Når det bliver alvor –
hvordan forholder man sig så lige?

Digteren Henrik Nordbrandt og sangeren Channe Nussbaum taler og synger sammen med lydeffekter og instrumenter,
så det er til at blive rundtosset af. Men det vigtigste er nok indholdet i teksterne – og at det formidles så smukt og stærkt.

Channe Nussbaum og Henrik Nordbrandt blander deres stemmer og kunstneriske kvaliteter med et ganske specielt resultat: ”Hjemløshed”. Foto: Shazia Kahn
Channe Nussbaum og Henrik Nordbrandt blander deres stemmer og kunstneriske kvaliteter med et ganske specielt resultat: ”Hjemløshed”. Foto: Shazia Kahn

Vi hygger os, morer os, er ironiske, danser, tager på ferie … passerer én, der er faldet om på fortovet. Åh, godt, der var én, der tog sig af hende.

Den anden dag så jeg en rørende og fængslende film, ”Lifeboat”, som ikke kommer i biografdistribution. Hvorfor ikke? Er den for dyster, for ubehagelig, for tæt på? Filmen, som er instrueret af den relativt unge Josefine Kirkeskov, handler om et skandinavisk kærestepar, der på ferie ved Lesbos vælger – for det er et valg! – at redde en kvindelig bådflygtning fra druknedøden. Den bærende rolle spilles i øvrigt af Sofia Helin, der spillede Saga i ”Broen”.

Og hvorfor er der ikke endnu større opmærksomhed, end der er, om den smerteligt vedkommende musikudgivelse ”Hjemløshed”? Er den for mørk, for påtrængende, for stillingtagende?

Akkurat som de billeder, vi vil have hængende på vore egne vægge, ikke må være for uhyggelige eller kaotiske?

Det er tilstrækkeligt, at verden udenfor er det …

Tilbage til ”Hjemløshed”, et samarbejde mellem digteren Henrik Nordbrandt og sangeren Channe Nussbaum.

Ikke den hjemløshed, som vi normalt tænker på i byerne herhjemme, men den, som har ramt de alt for mange mennesker, der har måttet forlade deres hjem på grund af krig, vold og undertrykkelse.

Henrik Nordbrandt har boet i både Tyrkiet og Grækenland, og det geografiske udgangspunkt for mange af hans senere digte er farvandene mellem de to lande, hvor der på fjerde år er en livlig trafik med flygtninge.

Digtene og musikken tager ikke egentlig stilling, men udtrykker og udmaler den situation, der ikke vil tage slut. I fragmenter. Vi påduttes ikke holdninger, men må selv ræsonnere på baggrund af de ulykkelige billeder af mennesker og miljøer, der her tegnes. Det er jo trods alt poesi.

Tre af numrene – ”Daesh”, ”Solen går ned” og ”Vuggevise” – indgår i forvejen i Henrik Nordbrandts digtsamling ”Den store amerikanske hævn og andre digte” (Gyldendal, 2017). På den aktuelle udgivelse findes de alle tre i to udgaver, nemlig dels oplæst af Henrik Nordbrandt, dels sunget af Channe Nussbaum.

Har man i forvejen hørt f.eks. Peter Laugesen og Jørgen Leth med musikledsagelse, tænker man måske, at man behøver ikke endnu en digter i det format. Jeg siger: Giv det en chance.

Sophus August Tuxen, der er hovedansvarlig for de sparsomme lydlandskaber omkring de oplæste stemningsbeskrivelser, har været ekstremt lydhør – jeg har ikke hørt en musiker ramme tonen i oplæste digte så fint som her. Bjarke Kolerus’ klarinetter og de øvrige instrumenter spiller også indfølende sammen med det talte ord.

Channe Nussbaum har sine egne snurrige sungne fortolkninger af digtene, som hun har klippet i, og i nogle tilfælde har hun byttet rundt på linjerne. Men den passionerede alvor, hun lægger i ordene, er ubetalelig. Hun har vist det tidligere, specielt på sin soloplade ”Hvis ikke det er kærlighed”, men da var emnet ikke så tungt som her.

At fire digte optræder i to versioner hver og dermed udgør omtrent to tredjedele af albummet, giver mening, for dels er digtenes indhold højst meningsfuldt, dels får de derved forskellige vinkler og farver.

Der er ikke benyttet nogen fast og forudsigelig drejebog for, hvordan teksterne er sat i musik. Nogle gange veksler Channe Nussbaums og Henrik Nordbrandts stemmer på de enkelte sange. Det er dybt bevægende og meget melodiøst.  

Jeg blev begejstret, da jeg hørte om projektet, men efter at have hørt pladen første gang lagde jeg den til side. Om kombinationen var for usædvanlig eller for stærk, kan jeg ikke sige. Men efter nu at have lært den bedre at kende må jeg karakterisere den som – blandt andet – voldsom, barsk og smuk. Og altså vedkommende. Af mange grunde. Håber, at jeg har fået nævnt de fleste her.
 

Nordbrandt & Nussbaum:
Hjemløshed
38 minutter
Exlibris 

Henrik Nordbrandt
Født 1945 på Frederiksberg.
Forfatterdebut med ”Digte”, 1966. Har siden fået udgivet over 40 bøger.
Har modtaget bl.a. Det Danske Akademis Store Pris, 1980. Statens Kunstfond, livsvarig ydelse, 1980. Svenska Akademiens Nordiska Pris, 1990. Nordisk Råds Litteraturpris, 2000.

Channe Nussbaum
Født 1960 i København.
Aktiv musiker siden 1980’erne, fra 1995 især med klezmerensemblerne Spielniks, Trio Klezmer og Klezmofobia. Cd-udgivelser bl.a. med disse bands og som duo med Laura Illeborg. Ét soloalbum: ”Hvis ikke det er kærlighed” (2006).
Desuden musikunderviser og korleder.

Et skandinavisk kærestepar med en reddet flygtning er hovedpersonerne i Josefine Kirkeskovs film ”Lifeboat”: Pål Sverre Valheim Hagen, Sebnem Hassanisough og Sofia Helin. Foto: Nikola Predović
Et skandinavisk kærestepar med en reddet flygtning er hovedpersonerne i Josefine Kirkeskovs film ”Lifeboat”: Pål Sverre Valheim Hagen, Sebnem Hassanisough og Sofia Helin. Foto: Nikola Predović

Fra arkivet 2018:

Storslået skønhed og lettere tilgængelighed

Madeleine Peyroux er nok mere pæn og velproduceret på sit nye album, end hun har været ellers. Der er nogle strejf af pop og latinske rytmer, en lettere tilgængelighed. Og en storslået skønhed – og ikke bare i tolkningen af Leonard Cohens ”Anthem” (hendes fjerde Cohen-tolkning på plade – ”Anthem” er den med den vidunderlige passus ”There is a crack in everything, that’s how the light gets in”). Associationerne til Billie Holiday og gademusik er ikke længere så nærværende.
 
Her er hele 3 skønne – og meget forskellige – videoer med musik fra det nye album:

On My Own        Liberté         We Might As Well Dance

Den heftigste jazz

Den heftigste nordiske jazz i disse år kommer fra Tonbruket, som jeg hører det. En slags opdateret, stram og intuitiv udgave af, hvad The Mahavishnu Orchestra skabte i 1970’erne. Jeg inverivewede ensemblets keyboarspiller og violinist Martin Hederos i maj, og da jeg nævnte Mahavishnu-ligheden for ham, nikkede han begejstret.
 
Nu skal Tonbruket på turné – kan opleves i Jazzhus Montmartre i København 18. og 19. oktober. Kalenderdatoer for mine (vest)svenske venner kunne f.eks. være 15. oktober (Storan i Göteborg ) eller 20. oktober (Palladium i Malmö).

Antikveret på den frække måde

Hun fortjener så meget, at vi kan lide den plade.
 
Sådan tænkte jeg, inden jeg hørte Trinelise Værings ”Du går ind ad en dør”.
 
Via facebook har jeg fulgt tilblivelsesprocessen, kampene for at få de kunstneriske ideer og ambitioner igennem, overvejelserne om overhovedet at udgive albummet fysisk, når ”alle” alligevel henter det digitalt, og siden en tid med crowdfunding og besværlig administration for at sikre, at økonomien hang sammen. Dvs. uden tab, men formentlig også uden fortjeneste.
 
Så kom musikken, ja officielt udkommer den nu, fredag. Men jeg har kunnet lytte til den i omtrent to måneder. Og måtte kæmpe for at synes om den. Måtte give fortabt. Kunne egentlig ikke rigtigt lide den. I hvert fald ikke så meget, som jeg kunne lide hendes foregående plader på dansk, ”Lystfisker” og ”Umanerlig”. Oplevede ”Du går ind ad en dør” som tung, kantet og gammeldags.
 
Efter mere end en måneds lyttepause går det nu meget bedre. De sorthvide fotografier med den gamle, brede Ford Mustang giver mening. Her er  intet nyt, men en masse gamle dyder … og  virkemidler i en kombination, som ikke rigtigt er hørt før. I hvert fald ikke som en del af dansksproget pop. De seje, sprøde, dybe messingblæsere, som ægtefællen Fredrik Lundin har stor andel i, og dertil ikke mindst Otto Sidenius’ fyldige Hammond-orgel – og Una Skotts indimellem ret rå guitartoner. Antikveret? Jo, men på den skønne måde. Det er ganske frækt, det svinger og er ret sumpet og jazzet af poprock at være.

Det er tæt på vidunderligt, at de almindelige instrumenter – men frem for alt rigtige, ægte instrumenter – bliver brugt tålmodigt og sådan lige en smule anderledes. På samme måde med de egentlig så almindelige og ordinære ord.

F.eks. "Alligevel var der noget. En sær fortrolighed. I det der sidste kys. Der ikke bed."
("Du har ik' fortjent en sang")

Eller "Jeg ville ønske, hver en omvej, hvert et skridt jeg har fortrudt, selv ubeslutsom træden vande, belønnedes til slut. Ligesom chokoladen. I en chokoladefontæne."
("Chokoladefontænen")

Dristighederne ligger i nuancerne – og ofte i et tonefald eller en mening, der pludselig skifter brat.
 
Måske ikke helt så sofistikeret og elegant som nogle af Trinelise Værings tidligere plader. Men er det meningen? Gør det noget? Nej, jeg fornemmer, at jeg kommer til at høre dette album meget mere. Jeg kan lide det.
 
Foto: Tuala Hjarnø

Trinelise Væring:
Du går ind ad en dør

Word For Word Records
Udgivelsesdato: 7. september 2018

Et par numre fra
"Du går ind ad en dør":
> Du har ik' fortjent en sang
> Forklædt