Flotte arrangementer, stort publikum … Var det et kompromis?
Historien om Steeleye Span (5): Spillestederne blev større, salgstallene blev større,
og efter ”All Around My Hat” blev der igen plads til eksperimenter.
I nogle år med turneer i Europa, USA og Australien havde optrædenerne været uhøjtidelige og eksperimenterende. I overensstemmelse med de gamle sange optrådte Steeleye Span-musikerne ofte i middelalderdragter, lidt pantomimeteateragtigt. I begyndelsen varmede de op for bl.a. Jethro Tull og Procol Harum. Siden var de selv hovednavnet, og hallerne var blevet større og større.
De fire seneste album inden sommeren 1975 havde de i realiteten selv produceret. Til det, som skulle blive ”All Around My Hat”, hyrede de én udefra, Mike Batt, mest kendt for The Wombles, som blandede mange slags pop og rock, et måske tvivlsomt musikalsk projekt, men flot produceret.
Flot produceret var ”All Around My Hat”, som udkom i oktober 1975, også. Steeleye Span kom med melodierne og arrangementerne. Violinisten Peter Knight havde i øvrigt æren for alle stryger- og korarrangementer i de mange år, han var med. Hvad Mike Batt gjorde, var nok at give det hele et ekstra poppet pift. Blandt andet ved hjælp af nogle ekstra strygere. Og han fik fjernet de fleste af de abrupte temposkift.
Der var et svung og en nyfundet lethed over hele pladen. Nogle vil sige en ulidelig lethed. Og at bandet gik på kompromis og blev for kommercielt. I hvert fald kom det så højt på hitlisterne som ingensinde før eller efter.
Når man genhører titelsangen plus ”Black Jack David”, ”Hard Times Of Old England” og ”Dance With Me”, er det indlysende, at den forenklede og sødmefulde stil var en oplagt metode til at få den moderniserede gamle musik ud til et større publikum. Den blev perfekt udført. Alt lykkedes.
Det vil sige … i dét miljø brød ingen sig om kritik for at gå på kompromis eller sælge ud. Der syntes derfor at have været enighed om, at det næste album skulle være hårdere, mere i retning af regulær rock.
Det blev til en spændende plade, som stak i mange retninger. Mike Batt var igen producer, men har vist ikke haft megen kontrol over noget som helst. De seks musikere har følt sig frie til at eksperimentere og forsøge sig på ukendte områder.
”The Brown Girl”, ”Fighting For Strangers” og ”The Drunkard” har masser af skæve toner og takter, og Maddy Prior er slet ikke så sød og pæn en pige som tidligere. Vældigt interessant, men ikke for det brede publikum, og der var nok nogen signalforvirring over denne collageagtige samling af sange.