Den sejeste kyststrækning

(Mig og Kreta – 21)

Lille kvinde i et stort landskab.
Lille kvinde i et stort landskab.

Rygtet – eller måske snarere ekspertudtalelserne – om vandreturen mellem Agia Roumeli og Sougia var både skræmmende og lokkende. Vi havde gemt den til sidst. Og havde ikke nogen plan B.
 
Planen var nok ret optimistisk. På grænsen til dumdristig.

Julie og jeg havde 2 dage tilbage. Derefter skulle vi hjem til Danmark. Det var, hvad vi havde flybilletter til.

Den grove skitse: Lørdag skulle vi med færge fra Sougia til Agia Roumeli. Søndag ville vi vandre tilbage langs kysten fra Agia Roumeli til Sougia. Mandag ville vi køre tidligt fra Sougia til lufthavnen nord for Chania.

Den omtalte mandag var den 18. november 2002, og flyet skulle lette kl. 10.30. Færgefarten var altså sat til den 16. november og vandringen til den 17. november.

Årstiden var ensbetydende med nogle usikkerhedsfaktorer: Efter hvad der var blevet fortalt os, gik færgen bare 3 gange om ugen, og man kunne ikke være tordnende sikker på hvilke dage. Og: Hvad nu, hvis det satte ind med regn og/eller storm?

Vi havde med garanti ikke taget højde for alt. Men vi var heldige.

Vort første held var, at færgens kaptajn fik øje på os inde på kajen i Sougia. Måden, som fartøjet sejlede på, mere end antydede, at det ikke var meningen at lægge til hér. Det viste sig, at vi var den eneste anledning til at gøre det.

Forundringen hos dæksfolkene var også stor over, at vi ikke ville længere end til Agia Roumeli. Hvad skulle vi dér?

Vi insisterede. Og fandt alt lukket – butikker, tavernaer, hoteller. Nej, der stod en dør på klem til et mindre hotel. Og da vor hotelmutter forstod den situation, vi havde bragt os i, gik hun med til at byde os på aftensmad og forsyne os med appelsiner, tomater og brød til dagen efter.

Dagen efter, altså søndag, havde vi en alt-eller-intet-vandring foran os. Cirka 20 kilometer med mange seje op- og nedstigninger. Ingen vandpost undervejs. Jeg husker ikke, hvor mange liter vand vi bar på fra morgenstunden, måske 5-6 liter hver.

Flere, der kendte til ruten, havde rådet os til at overveje at tage telt med og overnatte midtvejs. Vi havde valgt alternativet: At stå tidligt op og håbe på at nå frem inden solnedgang.

Så op kl. 6. Stjerneklart, da vi gik ud af Agia Roumeli. Gik straks vild i halvmørket, kom for højt op ad bjerget. Det var den første af 3 gange, vi fór vild denne dag.

Alle advarsler og løfter holdt stik. Det var en barsk rute, meget op og ned, temmelig stenet, ned til flere klippe- og stenstrande, op ad flere bjergskrænter. Men varieret og smukt, smukt, smukt. Råt og storslået. Det meste af tiden med havet i sigte lige nede til venstre. Og med de rislende bølger konstant i øret.

E4-afmærkningerne (også her!) skulle lede os på vej, men hvad hjalp det de gange, de blev væk for os? Det hjalp ikke at kunne se Sougia (og nogle gange tilmed Paleohora) i det fjerne, for dybe og brede raviner og vanskelige klippeformationer gjorde det nødvendigt at følge stien.

Men til sidst var vi der, nede i Sougia, og kunne tage en dukkert i havet, mens solen gik ned.

Inden vi nåede op til et efterfølgende brusebad, kom vi i kontakt med Anna og Olle, et svensk-finsk ægtepar, som var vældigt nysgerrige, da de hørte, hvilken vandring vi havde været ude på. Én karaffel retsina blev til flere. Dengang havde de ikke boet på Kreta så længe, men har de boet der lige siden og driver vandrerejse-bureauet Fysimera med udgangspunkt i en landsby lidt sydøst for Rethymno.

Næste morgen fór vi gennem landskabet nordpå i vor lejede Panda. En af de gange hvor det har slået mig, hvor fantastisk og stort et vue man har i dalområdet lige nord for Sougia. Overgås ikke.

Efter hjemkomsten skrev jeg disse to artikler i Jyllands-Posten ud fra oplevelserne i november 2002: Kreta til fods og Kreta efter lukketid

Direkte videre til:
Tæt på De Hvide Bjerge og udfordringerne (Mig og Kreta – 20)
                                       Ny medrejsende, nye steder, nye eventyr (Mig og Kreta – 22)