Historien om Steeleye Span (4): Det tredje forsøg på en fungerende hoIdopstilling skulle blive det mest stabile. Efter et par år forstærket med en trommeslager.
De tre yngste var tilbage. I begyndelsen af 1972 var Maddy Prior, Tim Hart og Peter Knight alle tre 24 år gamle. De var sluppet af med 30-årig og en 27-årig. Og hvad fik de i stedet? En 30-årig og en 27-årig. Altså ingen foryngelse – rent aldersmæssigt i hvert fald.
En foryngelse var Rick Kemp, bassist, 30 år, og Bob Johnson, 27 år, guitarist, alligevel. Det var nemlig ikke de nye gamle, der havde erfaringen, visionerne og ansvaret, som de forsvundne gamle, Martin Carthy og Ashley Hutchings, havde haft.
De to nye gamle kom fra rock og pop og var på udebane, da grundmaterialet fortsat var gamle, traditionelle engelske sange. De to gamle unge, Tim Hart og Maddy Prior, havde mest begreb om dette stof, og det anerkendte alle. Det gav givetvis en mere ligelig og enig rollefordeling, end bandet hidtil havde oplevet.
Kendsgerningen er, at efter de første par års famlen og tumult kom der herfra en stabil periode. Fem år skulle der komme til at gå, inden nogen igen forlod gruppen.
Alene omslagene på de album, som udkom i september 1972 og april 1973, ”Below The Salt” og ”Parcel Of Rogues”, udstrålede nye farver og ny friskhed. Ny sammenhængskraft, kunne man tilføje.
Det nye hold (Mark III) tillod sig selv at eksperimentere. Akustiske og elforstærkede lyde blev blandet, så det var en lyst. Der blev leget med temposkift og med stemmeskift. Både lp’erne og de få singler havde hitpotentiale, og spillestederne blev større og større.
Nogle af de mest spændende og fængende sange på de to nævnte plader: ”King Henry”, ”Gaudete”, ”Alison Gross”, ”Cam Ye O’er France”.
På enkelte af sangene spillede Rick Kemp både bas og trommer. I studiet altså. Det kunne han ikke ved koncerterne. I slutningen af 1973 blev konsekvensen taget. Ny i bandet var trommeslageren Nigel Pegrum, på dette tidspunkt 23 år, et år yngre end den næstyngste, Tim Hart. Han blev valgt efter en regulær audition med op mod 50 kandidater.
Kvintetten blev altså til en sekstet, og den næste lp, bandets sjette, kom til at hedde ”Now We Are Six”.
Her strålede det af overskud og slagkraft, ikke mindst på ”Seven Hundred Elves”, ”Drink Down The Moon”, ”Thomas The Rhymer” og ”Edwin”. Et par fjolletheder slap med – titelnummeret og ”Twinkle Twinkle Little Star”, begge angiveligt sunget af The St. Eleye Primary School Junior Choir, og noget så usædvanligt og relativt nyt som Phil Spectors ”To Know Him Is To Love Him” sluttede pladen – med David Bowie på altsaxofon. Produktionskonsulent: Ian Anderson (Jethro Tull).
I januar 1975 udkom ”Commoners Crown”, og det mest pjattede ved den var vel, at skuespilleren Peter Sellers medvirkede på nummeret ”New York Girls” – på ukulele! Og det var slet ikke så pjattet endda. De stærkeste og mest evigtgrønne sange var nu nok den episke ”Lord Lankin” og den enkle ”Elf Call”.
Electric Folk, BBC Four-udsendelse fra 1974 med Steeleye Span (klik!)
– optaget på Penhurst Place, Kent, seks sange live med publikum.
Videre til:
Historien om Steeleye Span, 3: Ånden i musikken var at spille højt
Historien om Steeleye Span (5): Flotte arrangementer, stort publikum … Var det et kompromis?