Timer fulde af følelser

(Dag 5)

At traske ensom rundt i et bjergmassiv og fare vild er vel udtryk for uansvarlighed og egoisme.
Over for éns nærmeste. Og over for dem, som har til opgave at forsøge at redde én. For nogle
går det frygteligt galt. I mit tilfælde endte alt lykkeligt. I kærestens favn. Og med medieopmærksomhed.

Ingen fotos ude fra naturen denne gang. Kameraet var efterladt, og telefonen var død den dag, jeg fandt vejen ned fra De Hvide Bjerge.  Screendump fra Nea TV
Ingen fotos ude fra naturen denne gang. Kameraet var efterladt, og telefonen var død den dag, jeg fandt vejen ned fra De Hvide Bjerge. Screendump fra Nea TV

Jeg er min egen herre. Mine forældre er døde. Jeg har ingen  børn – ikke mit valg, det er bare blevet sådan.
 
Men. Siden 2003 har Anne været en vigtig del af mit liv. Hun vil bare det bedste. For mig og for alle andre. Fra midten af april 2016 havde hun virket i en flygtningelejr i Piraeus uden for Athen. Planen var, at hun skulle slutte sit ophold dér 24. maj, og at hun og jeg derefter skulle tilbringe nogle dage sammen på Kreta. Hvor jeg altså allerede var.
 
21. maj fik hun beskeden om, at ikke alt gik, som det skulle, for mig i De Hvide Bjerge. Hun handlede hurtigt. Efter en lang og intens dag blandt flygtninge fik hun organiseret, at hun kunne tage et fly til Chania om aftenen. Pakkede og forlod Piraeus. Omkring midnat var hun på vej i en lejet bil mod syd på Kreta. Hendes mål var Askifou, hvor min vandring efter planen skulle ende.
 
Hun havde i løbet af eftermiddagen og aftenen stået i telefonisk kontakt med redningsholdene, som søgte efter mig.
 
Imens sov jeg under åben himmel 10-15 km fra hendes overnatningssted i Amoudari, den nærmeste bebyggelse i Askifou.
 
Et af redningsholdene vækkede hende kort før kl. 8 næste morgen, 22. maj, for at få oplysninger om mig, inden eftersøgningen blev genoptaget.
 
Da var jeg på farten. Havde ikke haft noget at pakke, intet at bære på. Så ved 6-tiden gik jeg mod øst. Og kun mod øst. Ikke mere dal, ikke mere labyrint. Men over bjerg efter bjerg. Kompasset var min fører. Det tog nogle timer. Midt på dagen havde jeg udsigt ned over et landbrugssområde og kunne bevæge mig ned gennem en stenet slugt.
 
Men vandrestøvlerne var jo kaput? Ja. Men i min rygsæk havde jeg også haft et par sandaler af det gode danske mærke Ecco. Egentlig ikke skabt til dette terræn. Men de holdt.
 
Her mærkede jeg, hvor stor en ø Kreta var. Først over den ene bjergkam efter den anden, så ned – dybt ned – ad en skrænt og derefter flere timer gennem ubeboet landbrugsland. Jeg kom til en vej, men så ingen mennesker eller biler, kun marker og får. Endelig kom jeg til en lille landsby og snart efter til en, som var lidt større. Vatoudiaris og Ebrosneros. Ikke en del af Askifou-plateauet, men lidt nordligere.
 
På dette tidspunkt var min hals ved at snøre sig sammen efter et par døgn uden drikkelse. Men ved et hus lykkedes det mig at tigge et glas vand.
 
Bil nummer 2, jeg vinkede ad, tog mig op. Jeg kom til Vrises og til en taverna. Lånte tavernaejerens telefon (min egen var død – den havde ellers klaret sig, indtil jeg var kommet i kontakt med den græske redningstjeneste aftenen forinden) og fik afblæst den redningsaktion, som var i gang.
 
20 minutter senere sad 2 garderhøje brandchefer fra Chania ved mit bord på tavernaen. De kørte mig, da jeg var klar, til breafing med en del af redningsfolkene (14-15 stykker, tror jeg) på brandstationen i Vrises og derefter mod Chania. Her, i brandchefernes køretøj, fik jeg 2 opringninger. Fra Den Danske Ambassade i Athen. Og fra Anne. Vidste ikke andet, end at hun stadig var i Piraeus. Kunne nu konstatere, at hun var 10-20 km syd for brandchefbilens position. Dén var på vej mod nord!
 
Beskeden til mig var, at vi var på vej mod endnu en briefing, nemlig på brandstationen i Chania. Sådan set korrekt. Med den variation, at det var et møde med pressen. Da jeg selv havde været fuldtidsbeskæftiget med journalistik i over 40 år, var der ikke noget mystisk ved det. Jeg tog mig sammen og forsøgte at nyde min pludselige berømmelse, selv om jeg mest følte behov for bad og barbering efter de 5 dage i bjergene. Tror, at det lykkedes mig at optræde smilende og fattet.
 
Inden det blev mørkt, var min kæreste hos mig.
 
Tror I, historien slutter her? Tro om.

Direkte videre til: Redningsaktion sat i gang (Dag 4)
                                       En ny tur på bjerget (4 dage senere)

Ankomst til brandstationen i Chania direkte oven på 5 dage i den vilde natur. Bemærk den blå pose med regnponchoen. Foto: Flash News
Klik på billedet og scroll lidt ned for at se indslaget med brandcheferne og mig, der blev bragt i Nea TV om aftenen 22. maj 2016. På Nea TV-siden ser det ud, som om det var 21. maj. Det er en fejl.
Situationen var alvorlig nok, ikke noget at grine af. Spørgsmålet er, hvor forberedt jeg var på medieopmærksomheden. Er det et lettelsens smil? Klik på billedet for at se hele historien i onlinemediet Flash News.
I Haniotika Nea fyldte nyheden om den 63-årige turist, der var faret vild og derefter selv havde fundet vej ud af bjergene, godt på side 5.