Ånden i musikken var at spille højt
Historien om Steeleye Span (3): I halvandet år var den kendte, erfarne og respekterede folkesanger Martin Carthy forgrundsfigur i bandet.
I juni 1970 udkom Steeleye Spans debut-lp, men to af gruppens musikere var gået. Til at erstatte dem indtrådte – få dage efter at Gay og Terry Woods trådte ud – guitaristen og sangeren Martin Carthy, en etableret, kendt og respekteret mand på den engelske folkemusikscene. Med sine 29 år betydeligt ældre end de øvrige, som var 22-25 år.
De oplevede selv, at de nu havde en overvægt af sangere og guitarister. Løsningen og den person, som skulle skabe en form for balance, blev den klassisk skolede violinist Peter Knight, 23 år.
Denne kvintet skulle i første omgang ud og optræde på festivaler og på universiteter med sange fra pladen, men med én sangerinde i stedet for to og uden de trommer, som var en del af lydbilledet på albummet.
Martin Carthy blev – som den på forhånd mest kendte i bandet og den mest erfarne og dygtige – afgørende for, hvordan det kom til at gå. Han var en ekvilibrist på akustisk guitar og en sanger med sin egen tone og havde i flere år udgjort en duo sammen med violinisten Dave Swarbrick, der kort tid forinden var kommet med i Fairport Convention.
Steeleye Spans projekt var elektrificering af folkemusikarven. Og Martin Carthy gik – muligvis mod forventning – fuldt ind for og ind i konceptet.
På trods af at der var trommer på de fleste af numrene på den udsendte plade, var han som de øvrige i bandet imod at udvide med en trommeslager. Bortset fra Ashley Hutchings, som havde spillet elektrisk med Fairport Convention, havde de alle indtil da optrådt uden forstærkning og syntes at føle en befrielse ved at kunne give los.
”Vi spillede alle sammen forbandet højt! Hvis nogen foreslog, at vi skruede ned for lyden, sagde jeg, at de kunne rende og hoppe,” forklarede Martin Carthy senere.
”Jeg spillede højt i 1970-1971, fordi jeg elskede lyden. Jeg forstod ikke meningen med at skrue ned til noget, som jeg ville kalde lounge-niveau. Det syntes jeg var imod hele ånden i vor musik – og det synes jeg stadig!”
Ud altså med trommerne. Og ind med en tungere, mere rå, forrevet og forvrænget lyd. Med andre ord: En på mange måder kantet og primitiv stil. Og man skulle tro, at med Gay Woods ude af bandet skulle der blive mere plads til Maddy Prior som sanger. Men nej. Det, der nu blev mere af, var herrevokaler. Ikke mindst i kraft af Martin Carthy.
Denne udgave af gruppen (Mark II) udsendte to album i 1971, ”Please To See The King” i marts, ”Ten Man Mop or Mr Reservoir Butler Rides Again” i december. Begge plader var stemplet ”All titles trad., arr. Steeleye Span”. Maddy Prior sang for på 4 af 10 numre på den ene, på 3 af 9 numre på den anden. Til gengæld gjorde ’hendes’ sange – som ”Lovely On The Water” og ”On A Horseback” – måske størst indtryk.
Materialet blev forvaltet så ærbødigt og autentisk, at det – trods forstærkning og forvrængning – kom til at lyde, som kunne det have været indspillet på en gade, et stræde eller et torv i Middelalderens England.
Efter halvandet år, i november 1971, var det igen tid for opbrud og opløsning.
Den første, som gik, var gruppens stifter, Ashley Hutchings. Der er blevet angivet flere mulige årsager – ulyst til at tage på USA-turné som opvarmning for Jethro Tull, ulyst til at medvirke i teaterforestillinger (som gruppen i denne periode havde gjort i et par omgange), uheldig kemi i forhold til især guitaristen Tim Hart, og at han var blevet gift med sangerinden Shirley Collins, hvis musik han ønskede mere tid til at involvere sig i.
Ashley Hutchings havde allerede produceret og medvirket på hendes album ”No Roses”, som var udkommet i september 1971. Hun blev akkompagneret af det til lejligheden sammensatte Albion Country Band. Denne gruppe blev hans hovedprojekt herefter. Det kom det til at være i over 30 år.
En ny bassist, Rick Kemp, blev hurtigt fundet. Han var den konkrete årsag til, at Martin Carthy også sagde tak og farvel. Martin Carthy ville have haft en multiinstrumentalist som afløser for bassisten Ashley Hutchings, fordi han mente, at hans egen guitarspillestil fint kunne gøre det ud for både bas og trommer. Så han vendte tilbage til sin solokarriere.