Ingen musikere eller sangere har rørt mig så dybt som Maria McKee. Bevares, hun har ikke været så betydningsfuld som The Beatles, Bob Dylan eller f.eks. Marianne Faithfull. Men i ærlighed, passion, dristighed, stædighed og kompromisløshed har hun været uovertruffen.

Hun har skuffet både fans og pladeselskaber gang på gang, fordi hun har skiftet spor og villet noget andet, end der blev forventet og ønsket.

Midt i 1980’erne betog hun countryrockmiljøet, da hun skrev hovedparten af musikken og sang for i bandet Lone Justice. Så ”svigtede” hun ved at gå solo med storslåede ballader som ”Show Me Heaven” og ”If Love Is A Red Dress” og ved at levere strålende pophits til andre sangere – ”A Good Heart” til Feargal Sharkey og ”Am I The Only One (Who’s Ever Felt That Way)” til Dixie Chicks. Men dét spor holdt hun sig heller ikke til.

I 1996 udsendte hun ”Life Is Sweet”, men musikken var alt andet end sød. Den var grim, fræsende, eksperimenterende, ekspressionistisk. Og vanvittigt spændende, kan jeg føje til. Men lige dér sluttede hendes samarbejde med den etablerede musikbranche.

I løbet af årene 2003-2007 udgav hun tre album på eget selskab. Fortsat med en vidunderlig sans for det enkle og melodiøse – som hun forstod at lade spille effektfuldt sammen med både sin mest vrængende og sin mest pompøse side.

I 2007 fornemmede man af ”Late December”, at enkelheden, melodiøsiteten og andre let tilgængelige faktorer ikke længere var så vigtige. Og hvorfor så i øvrigt overhovedet udgive sin musik? I hvert fald holdt hun nærmest musikalsk pause i 13 år. Altså indtil nu. Undtagelserne var et par plader med musik til undergrundsfilm, som Maria McKee i øvrigt selv producerede.

Tilbageholdt, pænt og massivt

For halvanden måned siden, da coronaen havde lammet det meste i den vestlige verden, udkom ”La Vita Nuova”, så hvor let har det mon lige været at skabe opmærksomhed om dén?

Og hvor let er den? Let som en Wagner-opera. Den er interessant og har mange lag, og den har været i min besiddelse, siden det var praktisk muligt. Den er smuk og konsekvent, men virker på en eller anden måde massiv. Det er ikke rigtigt lykkedes mig at ”åbne” den. Endnu.

Kan bare sige, at dette ikke er en samling popsange. Selv kalder hun det en sangcyklus. I hvert fald er vi ovre i en konstruktion, der får mig til at tænke på klassisk musik. Ikke numre i normal forstand, men nærmere en symfoni bestående af en række satser, der spiller sammen.

De første par sange, ”Effigy Of Salt” og ”Page Of Cups”, fortsætter faktisk, hvor der blev sluppet i 2007, elegant, lettere dramatisk. Uigennemtrængeligheden begynder først derefter.

Fra ”Life Is Sweet” (1996) og frem skabte kontraster, voldsomhed og skingerhed en uomgængelig intensitet. Nu er det mere tilbageholdt. Pænere. Paradoksalt nok – måske – er det derfor, lytteren udfordres.

Orkestrerede lieder

For at beskrive udgivelsen retfærdigt griber jeg til hjælp hos en amerikansk kollega, Mark Deming (MD), som har skrevet om den i AllMusic.com.

MD: Popmusik er fuld af sange om kærlighed og sex, men ”La Vita Nuova” handler om længsel, om den bittersøde smerte som følge af ugengældt kærlighed, og den fører Maria McKees kunst i forskellige nye retninger. Hendes sangstil er fin og kunstfærdig og forsigtigt kontrolleret på en måde, som den ikke har været før – med en vedholdende skælven, der blandes med en slags forundring.  

Min tilføjelse: Det får et udtryk af at være liedmusik, bare med strygere og blæsere som supplement for klaveret. Orkestrale lieder …

MD: Hendes stemme tilpasser sig på vidunderlig vis denne kreative retning, og dette hendes instrument har sjældent lydt stærkere eller har været anvendt mere intelligent (og husk, at dette er en sanger, der overgik Dolly Parton og Linda Ronstadt allerede som teenager). Arrangementerne er tilsvarende elegante, smukt pyntede, men ikke overdrevent pompøse, ofte med sangene hyllet ind i strygerarrangementer og majestisk piano, som afspejler og forstærker dramaet i musikken. Phil Spector sagde engang, at hans singler var små symfonier, men ”La Vita Nuova” er mere som en opera – her er ingen frygt for at gribe fat i de stærkeste menneskelige følelser, hvor det teatralske undgås, men som udtrykkes med en usædvanlig lidenskab og intensitet.

Min tilføjelse: Det er påfaldende, at ”La Vita Nuova” handler om distance, forsigtighed og refleksion. Det gælder både det poetiske og det musikalske udtryk. Men det meste af musikken og teksterne blev til i 2017, og i november 2019 blev det offentliggjort, hvornår albummet skulle udkomme. Og nu føles det, som om det nye liv, der synges om, er det, som vi på grund af coronaen er ved at omstille os til!

MD: Lyttere, som håbede, at hun ville vende tilbage til lyden fra sin tidlige tid i 1980’erne med Lone Justice eller til den americana, som senest var hendes stil på ”You Gotta Sin To Get Saved” (1993), vil sandsynligvis blive fuldstændigt rådvilde over den nye plade, som har nul præg af country. Men de, som har fulgt og nydt hendes personlige musikalske rejse efter år 2000, vil her få en berigende og respektindgydende oplevelse, et værk fra en sjælden kunstner, som rækker ud efter noget anderledes og har held med det. Det kræver mod at skabe et album som dette, og det kræver særlige evner at få det til at lykkes, og her demonstreres, at Maria McKee har masser af begge dele.   

Min tilføjelse: Jeg får mere og andet ud af ”La Vita Nuova”, hver gang jeg hører den. Men den rammer ikke så umiddelbart og direkte som ”Maria McKee” (1989), ”Life Is Sweet” (1996), ”High Dive” (2003) og ”Peddlin’ Dreams” (2005).

Dette er mere tænkt musik, og det er der absolut  brug for. I sit forord citeres både William Blake og Dante. Albummets titel er taget fra et digt af sidstnævnte. Respekt.

Nu til noget helt andet. Jeg vil sætte en af de netop nævnte plader på. Dette skrives nemlig på en speciel dato. For præcis 17 år siden gav Maria McKee koncert i Göteborg. Siden den aften har jeg været kærester med en bestemt kvinde. Skal Maria McKee have skylden eller æren for dét? Ingenlunde. Men det gør ikke hendes musik mindre betydningsfuld for mig.