For første gang på adskillige rejser til Kreta gennem 17-18 år var jeg uden medrejsende. Ingen kæreste, ingen ven.

Vandringen hen over Kreta var et projekt, som jeg selv havde fundet på. Margit havde været med de første tre uger, men i slutningen af oktober 2002 tog hun hjem, og jeg var alene tilbage.
 
To vigtige vestkretensiske etaper havde jeg gemt til senere. Jeg manglede De Hvide Bjerge. Og jeg manglede at gå fra Sougia til Agia Roumeli nede ved kysten. En tur, som jeg havde hørt om fra forskellige erfarne vandrere. De havde talt om den med ærefrygt og fascination, hvad enten de havde gået den eller ej.
 
Men nu ville jeg mod øst. Jeg ville fokusere, koncentrere mig og tage nogle etaper i direkte forlængelse af hinanden. Ville fange E4-ruten syd for Heraklion og så i bedste fald gå frem til det østlige endepunkt Kato Zakros på en uge. Ville hver aften nå frem til en lille by, overnatte der og så vandre videre næste morgen.
 
George fra Alpine Travel bifaldt min plan. ”Tag telt og sovepose med. I det mindste en af delene.” Østkreta var ikke hans territorium.
 
Jeg efterlod det meste af min bagage på det lille hotel Casa di Pietra i Chania, tog bussen til Heraklion – og om morgenen den 31. oktober en bus derfra mod syd. Den stod jeg af i Arhanes, vel efter bare cirka 20 minutters kørsel, og fandt – ikke helt let – det første E4-skilt.
 
At finde/følge E4 den dag var i det hele taget lidt svært. Jeg gav på et tidspunkt op og gik tidligere, end det var hensigten, ned og travede længere end planlagt på den almindelige asfaltvej frem til Kastelli, dagens endemål.
 
Dagen efter, den 1. november, gik det let nok til den lille by Kastamonitsa, hvor den civiliserede vej ender nærmest blindt, og hvor jeg skulle med en sti op over et højdedrag. Ja, op over den ring af højdedrag og bjerge, der omgiver Lasithi-sletten. Der var langt mellem afmærkningerne, men ved hjælp af de få E4-skilte, der trods alt var der, mit kort fra Harms Verlag og en hel del held gik det fint.
 
Jeg kom ned på sletten og kunne iagttage mange flittige landmænd. Der blev pløjet, harvet og sået. Nåede frem til Agios Georgios, fik værelse på Hotel Maria. Både på hotellet og på den taverna, hvor jeg indtog mit aftensmåltid, var der så isnende koldt, som jeg aldrig tidligere havde oplevet på Kreta. Bare én anden gæst på hotellet. En tysker.

Direkte videre til: En dødkedelig opstigning til højdepunktet (Mig og Kreta – 16)
                                       I mål længst mod øst – i nye støvler (Mig og Kreta – 18)