For altid ung? I hvert fald mere erfaren med årene …

Hvad har været værd at lytte til i foråret 2019? Hvad har skilt sig ud? Er der overhovedet godt nyt?
Jeg skriver i disse dage om tre bemærkelsesværdige udgivelser med i hvert fald ét fælles træk:
Kunstneren er mellem 40 og 50 år.

Amanda Palmer regner sig selv for pianist. Ukulelen var oprindelig for sjov, men er kommet til at fylde meget i hendes musik og hendes performance. Foto: Hayley Rosenblum
Amanda Palmer regner sig selv for pianist. Ukulelen var oprindelig for sjov, men er kommet til at fylde meget i hendes musik og hendes performance. Foto: Hayley Rosenblum

Her føles uroen stærkest, når der er ro på

Det er ikke nyt, at Amanda Palmer synger om voldtægt og abort. Men hun har aldrig gjort det så grundigt og med så stor tyngde som nu.

Med Amanda Palmer er det nærmest umuligt at være tilstrækkeligt forberedt. Hun står op for sin holdning – og holdning, det har hun – og hun gør det med kraft, energi, vrede, humor og masser af følelser.

Hun søger grænser, og det hænder nok, at hun overskrider dem. Nogle – deriblandt en del anmeldere – synes, at hun bare er for meget.

Min første oplevelse med hende var i Pumpehuset i København på allehelgensaften 2013. Og den kom bagfra, højt oppe fra. Hun og hendes ukulele befandt sig på en afsats, og lænet ud over publikum sang hun en personlig fortolkning af Radioheads ”Creep”.

Straks efter var hun nede på scenen med sit lille band, der gik under navnet Grand Theft Orchestra. Tre tæt sammenspillede musikere, der dygtigt fulgte den ganske komplicerede og krævende blanding af kabaret, pop, rock, avantgarde og drama, der er Amanda Palmers udtryk. Det var noget af en fest.

Når hun 11. oktober besøger København for anden gang, vil hun være alene på scenen, indimellem med ukulelen, men mest med et flygel – og først og fremmest med sine sange fra den nye ”There Will Be No Intermission”. En plade, der umiddelbart udstråler mere ro end nogen af de foregående, men samtidig rummer endnu mere uro.

Hun har fat i store og sårbare emner som abort (både ufrivillig abort og krav om frihed til abort), voldtægt, død, tab og angst. Hun konfronterer os, og hun skåner ikke sig selv. Hun har sagt, at det er med frygt og ydmyghed, at hun ene på scenen aften efter aften møder et stort publikum. Samtidig virker hun frygtløs.

I visse amerikanske stater har hun følt særlig anledning til målrettet at fokusere på fri abort. Det gør hun så. Respekt! Beundring!

Den nye plade består af 10 sange (plus lige så mange små instrumentale mellemstykker – reelt ingen afbrydelser, deraf titlen). Et par af dem er 10-11 minutter lange, og ingen er mindre end 5 minutter. De tunge temaer bliver ikke affærdiget let og hurtigt. Men forbløffende ømt og sart. Selv om hun virker til at være kommet stærk ud af sine egne oplevelser og erfaringer, er hun skrøbelig og såret indeni. Det mærkes og høres.

Mest bevægende og vedkommende er nok ”Voicemail For Jill”, om en ung kvinde, der har besluttet sig for at få foretaget en abort. Men smukkest er ”The Ride”, en bøn om fortrolighed og en opfordring til at overvinde al (berørings)angst, for ”isn’t it nice when we’re all afraid at the same time?”.

Amanda Palmer er næppe specielt inspireret af hverken Maria McKee eller Tori Amos, men de to kan være referencer – den ene på grund af den hudløse selvudlevering og nogle gange stemmeføringen, den anden på grund af det indimellem pompøse og dramatiske pianospil.

En tredje reference kunne være Frida Hyvönen og hendes ”Kvinnor och barn” fra 2016, ligeledes med tunge og følelsesfulde emner. Hyvönen hævder ganske vist, at hendes beretninger om bl.a. tab og svigt er ren fiktion, mens Palmer åbent baserer sine sange på selvoplevet virkelighed. Men det mod, den smerte og den skrøbelighed, de udtrykker sig med, rummer stemninger, som de er fælles om.

Amanda Palmer:
There Will Be No Intermission
Produceret af John Congleton
8 Ft. Records

Amanda Palmer

43 år. Fra Boston, USA.

Koncert i Bremen Teater, København,
11. oktober.

Har udgivet sine to seneste plader på eget pladeselskab ved hjælp af crowdfunding.

Har over 200.000 følgere på Instagram.

Diskografi
 
Med The Dresden Dolls
> ”A Is For Accident” (2003)
> ”The Dresden Dolls” (2004)
> ”Yes, Virginia …” (2006)
> ”No, Virginia …” (2008)
 
Solo
> ”Who Killed Amanda Palmer” (2008)
> ”Theatre Is Evil” (2012)
> ”There Will Be No Intermission” (2019)
 
Jack & Amanda Palmer
> ”You Got Me Singing” (2016)
(Jack Palmer er Amandas far)
 
Live-videoer
> ”Creep”
> ”Do It With A Rockstar”
Begge filmet i Pumpehuset, København, 31. oktober 2013 (Amanda Palmer & The Grand Theft Orchestra var kraftigt sminkede p.g.a. Halloween).

Officielle videoer
> ”The Killing Type”, 2012
> ”Want It Back”, 2012
> ”Voicemail for Jill”, 2019

’Live i studiet’-videoer, marts 2019
> ”Drowning In The Sound”
> ”The Ride”

 

Der er vel en slags smil inde bag den selvbevidste attitude. Foto: Martin Bubandt/Sony Music
Der er vel en slags smil inde bag den selvbevidste attitude. Foto: Martin Bubandt/Sony Music

Sans for sproglige nuancer

Claus Hempler har været fremtrædende musiker i 30 år. Alle hans erfaringer folder sig ud og fletter sig ind i hinanden på ”Kuffert fuld af mursten”, hans første album på dansk.
  
Han har været langt omkring i genrerne, Claus Hempler, og de færreste ud over ham selv har vel styr på det hele. Fra heftig rock i 1990’erne med Fielfraz til mondænt bigband og croonerjazz som fast lørdagsindslag på Plænen i Tivoli. Og lidt af hvert midt imellem.

Niveauet har været højt, hvad enten det har været vildt, sejt eller elegant.

Hans primære sprog har været engelsk. Men han har også sunget på dansk. Det har mange overset eller fortrængt i forbindelse med udgivelsen af ”Kuffert fuld af sten”, hans debutalbum på modersmålet. På min streamingtjeneste ligger 6 dansksprogede sange, som han har indsunget til forskellige hyldestplader og i forbindelse med sin medvirken i TV 2’s ”Toppen af poppen”.

Mest kendt er utvivlsomt hans Cohen-tolkning, ”Alle ved besked” (”Everybody Knows”), fra ”På danske læber”, som udkom for 15 år siden. Den er fabelagtig i sin underdrejede, men saftige humor, der bliver så tydelig på grund af fornemmelsen for sprogets nuancer.

Teksten var ikke oversat af Hempler, men hans forståelse af betydninger og dobbeltbetydninger var vigtig, når man hørte glimtet i øjet, f.eks. i ordene ”Alle ved besked, det var mig, du elskede, alle ved, det gør du da stadigvæk, alle ved, at du har været mig tro, ja, indtil flere nætter i træk, alle ved besked, så diskret du var, men der var så mange, som du bare måtte lægge ned …”. Det var i Leonard Cohens ånd, men det var med Claus Hemplers personlighed.

Sådan er det også med den nye plade. Hempler har siddet og klukket, mens han fandt på tekster, melodier og arrangementer, og Cohen har fået anledning til det ene fnis efter det andet oppe i sin himmel. Det er første gang, Hempler selv har skrevet tekster på dansk, men han bliver 50 næste år og har gjort sine iagttagelser undervejs. Der er vidunderlige øjeblikke.

Jeg har hørt indledningsnummeret ”Navnet er Hempler” gang på gang i den halvanden halv måned, albummet har været ude. Jeg kan ikke blive træt af det. Alene at bruge sit eget navn som det første, vi hører både på pladen og i sangen, er uhørt dristigt, og blandingen af højtideligt og uhøjtideligt er lige på kanten, men ikke over den, og derfor lykkes det bare.

Han ved, at han er lidt af en krukke, men han er bevidst og åben om det. Der er en ustyrligt drivkraft i guitar og rytme, og musikerne bag ham skal have deres del af æren for det. Da han kommer til ”syng hallelujah”, bruser det glade kor frem bag ham, hvilket han kommenterer: ”Jubelidiot!” Et kosteligt samspil mellem tekst, melodi og arrangement. Hele sangens tekst fortjente egentlig at bliver bragt her, men den fungerer nu bedst sammen med musikken.

Her til gengæld et uddrag fra et andet nummer, ”Lang lang dans”, fordi det er så fin en beskrivelse af både publikums og hans eget billede af, hvad det er at være rockmusiker, om muligt idol. Drømme, fordomme og forestillinger går op i en helhed, der bliver svær at overtræffe:

”Der er ikke den drøm, jeg ikke har parkeret, der er ikke det bandrum, jeg ikke har raseret, der er ikke det ikon, jeg ikke kunne være blevet, der er ikke den groupie, jeg ikke har besteget, jeg fløj højt som bare fanden, som Karen Blixen hen over savannen …”

Det stopper ikke der. I ”Mig oven på dig, dig oven på mig”, nævnes navnet på mesteren selv, Leonard Cohen, direkte, og som om det ikke kunne være nok, ryger Karl Ove Knausgård også lige med. Blide strygere og englekor understreger storheden. Det er en kærlighedserklæring til forbillederne, til det storslåede i livet, ”men hey, ingen her er perfekt og ufejlbarlig” (jo, det synger han!).

I ”Vejen frem” name- og fact-dropper han igen (han undgår dog at nævne The Doors og New Order direkte), og så har jeg næsten glemt, at der er masser af sproglige klicheer. Men de udnyttes bevidst, og man får associationer til C.V. Jørgensen – og andre gange til Lars H.U.G., mest på grund af stemmeføringen. Men bare associationer. Det er ikke tale om at stjæle eller kopiere. Endsige låne.

Han når også lige – i det niende og sidste nummer – at anbringe Jane Birkin og Serge Gainsbourg på Frederiksberg Allé.

Det er så bedårende hele vejen frem.

Og så tilbage til det medrivende indledningsnummer. Navnet er Hempler. Ingen burde være i tvivl nu.

Det blev besluttet bare at udgive ”Kuffert fuld af mursten” på vinyl – og som streaming. Men nogle – blandt andre jeg – har efterspurgt pladen på det forældede cd-format. Og nu, 14. juni, er min bøn blevet hørt. Jeg er på vej hen til en af de få tilbageværende pladebutikker!

Claus Hempler:
Kuffert fuld af mursten
Produceret af Mahler og Bir
(=Lars Skjærbæk og Christoffer Møller)
Columbia/Sony

Diskografi
(formentlig ukomplet)
 
Solo
> ”Charm School For Popsingers” (1999)
> ”Hempler” (2004)
> ”Return Of The Yes Man” (2007)
> ”Kuffert fuld af mursten” (2019)
 
Med Fielfraz
> ”Shine!” (1990)
> ”Electric Eel” (1992)
> ”Slick” (1996)
 
Med Dicte
> ”Uppers” (2017)
 
På dansk
> ”Alle ved besked”
(”På danske læber”, 2004)
> ”21. århundredes ærinde”
(”Andersens drømme”, 2005)
> ”Linedanser”
(”En hyldest til Sebastian”, 2009)
> ”Tango”, ”Dagens tekst” og ”Hvornår” (fortolkninger af sange kendt med Lis Sørensen, Annika Aakjær og Thøger Dixgaard, ”Toppen af poppen”, 2018)