe sidedame bemærker. De fire vokalister synger med en afslappet passion, og instrumentalisterne er på et tilsvarende højt niveau - og uden store armbevægelser.
Det er slet ikke så seriøst og trist, som blues måske egentlig burde være. I got the blues ... ! Her viftes med fjerboaer, der er et skønt salsapræget instrumentalnummer, og korsangerinderne Pia Trøjborg og Lea Thorlann (The Belles of Joy) får skam hver deres soloer, selv om den glitrende stjerne i enhver henseende er den herboende zimbabwianer Miriam Mandipira.
Den fjerde sanger er Troels Jensen selv, så sjælfuld som nogensinde. Han synes at få alle de inspirationer og ressourcer, som han har fra de mange år på landevejene og scenerne, til at gå op i en højere enhed nu.
Bandet har netop udgivet en cd indspillet "live i studiet" for et år siden, "My Love" (Storyville Records). Billedet herover er stjålet derfra - fotograf: Lars Wittrock.
Værd at lægge mærke
til ...
til ...
6. juni 2017
Et interessant interview med Dave Davies
Det er et par måneder siden, dette blev offentliggjort i Rolling Stone, men det er stadig lige aktuelt og relevant: Kinks’ Dave Davies on New Solo LP, What’s Standing in the Way of a Reunion
5. juni 2017
The Summer of Love. Det er blevet juni, og “Sgt. Pepper” er blevet genudgivet i forskellige 50-års-jubilæums-udgaver. Deluxe-versionen med 4 cd’er og en dokumentar som både dvd og blueray ankommer – forhåbentlig – til mig i morgen, i øvrigt sammen med cirka lige så lækre bokse med The Kinks og Johnny Cash.
5. juni 2017
1967 var et vanvittigt år, måske det musikalsk mest eksplosive år nogensinde. I Kristeligt Dagblad 2. juni har Morten Mikkelsen (født 1. september 1967!) sammensat sin egen opsamlings-lp, en variation over “Sgt. Pepper” med bare den første og den sidste sang fra Beatles-albummet og derudover 11 andre væsentlige sange fra 1967. Man kan være enig eller uenig i valget af de konkrete sange, men artiklen om året, “Sgt. Pepper” og andre musikalske begivenheder dét år er tankevækkende læsning. Den fylder et helt opslag i broadsheet. Her er Morten Mikkelsens valg:
1 The Beatles: Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1. juni 1967)
2 Jimi Hendrix: Purple Haze
(17. marts 1967)
3 Pink Floyd: See Emily Play
(16. juni 1967)
4 Van Morrison: Brown Eyed Girl
(juni 1967)
5 The Velvet Underground & Nico: Heroin (12. marts 1967)
6 Scott McKenzie: San Francisco
(Be Sure To Wear Flowers In Your Hair) (13. maj 1967)
7 The Doors: Light My Fire (4. januar 1967)
8 Cream: Sunshine Of Your Love (2. november 1967)
9 Procol Harum: A Whiter Shade Of Pale (12. maj 1967)
10 Aretha Franklin: Respect (29. april 1967)
11 Povl Dissing & The Beefeaters: Lad mig blive noget (11. august 1967)
12 The Beatles: All You Need Is Love (7. juli 1967)
13 The Beatles: A Day In The Life (1. juni 1967)
I begyndelsen af 1990’erne blev jeg opfordret/udfordret til at komme med mit bud på de mest betydningsfulde album gennem årene. Jeg har fundet listen frem. Fra før 1967 har jeg bare kunnet komme på 6 album, deraf 3 med The Beatles – “Help”, “Rubber Soul” og “Revolver”.
Og så eksploderede det. Fra 1967 fandt jeg 17 album værd at nævne:
The Beatles: Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (juni 1967)
Velvet Underground: Velvet Underground & Nico (bananpladen) (marts 1967)
Cream: Disraeli Gears (nov. 1967)
Jimi Hendrix Experience: Axis Bold As Love (dec. 1967)
The Doors: Strange Days (nov. 1967)
Jefferson Airplane: Surrealistic Pillow (feb. 1967)
Love: Da Capo (feb. 1967)
The Doors: The Doors (marts 1967)
The Beach Boys: Smiley Smile (sep. 1967)
The Kinks: Something Else By The Kinks (okt. 1967)
Procol Harum: Procol Harum (sep. 1967)
Vanilla Fudge: Vanilla Fudge (sep. 1967)
Traffic: Mr. Fantasy (dec. 1967)
Pink Floyd: The Piper At The Gates Of Dawn (aug. 1967)
Buffalo Springfield: Buffalo Springfield Again (nov. 1967)
Electric Prunes: Mass In F Minor (dec. 1967)
The Byrds: Younger Than Yesterday (marts 1967)
17.oktober 2017
En film om Jimi Hendrix fra 1973 vises den 24. oktober i Cinemateket som en del af Copenhagen Blues Festival, der så småt begynder den dag. Jeg opdager netop nu, at jeg har filmen på dvd, købt for 50 kr. i Fona, mens dét fandtes. Det er en fremragende film - med interviews med bl.a. Eric Clapton, Pete Townshend, Little Richard, Mick Jagger og Lou Reed - og de ville ikke have været så åbenhjertige senere end netop da, ét til to år efter Jimis død. Hvad jeg bl.a. kommer til at tænke på, er, at The Rolling Stones dengang var et "andenrangs" orkester live (de var meget bedre på plader). The Who, Led Zeppelin, Pink Floyd og Santana havde en dynamik og en tiltrækningskraft, som Jaggers og Richards' band slet ikke kunne matche i de år. Men Hendrix kunne i sine bedste øjeblikke. Dem er der flere af i denne film. Et par smagsprøver: Like A Rolling Stone, Monterey og Hear My Train A' comin' (acoustic)