Storslået skønhed og lettere tilgængelighed

Madeleine Peyroux er nok mere pæn og velproduceret på sit nye album, end hun har været ellers. Der er nogle strejf af pop og latinske rytmer, en lettere tilgængelighed. Og en storslået skønhed – og ikke bare i tolkningen af Leonard Cohens ”Anthem” (hendes fjerde Cohen-tolkning på plade – ”Anthem” er den med den vidunderlige passus ”There is a crack in everything, that’s how the light gets in”). Associationerne til Billie Holiday og gademusik er ikke længere så nærværende.
 
Her er hele 3 skønne – og meget forskellige – videoer med musik fra det nye album:

On My Own        Liberté         We Might As Well Dance

Den heftigste jazz

Den heftigste nordiske jazz i disse år kommer fra Tonbruket, som jeg hører det. En slags opdateret, stram og intuitiv udgave af, hvad The Mahavishnu Orchestra skabte i 1970’erne. Jeg inverivewede ensemblets keyboarspiller og violinist Martin Hederos i maj, og da jeg nævnte Mahavishnu-ligheden for ham, nikkede han begejstret.
 
Nu skal Tonbruket på turné – kan opleves i Jazzhus Montmartre i København 18. og 19. oktober. Kalenderdatoer for mine (vest)svenske venner kunne f.eks. være 15. oktober (Storan i Göteborg ) eller 20. oktober (Palladium i Malmö).

Antikveret på den frække måde

Hun fortjener så meget, at vi kan lide den plade.
 
Sådan tænkte jeg, inden jeg hørte Trinelise Værings ”Du går ind ad en dør”.
 
Via facebook har jeg fulgt tilblivelsesprocessen, kampene for at få de kunstneriske ideer og ambitioner igennem, overvejelserne om overhovedet at udgive albummet fysisk, når ”alle” alligevel henter det digitalt, og siden en tid med crowdfunding og besværlig administration for at sikre, at økonomien hang sammen. Dvs. uden tab, men formentlig også uden fortjeneste.
 
Så kom musikken, ja officielt udkommer den nu, fredag. Men jeg har kunnet lytte til den i omtrent to måneder. Og måtte kæmpe for at synes om den. Måtte give fortabt. Kunne egentlig ikke rigtigt lide den. I hvert fald ikke så meget, som jeg kunne lide hendes foregående plader på dansk, ”Lystfisker” og ”Umanerlig”. Oplevede ”Du går ind ad en dør” som tung, kantet og gammeldags.
 
Efter mere end en måneds lyttepause går det nu meget bedre. De sorthvide fotografier med den gamle, brede Ford Mustang giver mening. Her er  intet nyt, men en masse gamle dyder … og  virkemidler i en kombination, som ikke rigtigt er hørt før. I hvert fald ikke som en del af dansksproget pop. De seje, sprøde, dybe messingblæsere, som ægtefællen Fredrik Lundin har stor andel i, og dertil ikke mindst Otto Sidenius’ fyldige Hammond-orgel – og Una Skotts indimellem ret rå guitartoner. Antikveret? Jo, men på den skønne måde. Det er ganske frækt, det svinger og er ret sumpet og jazzet af poprock at være.

Det er tæt på vidunderligt, at de almindelige instrumenter – men frem for alt rigtige, ægte instrumenter – bliver brugt tålmodigt og sådan lige en smule anderledes. På samme måde med de egentlig så almindelige og ordinære ord.

F.eks. "Alligevel var der noget. En sær fortrolighed. I det der sidste kys. Der ikke bed."
("Du har ik' fortjent en sang")

Eller "Jeg ville ønske, hver en omvej, hvert et skridt jeg har fortrudt, selv ubeslutsom træden vande, belønnedes til slut. Ligesom chokoladen. I en chokoladefontæne."
("Chokoladefontænen")

Dristighederne ligger i nuancerne – og ofte i et tonefald eller en mening, der pludselig skifter brat.
 
Måske ikke helt så sofistikeret og elegant som nogle af Trinelise Værings tidligere plader. Men er det meningen? Gør det noget? Nej, jeg fornemmer, at jeg kommer til at høre dette album meget mere. Jeg kan lide det.
 
Foto: Tuala Hjarnø

Trinelise Væring:
Du går ind ad en dør

Word For Word Records
Udgivelsesdato: 7. september 2018

Et par numre fra
"Du går ind ad en dør":
> Du har ik' fortjent en sang
> Forklædt