Hvor gik jeg hen, da jeg gik fra Livada?

(2-3 uger senere)

I juni var jeg igen oppe i De Hvide Bjerge for at finde ud af, hvor jeg var faret vild i maj.
”Medskyldig” var dels bjergguiden Vangelis, dels min kæreste, Anne. En dag var jeg atter alene deroppe. I 6 timer!

Dette er nogle bjerge og en dal. Hvad der måske kan være svært at se, er, at cirka midt i det altsammen ligger Livada, og dér skilles vandrestierne. Vi kigger mod syd/ sydvest, og da jeg 10. juni stod her, kunne jeg med sikkerhed sige, at jeg 19. maj var gået dernedefra i østlig retning, op ad en slugt mellem bjergsiderne til venstre.
Dette er nogle bjerge og en dal. Hvad der måske kan være svært at se, er, at cirka midt i det altsammen ligger Livada, og dér skilles vandrestierne. Vi kigger mod syd/ sydvest, og da jeg 10. juni stod her, kunne jeg med sikkerhed sige, at jeg 19. maj var gået dernedefra i østlig retning, op ad en slugt mellem bjergsiderne til venstre.

Anne havde i et par dage i maj 2016 haft en følelse af, at hun måske var ved at miste mig. I nogle timer havde mine søskende, som hun skrev om min forsvinden til, den samme følelse.
 
Jeg havde ikke haft en tilsvarende oplevelse, for jeg havde gået ubesværet rundt i den storslåede natur og havde det – bortset fra en påtrængende og lidt ubehagelig tørst – rigtigt udmærket. Følte mig usædvanligt fri, vidste med mig selv, at det bare var et spørgsmål om tid, inden jeg var tilbage i civilisationen.
 
Med mit nye bekendtskab, Vangelis, som ledsager ville jeg igen derud, hvor jeg var faret vild, ud i et område, som andre syntes, at jeg skulle holde mig fra nu, fordi jeg ifølge dem havde befundet mig i en veritabel mareridtssituation.
 
Vangelis var forstandig. Vi havde en fælles passion for de kretensiske bjerge. Hans omsorg bestod mest i, at han opfordrede mig til at opsøge læge for at få klarhed over, om jeg skulle have taget skade af de mange timer uden vådt eller tørt – og i, at han gerne ville lære mig at anvende en gps.
 
Årets anden rejse til Kreta var på 6 dage, 9.-14. juni 2016. Vi lejede en hvid Suzuki Jimny, robust nok til at drøne op ad ujævne og stenede bjergveje. Halvdelen af de få dage blev brugt i bjergene, resten ved strandene i syd. Anne var chauffør.
 
Vi forsøgte at drage en konklusion af den vandring, som Vangelis og jeg havde foretaget sammen 26. maj – fra øst, fra Niáto. Det kunne se ud, som om jeg på min oprindelige vandring var kommet til at gå mod nord fra det sted, som hedder Livada, i stedet for mod øst.
 
For at afprøve den teori kørte vi nu, 10. juni, ad ”Kretas dårligste vej” (Vangelis’ udtryk) til bjerghytten Volikas, der netop ligger nord for Livada. Fra Volikas ville vi vandre så langt som muligt mod Livada, dvs. så langt som vejret tillod det. Der var meldinger om uvejr midt på dagen.
 
Igen gik det op, op, op i besværligt terræn. Fra 1400 m.o.h. til bjergtoppen Spathi i 2048 meters højde. Da jeg havde Vangelis med, behøvede jeg ikke at være opmærksom på, om vi holdt os på stien. Det sørgede han for, at vi gjorde. Heroppefra blev det snart muligt at kigge ned mod Livada. Som jeg genkendte på afstand. Ingen tvivl. Der havde jeg været 19. maj – og var gået mod øst.
 
Den konstatering gav Vangelis et par ekstra rynker i panden. Men vi kunne ikke gå ned og undersøge sagen nærmere. Ved middagstid kom tunge, mørke skyer buldrende mod os, og vi måtte haste tilbage til bilen, hvor Anne ventede. Vi nåede den akkurat, inden sluserne for alvor åbnede sig.
 
Nu havde vi altså forsøgt fra øst og fra nord. Vi aftalte med Vangelis, at vi 4 dage senere, 14. juni, skulle angribe bjergene fra syd. Det afsatte vi en hel dag fra solopgang til. Men inden dagen kom, blev uvejrsvarslerne så foruroligende, at vi aflyste.
 
Både 13. og 14. juni var Anne og jeg igen oppe på Niáto-plateauet for at prøve at finde andre stier ind i bjergene (og dalene) end E4. Den ene dag gik hun og jeg et lille stykke ind, en time frem og en time tilbage, den anden dag fik jeg ”lov” til selv at gå et længere stykke, i alt cirka 6 timer. Igen: Jeg kunne ikke sige, at jeg kom til et sted, som jeg med sikkerhed havde set på min vandring 18.-22. maj.
 
Det varslede uvejr udeblev i øvrigt.

Direkte videre til: En ny tur på bjerget (4 dage senere) 
                                       Glemt alt om den rygsæk! (September)